Biblioteket ved Lillebælt


Biblioteket ved Lillebælt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Middelfart har fået et flot nyt folkebibliotek med levende former og åbne landskaber. Her er formålet ikke længere at få folket til at læse og låne bøger

I en lille provinsby på Fyn byggede man et nyt folkebibliotek, der åbnede i 2005. Det gamle var for gammelt. Det lå ikke centralt. Det var slidt. Det kunne ikke levere en god nok service. Der var ikke plads nok. Der var vist også noget med, at folket ikke længere lånte bøger. Både problemerne og den valgte løsning er blandt de mest tydelige eksempler på bibliotekets moderne forandring, som jeg her skal se nærmere på.

Det nye folkebibliotek ligger i Middelfart og er en del af havnens nye kultur-ø. I en enorm bygning af moderne arkitektur udgør biblioteket sammen med den nye biograf (som har fordoblet sin indtjening ved denne manøvre og således sagt farvel til den gamle biograf fra 1923 i gågaden), en flot restaurant med 300 kr-menu samt turistinformationen den nye kultur.

Alle fire institutioner er "forbundet" af en stor, bred gang eller passage ledende hen til ind- og udgang. Alene for biblioteket har Middelfart Kommune betalt 40 mio., mens private firmaer - bl.a. Middelfart Sparekasse - har investeret de sidste 20 mio. for at få hele komplekset færdigt. 60 mio. for et kombineret biograf-restaurant-turist-bibliotek, delvis finansieret af private investorer, der skal tjene på deres investering. Det er der ikke noget galt med, men spørgsmålet forbliver, om det ligger inden for rammerne af offentlig (ud-)dannelse og generel dannelse at lade biblioteket være en økonomisk, turistisk industri?

Det nye folkebibliotek har ikke de gamle stive, firkantede og døde former, men i stedet levende former og "åbne landskaber". Forestillingen om et åbent landskab inkarnerer sig i stueplanets passage midt i bygningen, der er bygningens mest centrale idé, fordi den er skabende for hele komplekset.

Arkitekturens idé omhandler konstant bevægelse, refleksion og overvejelse. Den moderne biblioteksbruger må overveje, om han nu virkelig skal på biblioteket, om han i stedet skulle tage i biografen eller måske noget helt tredje. Valget ligger for fødderne af ham, på samme måde som den fluktuation, man har ønsket skal fundere KulturØen: bevægelse indikerer valg.

Egentlig er der naturligvis ikke tale om, at man har ønsket at aktivere borgerens refleksive stillingtagen. Den arkitektur, der som her er funderet i det simple faktum at udgøre grundlaget for en indtjening, har nøje beregnet, hvordan bevægelsen gennem bygningen skal foregå som led i profitmaksimeringen.

Hvad der gør Middelfarts kultur-ø interessant, er mindre det faktum, at man vil tjene penge på sin investering og mere, at dette skal foregå i samspil med kulturen.

På første sal har man placeret bøgerne. Det er meget flot. Bøger, tidsskrifter og aviser er glimrende placeret på et for Middelfart Folkebibliotek enormt areal - en kvantitet, der kun konkurrerer med antallet af ansatte. Deltidsansatte. Fuldtidsansatte er jo for dyre. I den ene ende har man placeret læsepladserne.

Læsepladserne ligger ikke i en egentlig læsesal i dette 60 mio. kroners kompleks, som man må have sparet væk, men deler sit areal med de blødere stole og hyggelige borde, beregnet til at læse dagens aviser.

Mellem den nordvendte mur og væggen er der efterladt et hulrum ned til passagen. Herfra kommer støj og skrig fra "provinsens uopdragne unger", som man netop med dette nye biblioteks-dispositiv skulle lokke ind i bøgernes verden og "væk fra gadehjørnerne".

Men de når aldrig op til det egentlige bibliotek på 1.sal, dér hvor bøgerne står. I stueplanet har man nemlig valgt at placere de nyindkøbte computere, der tilsvarende står helt ud til vinduerne af bibliotekets stueetage og derfor ved bygningens centrale passage. Her kan man ikke alene fordrive tiden med vennerne, men også kaste et blik på tilbudene fra biografen, der ligger lige på den anden side og lade blikket vandre ned ad mod caféen, hvor man kan se gæsternes kommen og gåen.

