Avislav og folkestuer


Avislav og folkestuer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde" er fra 1912. Forfatteren Christine Reimers nøjes ikke med historikerens rolle, men leverer skarp samfundskritik

Jerngaffelen og kniven blev tørret af i et stykke avispapir, som gik bordet rundt, når de gamle nordfynske bondefamilier var til gilde og havde spist sig gennem hovedretten. Derefter var man klar til desserten.

Og avisen var ikke just lækker, selv før den blev brugt som fælles serviet. Det var nemlig almindeligt dengang at oprette "avislav" for op til en halv snes parthavere, der delte udgiften til ét abonnement. Så i løbet af godt en uges tid gik avisen fra gård til gård og fra hånd til hånd med det resultat, at den fynske dagspresses budskaber var svære at få øje på under fedtpletter og "sorte fingre".

At nyhederne ikke ligefrem var dugfriske spillede ikke den store rolle, avisen betød i alle hjem en velkommen hilsen fra livet uden for sognet. Og så var "avislavet" jo også en kærkommen lejlighed til at holde avisgilde, hvor gammeløllet flød, og det kostbare avispapir blev fordelt mellem læserne.

Men trods alle økonomiske og selskabelige hensyn var der alligevel landsbyfolk, der foretrak at holde avis helt privat, typisk ud fra deres ståsted i kampen mellem Venstre og Højre. Det var derfor i virkeligheden politik, der gjorde denne historie mulig: en kone ude fra Slejti (Sletten) havde inde hos nabokonen læst om nogle lynnedslag, som hun bestemt ikke kendte til. Hun blev selvfølgelig ærgerlig og spurgte: "Hvordan kan det være, at det slår ned møj tiere i jeres avis end i vor?"

Disse pressehistoriske træk findes i Christine Reimers digre værk: Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde, I-V, 1910-1019. Hendes far havde i 50 år været lærer i Haarslev, og med udgangspunkt i lærerfamiliens nære kontakt til folk på egnen nedskrev udvalgte og samlede Christine Reimer, hvad hun havde hørt ældre mennesker berette. Men hun nøjedes ikke med historikerens rolle. Gang på gang vurderer hun sin egen samtid i lyset af det næsten glemte og bliver på den måde en engageret samfundsdebattør.

Resultatet er imponerende, ja, i anmeldelse af 6. februar 1912 mener Fyens Stiftstidende uden forbehold, at Christine Reimers værk er et værdigt sidestykke til H.F. Feilbergs Jydsk Bondeliv. Og sammenligningen er faktisk fuldt berettiget. Med humor, nænsomhed og indsigt præsenterer Christine Reimer i sine bøger et hjørne af Fyn, der langt hen ad vejen har gennemgået en udvikling som i det øvrige Danmark, men som alligevel har haft sit særpræg.

Således fremhæves nærheden til Odense (Køvstaden) og godsejermiljøet på Gyldensten (de Fornemme) som faktorer, der var med til at påvirke bøndernes (de Ligefremmes) hverdag.

Typer og situationer tegnes knivskarpt, ikke mindst fordi Christine Reimer gengiver nordfynboernes sprog - selvfølgelig blev konen lidt sur (nole), da hendes mand havde danset alt for ivrigt med andre. Og bonden fra Haarslev, der var kommet til marked, drak mere end for tørsten. (Tørsti)

Det vrimler med dialektstumper, der tilsammen er med til at ændre Christine Reimers beretning fra stumfilmsniveau til noget meget mere intenst. Hun er dybt betaget af forfædrenes nøjsomhed og sammenhold, som hun slet ikke mente at hendes egen tid levede op til.

Ganske vist glæder hun sig over tekniske landvindinger som langt bedre hygiejne, jernbaner og telefon, men i alt for høj grad er fremskridtene opnået på bekostning af almindelig menneskelighed.

Derfor fremtræder Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde ikke alene med et væld af lokalhistoriske oplysninger og iagttagelser, men også som et meget personligt indlæg i værdidebatten, hvor hun gør op med udbredte holdninger i sin samtid.

Den negative udvikling satte ind fra omkring 1870 med "finheden". "Vi fik dansklærere, rigsdagsmænd og højskoler, og så blev der tre slags folk i landsbyen", som en gammel bondekone hovedrystende sagde til Christine Reimer, der kun måtte give hende ret.

Når de unge vendte hjem fra højskoler og diverse husholdningsskoler og begyndte at dele ud af deres viden, kunne det godt knibe med sammenholdet i sognet, hvor man også blev ramt af politiske spændinger og forskelligt syn på alt det nymodens, der fra "Køvstaden" strømmede ud på landet.

Også de enkelte familier mærkede splittelsen. De gamle bønderfolk følte sig på den ene side usikre og generte over for deres egne børn, som de på den anden side var stolte af, og hvis råd de modstræbende fulgte. Og selvfølgelig endte det med, at langt de fleste tilsluttede sig de nye mejerier med de indlysende økonomiske fordele for andelshaverne.

Men Christine Reimer havde også blik for medaljens bagside: Det gjaldt pludselig om at levere så mange pund mælk som muligt og helst flere end naboen.

Af ren og skær pengegriskhed sparede man derfor på de sunde fynske mælkeprodukter og smurte margarine, kaldet kunstsmør, på brødet. Men verden ville bedrages. Rundt om på gårdene krævede karlene ligefrem margarinemadder til teen, serveret i kopper med hank, med det resultat at karle og piger blev magre, blege og nervøse!

Og hvor æggene tidligere indgik i den daglige kost, blev de typisk afsat til "Køvmaai", der kørte rundt med sin bismervægt og enorme snørepung.

Selv ude på de enkelte gårde knagede det i fugerne på grund af den stigende velstand. Mange bønder fik råd til at indrette folkestuer, officielt af hensyn til karlene, men i virkeligheden fordi gårdmandsfamilien helst ville tilbringe aftenen for sig selv inde i dagligstuen på afstand af tyendet.

Christine Reimer fortæller om karlen, som aften efter aften sad på sin stol med kasketten trukket ned i panden, den kolde pibe i munden og med benene strakt frem for sig. Når pigen så kom ind med kaffen, vågnede han op, sov derefter lidt igen til det øjeblik, hvor han kunne få sig selv til at gå i seng ovre i karlekammeret. Jo da - karlene fik skam deres privatliv i fred, men det skete vel at mærke på bekostning af fællesskabet og de ansattes selvværd.

Samtidig kunne folkene godt føle sig provokeret af den omsiggribende slappe opdragelse, som gårdmandsbørnene blev genstand for. Fra "de højere klasser" i byen havde forvæntheden bredt sig ud til landboerne. Ungerne gjorde stort set, hvad der passede dem, fyldte sig med kaffe dagen lang og spiste uden for måltiderne.

Det var både ynkeligt og latterligt at se, hvordan gårdmandsdøtrene "klædte sig på fransk", frøs på dansk og blev "vove" (syge) af kulde. Og pigernes mødre var dårlige rollemodeller. En forslidt kone ligefrem spruttede af arrigskab over de unge kvinder, der skulle have nye "facuner" så tit som vinden "vrier sig".

Velhavende forældre fulgte indkøbsdillen op ved at forsyne deres børn med industrifremstillet legetøj, som de små lynhurtigt blev trætte af og smed væk.

Det var i Christine Reimers optik langt bedre, dengang børnene oplevede glæden ved at lave deres legetøj selv. Men ansvaret lå entydigt hos forældre, der ikke havde forstået legens betydning som personlighedsdannende faktor og dermed som forberedelse til voksenlivet.

De mange anmeldelser af Nordfynsk Bondeliv fremhævede især bøgernes historiske indhold, medens værdidebatten kom i anden række. Måske opfattede nogle anmeldere Christine Reimers kritik af samtiden som overdreven og hendes sprængning af det gængse Morten Korchske billede af livet på landet som utidig.

Og når hun tillod sig at tage nationalklenodier som højskolebevægelsen og andelsmejerierne under ukærlig behandling, nærmede hun sig nok det blasfemiske.

Men set ud fra et nutidigt synspunkt er det dybt fascinerende, at skolelærerens datter fra Haarslev allerede for 100 år siden, altså fra en periode, der sædvanligvis kaldes de gode gamle dage, var i stand til at afdække nogle af de overflodsproblemer, som vort moderne samfund vrimler med eksempler på.

Og så var Christine Reimer oven i købet hverken kulturpessimist eller maskinstormer. Hun mente, at solidaritet godt kunne eksistere inden for rammerne af materiel velfærd, hvis mennesker vel at mærke vil sammenholdet og påtager sig ansvar, først og fremmest over for børn og unge.

Det er så det store spørgsmål, om vi, når det kommer til stykket, virkelig er parat til at ville. Forhåbentlig vil det vise sig, at Fyens Stiftstidendes beslutning om at styrke lokalstoffet også betyder en styrkelse af sammenholdet, så at den daglige avis bliver en slags "avislav" omplantet til vort århundrede.

Jørgen Weiss-Pedersen

Kåsvænget 14, Strib

Avislav og folkestuer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce