Brændstoffet var en mulepose havre


Brændstoffet var en mulepose havre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis man var en driftig forretningsmand, var det også for 100 år siden vigtigt at kunne se ind i fremtiden, være moderne. Ja, i dette tilfælde vigtigt at være med på vognen

På et eller andet tidspunkt i 1908, højst sandsynligt i foråret, skete der en mindre revolution inden for persontransport i staden Odense.

Det var dengang, da en hyrevogn kaldtes en droske, og da drivmidlet bestod af én hestekraft, der var af kød og blod, havde manke og hale, og som oftest lød navnet Lotte.

Brændstoffet var en mulepose med havre. Lotte holdt ikke i garage, men boede i en stald. Her skulle der muges ud, og Lotte kunne også godt lide at blive striglet og få seletøjet pudset, så hun kunne se standsmæssig ud, når hun transporterede borgerskabet rundt i byen.

Til gengæld leverede hun så, med passende mellemrum, portioner af stærkt eftertragtet gødning til samme borgerskabs rosenbede i form af hestepærer.

Anders Madsen var droskekusk og indehaver af offentlig holdeplads "Nr. 3. Vestergade v. Sct. Knud" ud for nr. 66, der husede bl.a. Fyns Venstreblad - bygningen faldt senere for gadegennembruddet, da Mageløs blev anlagt i 1925.

Anders Madsen var glad for sit job og sin Lotte, men han var ikke uvidende om, at der allerede i 1903 var kommet motordrosker på gaden i København, og han var heller ikke i tvivl om, at fremtidens køretøjer ville kræve flydende brændstof og blive trukket af adskillige flere hestekræfter, end den ene Lotte kunne præstere.

Og så var Madsen nok også lidt træt af alt det arbejde efter fyraften, som Lotte trods alt krævede. Kort sagt syntes Madsen, at det var tiden, at Odense kom - om man så må sige - "med på vognen". Den motoriserede vel at mærke!

Så pludselig en dag var Lotte ikke mere en del af gadebilledet i det centrale Odense. Madsen havde været en tur i hovedstaden, og med sig hjem havde han en - vist nok - gul motordroske af mærket Adler. Holder min teori om den gule farve stik, kan man med rette påstå, at Madsen i mere end en forstand har været på forkant med udviklingen.

Madsens motoriserede droske har sandsynligvis været det første indregistrerede motorkøretøj i byen, for det blev udstyret med nummerpladen M 1. I hvert fald hvis man skal tro forfatteren Jens Kruuse, der i en erindringsartikel i Jyllands Posten den 17. november 1971 blandt andet skriver: "I Odense var der biler. Vi kørte i Madsens Taxaautomobil M 1 fra Hunderupvej til Jernbanegade...". Turen til Jernbanegade var en teatertur, og Jens Kruuse slutter: "Men festligt var det alt sammen, jeg tror minsandten også, at vi børn blev kørt hjem i Madsens Adler M 1. til Hunderupvej."

Jens Kruuse var som bekendt søn af et af datidens lokale koryfæer, købmand P. A. Kruuse, der foruden at være købmand i lange perioder var radikalt medlem af byrådet og sad i alskens bestyrelser. Jens Kruuses barndomshjem lå på hjørnet af Hunderupvej og Jagtvej, og på det diagonalt modsatte hjørne boede Anders Madsen, så det var såre nemt for familien Kruuse at rekvirere en droske.

Jens Kruuse giver for øvrigt i sin bog "Min lykkelige Barndom" en levende beskrivelse af betjeningen af datidens autokøretøjer. Måske inspireret af Madsen taxaautomobil anskaffer P. A. Kruuse sig nemlig selv en Adler. Derom skriver Jens Kruuse:

"Allerede før krigen fik vi M 17. Det var en hvid Adler. Den havde røde lædersæder med store knapper. Den havde håndbremse og gearstang i messing helt ude til højre for førersædet. Der var små lavt svungne låger. Hornet sad på højre forskærm, det var et dragehoved af messing, og en stor gummibold skabte luft til dragens hæse brøl. De store, skinnende lygter var hypermoderne med karbid, som skulle vandes og passes.

Når motoren skulle startes, hældte Nielsen (vi havde chauffør) fire snapse benzin i de små tragte over cylindrene. Det var en hædersvogn. Nielsen havde et lille overskæg og uniform. Adleren blev mange, mange år senere solgt til en ostehandler på landet, lædersæderne forsvandt under et lad, lygterne blev elektriske, og siden ved vi intet om dens skæbne." - Så vidt Jens Kruuse.

At P. A. Kruuse havde nemt ved at rekvirere en droske skyldtes altså, at han tilfældigvis boede over for Anders Madsen.

Man kunne selvfølgelig også være så heldig at bo klos op ad en af de offentlige holdepladser, der af politimesteren var placeret på de mest centrale steder i byen såsom Flakhaven, Banegården, Fisketorvet, Klingenberg, Grand Hotel o.s.v. Placeringer, der alt i alt syntes at opfylde formålet: bedst muligt betjening af byens borgere.

Det kan derfor synes noget ejendommeligt, når plads nr.15 var placeret på hjørnet af Dronningensgade og Thorsgade. Ikke mindst fordi der ikke fandtes en holdeplads ved Sydfynske Banegård, der kun lå små hundrede meter derfra.

Passagerer ankommet med toget, der ønskede en droske til den videre transport, skulle altså begive sig til fods tværs over Vestre Stationsvej, hen ad Thorsgade, hvor der rundt om hjørnet i Dronningensgade holdt en droske, hvis den da ikke var ude at køre.

Var det mon, fordi Sydfynske Jernbane var et privat foretagende, at der ikke var placeret en holdeplads foran bygningen, hvor der var masser af plads? Næppe. Grand Hotel og andre af byens hoteller var jo lige så private, her var der holdepladser. Men hvorfor så da?

Måske skal man kigge i vejviseren efter svaret. Ingen dårlig ide. I Odense Vejviser årgang 1911 fremgår det, at villaen Thorsgade 1 - med beliggenhed på hjørnet af Thorsgade og Dronningensgade - var beboet af ingen ringere end byens borgmester. Den sidste af de kongeligt udnævnte, nemlig Valdemar Bloch, der sad som byrådets førstemand fra 1911 til 1919.

Mon ikke datidens tekniske udvalg har skelet til den fornemme adresse, da man ophøjede den til droskeholdeplads, og mon ikke begrebet "frynsegoder" også fandtes i hine tider - dog nok med en anden betegnelse!

Madsen var, med sit farvel til Lotte, pioneren i branchen. Andre vognmænd fulgte hurtigt efter, og da 21 af byens vognmænd i 1922 stiftede selskabet "Auto-Taxa" (det nuværende Odense Taxa), var der kun tre af disse, der stadigvæk betjente sig af hestedrosker.

Anton Nielsen, med holdeplads ved Landbosparekassen i Kongensgade 64-68, var den der holdt længst ud - et par år endnu, så lagde også han tømmerne for sidste gang, og hestedroskernes æra var forbi i etatsrådernes by.

Benzinmangel under 2. verdenskrig resulterede dog i en kort opblomstring for den hestetrukne droske, men dermed var det også slut - de motoriserede hestekræfter har siden sørget for, at byens borgere bliver transporteret på behørig vis.

kurt rasmussen

Rugårdsvej 349, Odense NV, er taxavognmand

Brændstoffet var en mulepose havre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce