Panikken er ved at indfinde sig i kronikørens hjem. Konen vil flytte til noget mindre, men hvad skal der så ske med bøgerne?
Min kone vil flytte. Det sker jævnligt, at hun udtrykker stærke ønsker om at få en lejlighed med altan, og så vidt jeg har forstået, ser hun gerne, at jeg flytter med.

Årsagen til hendes flyttetanker skyldes det evigt tilbagevendende besvær med at holde haven i orden. Græsset skal klippes, ukrudtet fjernes, buske studses og når forårssolen titter frem, skal der helst plantes blomster i krukker, så sommeren kan byde på et farveorgie af vækster, som hele tiden tørster, og som derfor får min vandregning til at stige dramatisk.

Min kone ved, at jeg ikke er født med grønne fingre, men det afholder hende ikke fra at komme med talrige opfordringer til at give en hånd med i haven. Sandt at sige tager jeg mig undertiden sammen og går en runde med græsslåmaskinen, især når samvittigheden begynder at gnave i kødet, men min kone mener altså, at det er alt for sjældent, jeg deltager i den slags sysler.

 

Årsagen er bøgerne, som optager en betragtelig del af min tid, og det er netop bøgerne der er årsag til, at jeg forsøger at flygte fra enhver tanke om at flytte, for jeg bliver ærligt talt noget febrilsk ved tanken om at et par tusinde bind skal pakkes og transporteres til en anden adresse.

Det begyndte i min barndom med alle de vidunderlige drengebøger, skrevet af Cooper, Jules Verne, Torry Gredsted, Kaptajn Marryat og mange flere, og inden en biografforestilling en søndag eftermiddag, gjorde det søndagen til noget særligt, at jeg ankom en halv time inden filmen begyndte, og på min plads på 3. række kunne fordybe mig i Coopers indianere eller "En verdensomsejling under havet" af Jules Verne.

Siden voksede bogbestanden, og da jeg altid ønskede mig bøger til jul og fødselsdag, også da jeg blev gift og stiftede hjem, erobrede bøgerne en større og større plads i det lille hjem.

I årenes løb er jeg flyttet et beskedent antal gange, men det er let at erindre besværet med at pakke, transportere og genopstille de mange bind på en ny adresse, og gratis var det heller ikke, fordi det ud over almindelige flytteomkostninger kostede mig et betragteligt antal kølige pilsnere, når sveden meldte sig på panden hos flyttefolkene.

Der kom en tid, da jeg manglede reoler til flere bøger, og der kom en anden tid, da hjemmet savnede vægplads til flere reoler, til nogen irritation for min plagede kone, som fandt det noget uretfærdigt, at der efterhånden ikke var plads til så meget nips, som jeg til gengæld fandt noget overflødigt.

 

Som soldater på række og geled står de mange bøger i reoler over alt, hvor der er plads i hjemmet, men modsat soldaterne er bøgerne iklædt forskellige farvestrålende uniformer.

Det hænder, jeg kan høre gulvet knage under vægten af de mange bøger, og at det kan gå grueligt galt, måtte en passioneret bogsamler engang erfare, da han boende på 1. sal i en etageejendom blev tvunget til at flytte, fordi de mange tusinde bind, han havde samlet, truede med at få gulvet til at bryde sammen, hvilket nok ville have forskrækket de mennesker, der boede i lejligheden nedenunder.

En af Danmarks store forfattere, for længst afdøde Jacob Paludan, har om bøger udtalt: "Denne fryd, årene ikke sløver, denne skønne og skyldfri last, denne rene, selviske, livslange rus." Det er ord, jeg kan tilslutte mig, for det udvikler sig let til en rus at samle på bøger, endda en rus af de dyreste, for Danmark er indehaver af en kedelig rekord, hvad prisen på litteratur angår, og hvad enten det er nye bøger eller opsigtsvækkende fund på antikvarboghandlerens hylder, er det let at lade sig fange ind af de smukke bind, der søger gode og interesserede værtsfolk.

 

I det beskedne hus, hvor jeg har min adresse, er der to etager, og med rettidig omhu har jeg placeret noget af det tungeste gods i stueetagen. Der er "Traps Danmark" i 10 bind, og de godt 6000 sider fylder og får undertiden en hylde til at knage faretruende. Det samme er tilfælet med "Det Danske Land" af Achton Friis, som med mere end 3000 sider i syv tykke bind ikke egner sig til sengelæsning.

Netop sengelæsning, i natlampens skær, er en vane og en fornøjelse, jeg nødigt giver afkald på, om end det forårsager en noget dårlig samvittighed, fordi nattesøvnen ofte bliver for kortvarig.

Når dagen er forbi og mørket sænker sig, finder katten sit sædvanlige hjørne i soveværelset, mens hunden afgiver lyde i sine drømme i en kurv i et andet hjørne, og så kan jeg fordybe mig i bøger, som jeg glæder mig til at læse, eller til at læse igen.

Det er ikke kun hunden, der afgiver lyde, mens jeg læser. I en noget irriteret tone kan min kone ikke sjældent anmode mig om snart at slukke lyset, som generer hendes nattesøvn, inden hun igen skal op og vise fliden ved mange gøremål, ikke mindst i haven, som tilsyneladende altid byder på uopsættelige opgaver.

 

Det er især erindringer og biografier, der optager mig. Det viser sig nemlig, at en beskrivelse af et livsforløb kan være mere spændende end nogen roman, og jeg har ivrigt samlet på bøger af og om H.C. Andersen, Knut Hamsun, Johannes V. Jensen, Herman Bang, August Strindberg, Kaj Munk og bøger om Skagensmalerne samt mange andre.

De skønlitterære værker bliver dog ikke ganske glemt. Jeg har frydet mig over bøger som Johannes V. Jensens "Kongens Fald", Herman Bangs "Tine", "Sommerglæder" og "Ludvigsbakke", men det er især erindringerne og biografierne, som skulder ved skulder står i reolerne og minder mig om lykkelige timer i godt selskab.

Ind i læsningens glæde sniger sig dog efterhånden en urolig tanke om de mange bøgers videre skæbne. Når man som jeg netop har rundet de 70 år, må jeg realistisk indse, at mine kære bøger en dag skal finde et andet hjem.

Jeg håber, mine børn og/eller børnebørn udvikler sig til at være flittige læsere og bogelskere, og at de mange bøger, jeg møjsommeligt har samlet, ikke bliver spredt for alle vinde, om end mere nøgterne sjæle vil mene, at det næppe kan have den store betydning, fordi der så er mange flere mennesker, der kan få glæde af samlingen.

 

Jeg har truet med at rive den første side ud af alle mine bøger, hvis mine efterkommere, mens jeg stadigvæk er til stede, ikke viser sig at være bogmennesker. Et vittigt menneske mente, at jeg i stedet skulle rive den sidste side ud af alle bindene, og det ville jo ikke gøre ødelæggelsen mindre.

Denne væremåde forbliver formentlig den spøg, den er tænkt som, men med den undertone af alvor, at de mange bøger fortjener at forblive samlet og ikke forsvinde til alle sider som børn der i moden alder forlader hjemmet.

Som nævnt må jeg tit lytte til min kones ønske om inden for en overskuelig tid at flytte for at indtage en mere overskuelig hverdag, men jeg stritter fortsat ihædigt imod. Det er begrænset, hvor mange tunge bøger man kan lægge i en flyttekasse, for at den kan bæres, selv af hærdebrede flyttefolk, og det forekommer mig svimlende at trænke på, hvor mange flyttekasser der skal til for at transportere mine kæreste ejendele til en ny adresse.

Problemet er ikke blevet mindre de senere år, fordi jeg har svært ved at gå forbi en boghandler eller en antikvarboghandler uden lige at kigge ind, til min kones fortrydelse, fordi hun ved, at vi ikke har plads til flere bøger, og fordi bogkøb slider på det økonomiske budget.

 

Jeg har overvejet at ændre radikalt på min hverdag og tilbyde min kone mere hjælp med alt det praktiske arbejde i haven, fordi hun således aflastet måske kan udskyde sine flyttedrømme.

Det vil betyde, at jeg indtil videre roligt kan passere mine mange boghylder og nikke fortroligt til mine trofaste venner, de kære bøger, som fik så stor en betydning i min tilværelse.

erling wolff

Spangsvej 126 C, Odense NV