Adolf Hitlers magtovertagelse for 75 år siden gik ikke helt så glat som beregnet. To brødre forsøgte på hver deres måde at stikke en kæp i hjulet
I dag er det 75 år siden, Adolf Hitler blev rigskansler - en begivenhed, som i den nazistiske propaganda blev kaldt Machtübernahme for at understrege, at der var tale om noget i retning af en revolution, hvor Hitler med trussel om indsats af stormtropper havde taget magten fra en flok uduelige og korrupte politikere.

Men virkeligheden forholdt sig helt anderledes. Belært af det mislykkede München-kup i 1923 gik Hitlers taktik ud på at sikre sig kanslerposten inden for det bestående samfunds rammer for bagefter med kontrollen over hær og politi at forvandle den demokratiske stat til et nazistisk diktatur. Stort set varede denne proces - altså hans faktiske Machtübernahme - et halvt år regnet fra den dag, han aflagde ed som rigskansler.

Hitler havde frem til sin formelle udnævnelse arbejdet på at vinde et så stort vælgerpotentiale, at han fuldt lovligt kunne placeres i spidsen for regeringen - og planen lykkedes da også, men slet ikke efter hans drejebog. Det viste sig nemlig, at den siddende rigskansler, von Schleicher, ville skabe en meget bred koalition, der bl.a. skulle omfatte moderate nazister.

Da Schleicher havde fremsat sine ideer over for Gregor Strasser, den organisatoriske leder af nazipartiet og dermed Hitlers næstkommanderende og anmodet ham at gå videre til "føreren", kunne han ikke med sikkerhed vide, hvordan hans plan ville blive modtaget. I alle hidtidige drøftelser havde Hitler betingelsesløst krævet kanslerembedet til sig selv, så måske havde Schleicher ligefrem håbet på et nej fra nazilederen, så han derefter kunne tilbyde den moderate Strasser stillingen som vicekansler i en Schleicher-regering.

Det ville have givet Schleichers koalition mulighed for at sætte ind mod arbejdsløsheden sammen med de socialdemokratiske og kristne faglige organisationer og samtidig splitte nazisterne.

Om Gregor Strasser ligefrem på forhånd havde sagt ja til at blive vicekansler vides ikke - heller ikke om han havde delagtiggjort Hitler i konkrete enkeltheder i Schleichers udspil. Men Hitler mistænkte ham øjeblikkelig for at køre sit eget løb og indkaldte derfor samtlige nazistiske rigsdagsmedlemmer til møde i Berlin.

Her overdængede han Gregor Strasser med voldsomme forræderianklager. Ifølge broderen, Otto Strassers erindringer, opgav han helt at forsvare sig og spurgte blot: "Tror De egentlig, hr. Hitler, på alt det, De lige har sagt?" Da så Hitler fastholdt sine udtalelser, forlod Gregor Strasser mødet og meddelte skriftligt, at han nedlagde samtlige tillidsposter i NSDAP.

Derefter blev han leder af en kemikaliefabrik og holdt sig uden for politik, men Hitler havde ikke tabt ham af syne. Den 30. juni 1934 blev Gregor Strasser myrdet i forbindelse med likvideringen af Ernst Röhm og andre SA-førere.

Selvfølgelig var Hitlers reaktion et udtryk for angst. Når en så fremtrædende politiker som Schleicher tilsyneladende indkalkulerede en såkaldt moderat fløj af nazister som samarbejdsgruppe, begyndte Hitlers magtposition at vakle. Og han havde i bagklogskabens lys faktisk grund til at føle sig truet.

I Gregor Strassers optik var det nemlig indlysende, at partiet burde sikre sig indflydelse i de nordtyske byer, hvor både kommunister og socialdemokrater stod meget stærkt. Der skulle derfor lægges langt større vægt på de socialistiske sider af partiprogrammet, hvis man skulle gøre sig håb om at slå igennem hos den almindelige lønarbejder. I konsekvens af denne tankegang og i parløb med sin broder foreslog han udbyttedeling og de ansattes medbestemmelse i virksomhederne, ligesom de tyske fyrster skulle fratages dele af deres enorme formuer.

Hitler afviste blankt enhver form for "bolsjeviksocialisme", som han sagde. Ganske vist havde han brug for Gregor Strassers organisationstalent og gennemslagskraft, og ganske vist skulle arbejderne meget gerne lokkes ind i partiet, men han var bange for, at Strasser-brødrenes holdninger ville fratage ham uundværlig støtte fra kredse inden for højfinans og erhvervsliv. Derfor foretrak Hitler balancegangen og undgik konkrete løfter til arbejderne om produktionsstruktur og ejerforhold, hvorimod han i generelle vendinger udmalede en tryg hverdag og lys fremtid for alle i by og på land.