Efter at være blevet stegt i læsepladsens østvendte brødristers enorme panoramavinduer kan de ældre biblioteksbrugere slentre ned til restauranten og i dejlige omgivelser med udsigt over de to Lillebæltsbroer og den himmelblå bølge nyde tempererede franske-, spanske og italienske vine eller internationale øl (en bajer er jo ikke fint nok til et moderne folkebibliotek).

Vinduerne i dette 60 millioners kompleks kan nemlig ikke åbnes ved kraftig blæst, og da Middelfart ligger ved havet, vil det sige, at de stort set aldrig kan åbnes. Om sommeren er der et godt stykke over 30 grader på læsepladsen, naturligvis lidt mindre i vinterhalvåret. Her sidder heller aldrig nogen. Som for at brænde tidligere tiders biblioteksanvendelse har man i dette inferno også placeret lokalsamlingen, den museale. Nej, dét skal vi ikke have noget af. Nej, vi skal have en espresso og en amerikansk film.

Om ikke andet får vi måske her svar på spørgsmålet, hvorfor man har lavet et hul ned til passagen fra biblioteket, og hvorfor der ikke findes nogen læsesal i en provinsby, der efter kommunesammenlægningerne via sine over 15 folkeskoler, én social- og sundhedsskole, samt et kombineret gymnasium-hf, promoverer sig selv som uddannelsesby. Meningen er naturligvis ikke direkte at forstyrre bibliotekets brugere. Formålet er at forøge omsætningen i café og biograf.

Som gadens larm og uro ikke forstyrrede, men derimod lokkede den stakkels Malte i Rilkes eneste roman om selv samme Malte og hans sørgelige historie, skal den moderne folkebiblioteksbruger lokkes og forføres til at lade bøgerne hvile og tage en espresso - det gør de jo også i København, og det er jo et fint sted.

Den moderne biblioteksbruger er ikke en læser. Det moderne menneske går ikke på biblioteket for at læse, men for at gå i biografen. Tale er sølv, fordi tavshed i filmlærredets lys er guld, fordi den moderne by her kan sole sig i sin investering i bidraget til provinsbyen og den læsende kulturs totale dekadence.

Hvorfor er Middelfart Bibliotek et tydeligt eksempel på det moderne bibliotek?

Før Middelfart fik sin kultur-ø, hed biblioteket Middelfart Folkebibliotek. Nu hedder det Middelfart Bibliotek. Folket, der tidligere var ikke-forskningsbibliotekernes målgruppe efter en socialdemokratisk inspireret idé om oplyste arbejdere, er forsvundet fra bibliotekets interessesfære.

Etymologien for bibliotek er det oldgræske biblio-theke, bog-samling. Om end vi i dag har lydbøger og e-bøger, er bogens form nogenlunde bevaret. I det moderne bibliotek er det derfor ikke bogen, der har forandret sig. Det er forestillingen om samlingen (theke) og idéen om, hvad der skal og bør være i et bibliotek.

Kultur-øens treleddede struktur bestående af caféens markedsføringsstrategier, biografens visualisering af den europæiske kulturs selviscenesættelse - der ikke længere er europæisk, men amerikansk - samt bibliotekets eget forsøg på at efterligne disse to strategier udgør tilsammen ét dispositiv i det moderne bibliotek.

Det er ikke på forhånd dømt til at mislykkes, fordi formålet ikke længere er at få borgere til at læse og låne bøger. I Skandinavien, hvor vi lever i Marshallhjælpens formodentlige største succés, den amerikanske film, er bibliotekets centrale væsen at være forbundet med Hollywood - USA's største og mest succésrige udenrigs- og indenrigspolitiske redskab.

Den amerikanske drøm om selvbestemmelse, frihed og penge på lommen kan siges at være en film i sig selv og i det moderne bibliotek er drømmen således forsøgt efterlevet til fulde. Biblioteket som bog-samling er ikke forsvundet, men suspenderet i en politisk ideologi om profit baseret på visuelle markeds- og forførelsesstrategier.

LARS ÖSTMAN

Esromgade 8, København N, er cand.mag.

Biblioteket ved Lillebælt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce