Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Billedkunstens skæve asseneser


Billedkunstens skæve asseneser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den fynske maler Dankvart Dreyer var en dristig kunstner. Det opdagede samtiden ikke. Han blev glemt, senere genopdaget, og nu har han fået sit mindesmærke

Den fynske maler Dankvart Dreyer - han var en sådan person, der let kunne blive overset og glemt både som kunstner og menneske. Hvis en sådan glemsel herefter skulle indfinde sig, skyldes det ikke kunsthistorikeren Suzanne Ludvigsen fra Fjellebro. Efter en snes års trofast og vedholdende arbejde kan hun i dag fremlægge et monumentalt værk i to bind om Dreyers liv og kunst.

Dankvart Dreyer var mest for det stilfærdige og upåfaldende. Hans samtidige beretter om hans indadvendte og sky gemyt, og i omgangskredsen var han berygtet for sit sjuskeri og sin ligegyldighed med sit udseende. Om sig selv som privatperson har han heller ikke efterladt mange vidnesbyrd. Dagbog førte han ikke, og der kendes kun to breve fra hans hånd.

Dertil kom, at Dreyer havde det med at falde en smule udenfor. Han blev født i Assens 1816 som den yngste i en søskendeflok på femten. Hans far var storkøbmand og byens matador, men døde, da drengen var seks år gammel.

Det forkælede yngstebarn voksede derefter op hos sin mor og en søster, og det lå ham fjernt at følge i sin handlekraftige fars spor. Allerede som dreng stod hans hu til at tegne og male, og da han var femten, lykkedes det at skaffe udveje til at få ham optaget som elev på Kunstakademiet i København.

Planen var, at han skulle uddanne sig som historiemaler. Historiemaleriet, der gengiver store historiske, mytologiske eller bibelske scenerier, blev anset for den fornemste gren af billedkunsten.

Dreyer vandt sig også ry som en god modeltegner, men det blev ikke i denne retning, han kom til at yde sit bedste. Akademiets to professorer så vidt forskelligt på malerkunsten, og måske hæmmede deres sagtmodige elev sine egne muligheder ved at prøve at stille begge tilpas.

En række ypperligt karakteriserende portrætter bevidner, at han også var en fin portrætmaler. Men modellerne er næsten alle fra hans nærmeste familie - den generte yngling følte sig forlegen ved at male fremmede mennesker.

I stedet slog Dreyer sig derfor på landskabsmaleriet. Maleri under åben himmel var noget nyt, og desuden havde landskabsmaleriet den største samfundsmæssige aktualitet.

Danmark var i begyndelsen af 1800-tallet blevet ramt af sådanne nationale katastrofer, at man frygtede for landets undergang, og med deres naturskildringer ville de unge malere bidrage til at vække og befæste kærligheden til det lemlæstede fædreland.

Sammen med J. Th. Lundbye og P. C. Skovgaard regnes Dreyer da også til tidens bedste landskabsmalere.

Men også her gik Dreyer sine egne veje. Kammeraterne hentede især inspiration på Nordsjælland, hvis strande og bølgende kornmarker og svale bøgeskove efterhånden blev fæstnet som indbegrebet af det danske landskab. Dreyer derimod søgte tilbage til sin hjemegn omkring Assens og op gennem Jylland til Vesterhavet.

Desuden fandt man, at Dreyers naturbilleder efterhånden blev sære og uforståelige og lige så indesluttede som deres ophavsmand. Han afstod fra at forskønne sine landskaber og kunne ligefrem finde på at male grimme eller ligegyldige ting.

Mens kammeraterne malede Danmark, så malede Dreyer - ja, simpelthen naturen. Nærmest som om den slet ikke behøvede at betyde noget andet end sig selv.

Dreyer blev aldrig rigtigt anerkendt. Måske var den overbeskyttede dreng fra Assens heller ikke pågående nok til at skabe sig en kunstnerisk karriere. Hans bysbarn J. A. Jerichau, der kom fra et langt mindre privilegeret hjem, banede sig samtidigt vej gennem kunstverdenen med rundsave på begge albuer. Dreyer var anderledes nærtagende. Da en kritiker skrev ufordelagtigt om et af hans malerier, henfaldt den følsomme kunstner i en sådan fortvivlelse, at omgivelserne frygtede for hans forstand.