Men Gregor Strasser gav ikke op. Han indkaldte i 1925 partilederne fra Nord- og Vesttyskland til et møde, hvor alle var enige om, at det var fornuftigt at dreje NSDAP mod venstre.

Reaktionen udeblev ikke. Hitler fik samlet i hundredvis af meningsfæller til en partikonference i Bamberg i 1926. Her blev vedtagelserne fra året i forvejen erklæret for ulovlige, og Hitler fik opbakning til sin plan om som første skridt at sikre partiet magten. Derefter skulle programmet formuleres og gennemføres - alt sammen et klart nederlag for brødrene Strasser.

Alligevel var Gregor fortsat at finde blandt Hitlers håndgangne mænd - måske håbede han, at hans stilling som partiorganisator stadig ville give ham nogle chancer - måske var han bare naiv. Derimod arbejdede Otto videre for brødrenes ideer, bl.a. som udgiver af bladet Arbeiterzeitung og som redaktør i Kampfverlag.

Det, som imidlertid fik bægeret til at flyde over, var Otto Strassers støtte til en storstrejke i Sachsen, som Hitler af hensyn til arbejdsgiverinteresser havde advaret imod.

Under en samtale på hotel Sans Souci i maj 1932 anmodede Hitler den iltre redaktør om at tage afstand fra strejken og tilbød ham samtidig stillingen som rigspressechef i NSDAP.

Men Otto Strasser afslog at lade sig bestikke og fastholdt sine synspunkter. Få måneder senere forlod han partiet og dannede organisationen Schwarze Front med det formål at svække Hitler.

Her er det vigtigt at understrege, at Schwarze Front trods socialistiske over- og undertoner ikke var tænkt som en slags socialdemokrati med nationalt tilsnit, der skulle deltage i kampen om regeringsmagten i Tyskland. Otto Strassers vision var et partiløst samfund, hvor parlamentets medlemmer ikke repræsenterede enkeltpersoner samlet i partier, men de forskellige faggrupper. Samtidig lagde han ikke skjul på sin antisemitiske holdning. Alt i alt var der tale om tanker, der i al deres tågethed overlappede dele af naziprogrammet og pegede lidt i retning af Mussolinis korporative stat.

Umiddelbart efter den 30. januar 1933 blev Schwarze Front forbudt og bevægelsens tre aviser beslaglagt. Otto Strasser flygtede til udlandet, efter at han forgæves havde forsøgt at overtale sin broder til at gøre det samme.

Efter en dramatisk rejse gennem Europa nåede han endelig frem til Canada, hvor han fik opholdstilladelse. Her forsøgte han at få de allierede til ikke at identificere det tyske folk med Hitler. Enhver tale om kollektiv skyld var ifølge Otto Strasser absurd.

Men han havde både i radio og aviser lov til at sprede sine budskaber fuldstændig frit, indtil tyskernes angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 skabte en helt ny situation. Som overalt i den vestlige verden omfattede også den canadiske befolkning sin nye våbenfælle som garantien for den endelige sejr over Hitler, og begejstringen for Rusland var enorm - en holdning, som Otto Strasser overhovedet ikke kunne dele.

Det var derfor uundgåeligt, at den canadiske regering greb ind med den begrundelse at Strassers aktiviteter belastede forholdet mellem Canada og Sovjetunionen og dermed var til skade for den allieredes krigsførelse. I 1942 fik han således direkte skriveforbud.

Selv efter krigens afslutning fortsatte hans problemer. Først i slutningen af 1954 afgjorde Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe, at han kunne rejse hjem, hvorefter han fik lov til at forlade Canada og slå sig ned i München.

Historikeren Allan Bullock skrev i 1952 (refereret af Otto Strasser), at hvor Hitler personificerede viljen til magt, var Gregor Strasser idealisten om end af den brutale slags. Men det er nu en sandhed med modifikationer. At Gregor Strasser og med ham hans broder ikke havde banet sig vej til nazitoppen uden anvendelse af særdeles brutale midler, er indlysende.

Derimod er påstanden om idealisme stærkt diskutabel. Måske er brødrenes sociale grundholdninger simpelt hen blevet anvendt som værktøjer for egne politiske ambitioner.

Men én ting står fast: Brødrene var trods al tale om idealisme ikke demokrater. Og skønt det kunne være spændende at forestille sig et historisk forløb, hvor brødrenes kamp mod Hitler var lykkedes, så ville de altid have været dårlige medspillere i en demokratisk proces - også selv om Otto Strasser havde placeret sig i en så farlig situation, at Goebbels benævnte ham som "Hitlers fjende nr. 1."

JØRGEN WEISS-PEDERSEN

Kåsvænget 14, Strib, Middelfart, er tidligere rektor