Masser af sygdomme i dag har psykosomatiske årsager, så man må kunne gå ud fra, at negative eller positive budskaber i kunst er med til at bestemme vores udvikling.
Gennem en del år har jeg i kronikker i dagspressen citeret fra forskellige forskningsområder angående sammenhængen mellem kreativitet og innovation, evne til at gøre opdagelser også på det intellektuelle plan.

Pudsigt nok, men vel egentlig rammende sagde en kendt kunstner engang, at billedkunsten rummer ingen tanker, men den giver dem.

Nogle kunstteoretikere slår et slag for "l'art pour l'art", kunsten for kunstens egen skyld, andre for, at billedkunstens motivverden skal henlede tankerne på emner, der virker opbyggelige på menneskelivet som sådan: kærligheden, religionen, erotikken, etikken, miljø-bevægelsen etc.

Umiddelbart kan jeg være enig, men ikke ubetinget, for politisk korrekthed ville jeg f.eks. ikke efterleve. Forsættet er for ensidigt, idet man hermed udelukker al nonfigurativ kunst som værende underlødig, og det kan man på ingen måde sige, at den er. Man kan kun skelne på kvalitet. I øvrigt skal al religion primært opfattes åndeligt uanset billedforbud ved religiøse motiver.

Men hvis man har bestemte budskaber, og de bliver forståede, er der intet til hinder for at komponere dem ind i billedet.

DEN meste kunst ligger vel inden for det normales verden, men meget omdiskuteret var Michael Kviums udstilling på Aros. Man drøftede seriøst, om børn burde have adgang til den: På et værk sidder en mor og spiser sit barn, på det næste kaster hun det op igen i en lang, grønlig stråle. Andre emner var pædofili og sodomi.

Guiden, der viste rundt, fortalte, at Kvium var opdraget i et strengt fundamentalistisk, katolsk miljø, og at han formentlig skulle have bearbejdet nogle traumer, men med tiden blev han så forskræmt og deprimeret over sin egen billedverden, at han om morgenen ikke mere turde betræde sit atelier. Han havde bestemt sig for aldrig mere at ville male.

Heldigvis kom han dog over situationen og er begyndt med en helt anden motivkreds.

Hvor fremragende en kunstner, Kvium end var i den traumatiserede periode, leder det tankerne hen på at analysere, hvad det er for åndelige værdier, man ønsker at påvirkes af, for Kviums tidligere værker kan næppe være til andet end museumsrum, som man kan forlade efter et kvarters beskuelse.

Spørgsmålet må stilles, om man ikke selv kunne blive psykisk afsporet ved til daglig at have kunst hængende, som er skabt af traumatiserede.

Per Kirkeby har aldrig gjort en hemmelighed af sine mange dybe depressioner. Engang beskrev anmelderen Bent Irve hans besynderligt vilkårlige og rådvilde færden på lærrederne, som han også mente var substansløse.

Ved psykiatriens skildring af depressioner hæfter man sig netop ved, at patienterne ikke ser nogen mening eller formål i de ramte perioder. Flere har fortalt mig, at de finder kunstnerens værker trykkende ved længere tids beskuelse.

På det sidste har han i et interview tilstået, at hans tidligere værker manglede de dekorative elementer. Samtidig ville han nok tage afstand fra sin gamle udtalelse om, at han hadede den franske, kultiverede kunst, for det meste af den er righoldig netop på det dekorative, som man kan kalde et billedværks musik. Men det er godt, han selv er kommet på det rene hermed.

Grafologiske skrifttegn fortæller om vor psykiske habitus. Tegn og streger i kunsten kan ikke være nogen undtagelse.

Studier på diverse, naturvidenskabelige fronter de senere år har bragt mig ind på emner, der viser, at langt mere i vor mærkelige verden hænger sammen på en måde, vi aldrig tidligere har forestillet os.

Man har ofte i primitive kulturer troet, at f.eks. træer kunne have sjæl eller ånd. Videnskabelige forsøg skulle i dag have godtgjort, at planter, man beder positive bønner for, vokser hurtigere og udvikler sig bedre end grupper af planter, der ikke er tænkt på. Reaktioner hos planterne, der bedst kan betegnes som evne til at føle smerte eller velbehag, mente man også at registrere.

Psykiateren C.G. Jung har i sine erindringer argumenter for, at selv dyr og planter kan vide besked med vore inderste hemmeligheder. Han arbejdede videnskabeligt med det underbevidste og gav sig til at male billeder, når han kørte fast i problemerne. Det hjalp.

Den japanske professor Emoto, som jeg tidligere har skrevet en kronik om, fandt på at udsætte flasker med vand under nedfrysning til minus fem grader for henholdsvis forbandelser og velsignelser samt negative og positive udsagn. Der viste sig helt klare mønstre, også ved gentagne forsøg, som professor Emoto har skrevet bøger om.

Den tyske, videnskabelige presse har bragt artikler om, at de positivt påvirkede vandmængder udviklede de mest harmoniske og smukke iskrystaller, ligesom de negative dannede disharmoniske og forkrøblede krystaller. Det virkede f.eks. henholdsvis positivt eller negativt, om man blot nævnte navnene Mother Theresa eller Adolf Hitler.

Vandet og krystallerne reagerede også på klassisk musik og hård rock, og det var åbenbart, at de kunne lide den klassiske musik, men absolut ikke rock.

I en afsluttende kommentar til min kronik om professor Emotos forskning nævner jeg, at eftersom ca. 9o pct. af den menneskelige organisme består af vand, må vor psykosomatik kunne påvirkes henholdsvis positivt og negativt herigennem.

HVAD jeg ønsker at påpege, er at det uden al tvivl må have den største betydning, hvilke indtryk vi modtager og indstiller os på at modtage. Man ved i dag, at masser af sygdomme har psykosomatiske årsager, så vi må antage, at negative og positive budskaber i kunsten er medbestemmende for, om vi udvikler os på tilsvarende vis.

Ikke blot i kunsten, for vi må også skelne mellem gode og dårlige venner.

Jeg tror på, at den gode kunst i underbevidstheden kan fremme grobunden for innovative tanker, men kun under forudsætning af, at udøveren ikke er kulturelt følgagtig, for hvordan skulle den ellers kunne inspirere til nye opdagelser? Ca. 9o pct. af al kunst i DK i dag er den ensrettede nyekspressionisme, der på tilsvarende vis præger billedskolerne.

Ved oplevelse af billedkunst er det som et pejlingssystem, der afsøger de fjerneste egne af underbevidstheden. Ind imellem dukker der noget op på bevidsthedsniveau i en art vekselvirkning. Heri kan man tale om kunstens nytteværdi, men ro er påkrævet.

Videnskabeligt og kreativt arbejde begynder med intuitive anelser, der har deres oprindelse i underbevidstheden. Omgang med original kunst virker som gymnastik for intuitionen. De bedste forskere erkender dette.

Hvis VI forestiller os det åndelige modtagerapparat som en art radio med to bølgelængder, den ene til bevidstheden og den anden til underbevidstheden, skal de kunstneriske oplevelser primært ind på det underbevidstes kanal.

Her har det ingen mening at ledsage oplevelsen med teoretisk ordskvalder, der minder om dårlige prædikener. Det ved alle erfarne kunstnere og nægter at forklare værkerne. Forklaringer hører til i bevidsthedslivet.

Da læserne af nærværende er indstillede på bevidstheds-kanalen, kan det være aktuelt at oplyse, at min egen stil er en abstraheret figurativ motivverden, der primært behandler drømmen om paradiset, Edens have ol.

Foruden at være bibelsk har digtere og forfattere beskæftiget sig en del hermed. Drømmen eller troen kunne muligvis lette overgangen efter livets ophør her. Og hvis ikke, tyder al psykosomatisk forskning på, at omgangen har positive virkninger.

Find Mølgaard Andersen, Resenvej 1, Skive, er billedkunstner.