Bogsamleren bekender


Bogsamleren bekender

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bøger er dejlige at eje og læse, men når der bliver for mange af dem på for lille plads, kan de skabe problemer i de små hjem. Men så kan man selvfølgelig blive antikvarboghandler

Det begyndte i det små, med en bog i ny og næ, som gaver til jul og fødselsdag fra forældre og bedsteforældre, som muligvis mente, at læsning var mindre støjende og ikke forårsagede nær så meget rod som det legetøj, jeg ønskede mig.

Familien har næppe været bevidst om, hvad den dermed satte i gang, nemlig en livslang glæde sideløbende med ærgrelser og undertiden for rundhåndede udgifter til bogkøb.

I 1952, da jeg blev konfirmeret, var jeg parat til de første selvstændige bogkøb, og det blev efterhånden til en lille god samling af klassiske drengebøger som Hjortedræber, Den sidste mohikaner, Jorden rundt i 80 dage, Tarzan og Jan-bøgerne samt andre, der var oppe i tiden.

Det kunne ind imellem vække nogen irritation hos mine forældre, at jeg var svær at råbe op, når jeg sad med næsen begravet i en spændende bog, men måske var de alligevel tilfredse med, at jeg så ikke var i færd med at lave ulykker, som de alligevel ikke blev ganske forskånet for, men det er en anden historie.

DA jeg i 1962 giftede mig i hjembyen Fredericia, var min kone forstående over for bøgernes indtog i det lille hjem. Det skabte hygge og fælles glæde, og selv om bøger har det med at samle støv, åndede alt idyl hos de nygifte, i hvert fald hvad angik bøgernes jævnlige indtog i lejligheden.

Allerede dengang var jeg en jævnlig gæst hos byens få antikvarboghandlere, og selv om økonomien ikke tillod de store udskejelser, blev bogbestanden langsomt, men sikkert forøget, uden at det gik ud over husholdningspengene, og jeg erindrer endnu fornøjelsen ved at hjembringe en smukt indbundet bog, som jeg glædede mig til at læse, og som pyntede i den efterhånden godt fyldte reol.

Bøger kan dog ud over en varig glæde ved læsning og ejerskabet forårsage problemer. Det erfarede jeg, da jeg med kone og to små børn flyttede til Odense i 1966. Det er ikke så vanskeligt at bære bord, stole og en kommode ned fra tredje sal til en flyttevogn, men bøger er tunge, og jeg lærte dengang, at det er en dårlig idé at fylde en flyttekasse til randen med bøger, fordi den bliver uhåndterlig og umulig at bære for et enkelt menneske.

Selv om familien mente, at vi som fødte jyder nok var tilbage i hovedlandet i løbet af få år, er der nu gået 41 år, og vi er her stadigvæk, også de nu voksne børn, og det har vi ikke fortrudt.

I Odense var biblioteket større end i Fredericia, og sidst men ikke mindst var antallet af antikvarboghandlere imponerende, hvilket snart forårsagede nogen irritation hos kone og børn, når vi især om fredagen tog ind til bymidten, for at jeg kunne gå på opdagelse i reolerne, mens min utålmodige familie måtte vente eller gå en tur og vende tilbage for at få mig hevet bort fra bøgernes slaraffenland.

Min bogbestand voksede, og da vi i Odense flyttede et par gange, medførte det en sortering af bøgerne. Jeg lærte, at bøger, købt i dyre domme hos antikvarboghandlere, pludselig ikke var så meget værd, når jeg forsøgte at sælge dem.

Dagbladet Politikens legendariske, nu for længst afdøde tegner, manden med bowlerhatten, Hans Bendix, skilte sig af med bøger på en ganske særlig måde. Da han og hans hustru Karen på grund af alder skulle flytte til noget mindre, sorterede de den del af bøgernefra, som skulle med til den nye adresse, hvorefter de sendte bud efter en antikvarboghandler, som naturligvis drog derfra med de bedste resterende bøger.