Til sidst trak han sig tilbage til en lille gård i Barløse på sin hjemegn, hvor han skulle bo med sin mor og søsteren. Han malede også fortsat - endog nogle af sine bedste billeder, da han nu ikke længere var plaget af honnette ambitioner og gav pokker i smagsdommerne i København.

Desuden synes han at have fået en nær veninde, Wilhelmine. Har Dreyer drømt om familielykke og et idyllisk landliv, hvor han kunne veksle mellem ploven og penslen? I så fald gik drømmen ikke i opfyldelse. Han døde allerede i 1852, kun 36 år gammel.

Dreyers ydre løbebane kan tage sig sølle og nedslående ud, og man kunne mene, at alle hans kunstneriske forhåbninger blev til intet. Han er da også blevet beskrevet som veg og svag af vilje, uden fremdrift og endog drikfældig under sin sidste tid i Barløse.

Ser man imidlertid på hans værks indre sammenhæng, må man derimod forundres over den beslutsomme konsekvens, hvormed han fulgte og udviklede sin kunstneriske vision.

Faldt Dreyer uden for sin tids æstetiske og sociale normer, så faldt han til gengæld ind i det kunstneriske arbejde og forenede sig inderligt med sit maleris materialer og motiver.

Dreyers samtidige, den store filosof F. C. Sibbern, søgte at skelne mellem 'det kunstneriske' og 'det poetiske' i et kunstværk. 'Kunst' hænger sammen med ordet 'at kunne', og et værks kunstneriske element består just i den tekniske kunnen, der demonstreres.

'Poesi' kommer derimod af det græske ord 'poiein', der betyder 'at skabe', og hermed ville Sibbern da betegne kunstværket som udslag af intuition og skaberkraft. I denne betydning af begreberne er tekniske mestre som Eckersberg eller Wilhelm Bendz utvivlsomt større kunstnere end Dreyer - men Dreyer er til gengæld en langt mere poetisk maler.

Efter tidens smag skulle en maler afbalancere billedets elementer til en harmonisk hvilende helhed, der sammenfattede dets budskab i en entydig konklusion.

Dreyer derimod yndede at beskære sine motiver skævt og asymmetrisk, og han lod de fast optegnede og afgrænsede konturer afløse af en friere streg og en mere intens og dynamisk brug af farven.

Med en egensindig penselføring satte han billedfladen i en uroligt vibrerende bevægelse, som om naturmotivets egen frodighed havde forplantet sig ind i maleriet og stod i begreb med at sprænge dets ramme. I stigende grad gav han også afkald på illusionen om dybdeperspektiv, og motivets bag- og mellemgrund blev trukket frem, så billedet fremstod som en opretstående flade.

Dreyers kunstneriske dristighed fremgår især af hans tegninger og mindre studier. På de større lærreder beregnet til udstillinger søgte han føjeligt at harmonisere sine billedflader og få dem til at falde til ro. Alligevel måtte man i samtiden studse over hans skæve, uregerlige og mangetydige malerier, og efter sin død blev han stort set glemt.

De kunstneriske kvaliteter i Dreyers arbejder var nemlig noget, man først fik at se med tiden.

Da han blev genopdaget omkring 1900, var billedsynet blevet forandret gennem malere som Manet og Monet, Renoir, Morisot og Cézanne. Det var nu muligt at få øje for, hvorledes Dreyer i sin intense beskæftigelse med sit materiale havde udpeget mange af de veje, som billedkunsten siden var slået ind på.

I sit arbejde har Suzanne Ludvigsen skarpsindigt endevendt Dreyers liv og kan give en ny vurdering af hans personlighed.

Den række af værker, der må tilskrives kunstneren, er blevet forøget, ligesom også deres skiftende ejerforhold er kortlagt. Gennem de rigt illustrerede bind og hendes på én gang nøgterne og kærligt indforståede billedanalyser er det nu muligt hos en dansk guldaldermaler at følge, hvorledes det moderne maleri langsomt og møjsommeligt viklede sig ud af det klassiske.

Dankvart Dreyer var ikke kun en lokal landskabsmaler, men en foregangsskikkelse i udviklingen af nyere billedkunst.

knud bjarne gjesing

Rudmevej 106, Ringe, er adjunkt

Billedkunstens skæve asseneser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.