Det efterlod en bunke bøger, som Bendix ikke kunne have med sig ved flytningen. I den følgende tid, når han cyklede ind til arbejdet på avisen, standsede han ved antikvarboghandlere i det indre København, og i bogkasserne uden for dumpede han et antal bøger, han havde med i tasken, og det har nok været nogle overraskede forretningsfolk, som havde flere bøger i kasserne ved lukketid, end da de åbnede.

Om metoden er anbefalelsesværdig, er tvivlsomt, men i tilfældet med Hans Bendix fungerede det efter hensigten.

Hjemme hos os, når bogbestanden truede med at sprænge alle rammer,gjorde jegdet til en regel at forære bøger til Frelsens Hær og andre genbrugsbutikker, men dethjalp kun så kort - og så lidt - mente i hvert fald min efterhånden noget plagede kone, men at få en bogsamler til at holde inde med bogkøb er nok lige så svært som at få børn til at afstå fra slik og cola.

Efter mange år som ansat i erhvervslivet fik jeg den noget hasarderede tanke at etablere mig som antikvarboghandler. Jeg mente, at kendskabet til og glæden ved bøger var de rette - og nødvendige - forudsætninger, når det gjaldt at købe og sælge bøger.

DET skulle vise sig, at det var sværere end som så. Inden åbningen af butikken annoncerede jeg efter bøger, og der var mange - alt for mange - bøger at købe og af vidt forskellige årsager. Der var dødsboer, folk, der emigrerede, mennesker, der blev skilt, og andre, som blot ville tjene en skilling hos en mulig for ivrig bogkøber.

Kassekreditten våndede sig ikke så lidt, mens jeg købte rigeligt af bøger for at begynde livet som antikvarboghandler eller boghøker, for ærligt talt kræver en tilværelse i den branche mere kendskab end jeg, til trods for min glæde ved bøger, havde erhvervet i årenes løb.

Jeg erfarede ikke sjældent min bankmands utålmodighed, når det kneb med at nedbringe kassekredittens saldo, men det er en kendt sag inden for branchen, at antikvariske bøger kan henslæbe tilværelsen på reolerne i adskillige år, uden at der melder sig interesserede købere, og i min beskedne virksomhed medførte det alt for tit lavvande i pengekassen.

Ved hjælp af min kones flid og sparsommelighed fik vi mad på bordet, men det var hårde år, som dog i nogen grad blev mildnet ved, at jeg kunne låne bøger med hjem fra egen butik. Læsningen, og glæden over smukke bøger, var uformindsket, men i en ikke fjern horisont lurede fallittens spøgelse.

Så vidt kom det dog ikke. Det lykkedes mod forventning at få butikken solgt, og selv om jeg ikke kom ud af eventyret med skindet intakt på næsen, endte det dog ikke med en trist ruin.

I min bedagede alder, nær de 70, kan jeg fortsat glæde mig over at besøge antikvarboghandlere, hvor jeg afslappet kan nyde at være i køberens rolle og i heldigste fald finde en godbid, som er værd at bringe hjem.

Til gengæld har det udviklet sig til et problem, at der er alt for mange bøger i hjemmet. Der er reoler i entreen, i stuen, i mit arbejdsværelse og i soveværelset, og jeg er efterhånden ikke uden forståelse for min kones voksende frustration over bøgernes dominans.

Det er min opfattelse, at bogbestanden har gjort det noget nær umuligt at flytte.Vi bliver på adressen i Villestofte, fordi det forekommer uoverkommeligt at flytte de mange bøger og anbringe dem på en ny adresse.

Jeg ved ikke, hvem af mine børn der skal arve bøgerne. Jeg har truet med, at hvis de ikke viser sig at være ivrige læsere, vil jeg rive den første side ud af hver eneste bog. En bekendt gjorde mig opmærksom på, at det er en dårlig idé. "Du skal rive den sidste side ud," sagde han listigt, og den forstod jeg da udmærket, men det forbliver formentlig en spøg, der ikke kommer til udførelse.

Jeg har levet med og blandt bøgerne, som stadigvæk er en kilde til daglig glæde, og jeg håber, at efterkommerne vil tage vare på mine kære venner, bøgerne, som har betydet så meget i så mange år.

Erling Wolff, Spangsvej 126, Villestofte, Odense NV.

Bogsamleren bekender

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce