Danske aviser bør udvikle talenterne inden for landets grænser i stedet for at trække på internationale kræfter. Det vil afspejle sig i oplagstallene.
Den har stået på i mange år, aviskrisen. Verdens ældste medie er i krise. Alle andre senere tilkomne medier såsom radio, tv og internettet klarer sig godt. Men for de etablerede dagblade tegner fremtiden sig dyster. Nogle vil endda kalde krisen for eksistentiel. Danske dagblade har i de seneste år oplevet, at læser- og oplagstal rasler ned, og udviklingen har været eskalerende. Tallene viser, at alle danske aviser - bortset fra Børsen - mister læsere. Der er brug for nytænkning på området.

Årsagerne til dagbladenes trange kår kan være mange. Nogle mener, at dagbladskrisen er selvforskyldt. Andre er af den opfattelse, at folk har for travlt og ikke kan nå at bearbejde den mængde af information, de hver dag får gennem avisen. Atter andre mener, at læserne bare har skiftet til internettet, mens der også er de, som mener, at det er gratisaviserne, der med deres telegramlignende artikler har ødelagt de store seriøse dagblades marked.

I den periode, da det er gået dårligt for dagbladene, er det gået godt for den danske økonomi, så udviklingen kan dårligt forklares ved, at folk ikke har råd til at købe aviser eller er blevet arbejdsløse og derfor prioriterer anderledes. Jeg har svært ved at forstå, at nogle folk har råd til at bruge 40.000 kroner om året for at komme ud at rejse, mens de ikke mener at have råd til et avis­abonnement.

Man er nødt til at melde klart ud: Det nytter ikke at prikke til folks dårlige samvittighed for at få dem til at abonnere på et dagblad. Klichéer som at vi skal være et videnssamfund ansporer heller ikke folk til at købe aviser, selv om det i og for sig er et vigtigt argument.

Personligt foretrækker jeg avisen frem for alle andre medier, fordi den giver mig tid til refleksion, genlæsning og fordybelse samt bidrager med analyser, der er længere end blot et par sætninger. Derfor er det svært for mig at forstå, at interessen for aviserne er dalende.

Aviserne gør dog meget for at holde på deres faste abonnenter. En lang række aviser er de senere år gået over til tabloidformat, og ikke kun formatet, men også layout, design og hurtige opdateringer på internetsiderne er blevet forsøgt for at holde på markedsandelene.

Men der er ikke rejst nogen debat om, hvad man kunne gøre for at ændre indholdet i aviserne for at tiltrække læsere. Jeg kommer fra Indien, der som nation også har oplevet stærk økonomisk vækst. Flere og flere har adgang til internettet, og Indien fremhæves som en føren­de it-nation. Men i direkte modsætning til i Danmark klarer aviserne sig fremragende og øger læsertallet år efter år.

I modsætning til krisen i avisverdenen i flere vestlige lande er indiske avisers oplag hastigt stigende. Ifølge organisationen World Association of Newspapers steg oplaget af indiske dagblade fra 2001 til 2005 med 33 procent.

Den største engelsksprogede avis i verden er indiske Times of India. I modsætning til USA er det kun en brøkdel af den indiske befolkning, som kan læse en engelsksproget avis. Helt præcist er der næsten tre gange så mange engelske avislæsere i USA som i Indien. Til trods for dette faktum har Times of India imponerende oplagstal.

Da jeg gik på universitet i Indien, var aviserne meget engagerede i at arrangere debatprogrammer, quizkonkurrencer osv. De uddelte legater til elever, der skrev gode stile og vandt debatkonkurrencer. Debatarrange­menter på indiske universiteter kunne tiltrække mennesker i samme omfang som koncerter i Danmark. Aviserne var med til at vække interesse for samfunds­anliggender hos os unge studerende, og vi oplevede aviserne som et intellektuelt stimulerende medie.

I modsætning til sit naboland, Pakistan, har Indien haft demokratisk styre uden afbrydelse siden uafhængigheden i 1947, og min vurdering er, at det langt hen ad vejen skyldes de uafhængige medier og ikke mindst den rolle, der spilles af den skrevne presse.

Sideløbende med, at Indien har klaret sig godt i en globaliseret verden - Indien har f.eks. udviklet sig til et veritabelt call-center for mange vestlige firmaer - har inderne også lært at holde af det nære, og deres rødder er solidt plantet i deres egen kultur.

Samtidig med, at aviserne har rapporteret om begivenheder i den store verden, har de ikke glemt at sætte fokus på det, der vedrører almindelige inderes liv. År efter år har de givet spalteplads til talentfulde indiske skribenter, både hjemmehørende i Indien og udvandrede til andre dele af verden. Indimellem kan man læse artikler skrevet af internationale kommentatorer fra andre lande, men de har sjældent permanent spalteplads.

Jeg forundres over, at mens debatpladsen i danske aviser stadig skrumper, så har enkelte landsdækkende aviser besluttet dagligt at bringe klummer skrevet af kom­men­tatorer, som måske aldrig har sat deres fod på dansk jord. Det forekommer mig ubegribeligt, at man i et land uden analfabeter og med et eksplosivt voksende antal akademikere finder sig i at blive påduttet holdninger og meninger, som slet ikke har nogen reel forbindelse til Danmark. Det er en direkte hån mod landets veluddannede.

Jeg kender mange universitetsstuderende og andre fagfolk, der har svært ved at komme til orde i den skrevne presse til trods for, at de gentagne gange har forsøgt. Jeg kan godt forstå deres frustration, samt at de vælger et andet forum, f.eks. blogs, facebook ol. for at komme til orde. Folk ønsker ikke at være passive modtagere af information og meninger. Tværtimod vil de involveres og være aktive medspillere.

Har danske aviser ikke et ansvar for at udvikle talenterne inden for landets grænser? Burde danske aviser ikke være med til at fostre talenter, som kunne gøre sig bemærkede i international presse? I vores globaliserede verden er nationer kendetegnet ved, at de har et flag og er lokaliseret i et geografisk afgrænset område. De fleste har også nationale medier, herunder aviser. De fleste af verdens aviser er ligeledes primært hjemmehørende i et enkelt land.

Danske avisabonnenter har ret til at forlange, at når de betaler for en avis, skal indholdet i avisen også handle om det, der vedrører dem. Man kan blive for kosmopolitisk. Selv om de fleste aviser opererer inden for de nationale grænser, skal der selvfølgelig være international dækning, men jeg håber stadigvæk, et det primært er amerikanere, der skriver i amerikanske aviser, indere, der skriver i indiske aviser, og danskere, der skriver i danske aviser.

Aviskrisen i Danmark kan dog løses. Utroligt mange medier formidler det samme nyhedsstof gentagne gange. Rigtigt mange nyheder kan læses i gratisaviser, på internetsider og på tekst-tv. Der er ingen pointe i at konkurrere på noget, der ikke er en mangelvare. Hvorfor overvejer ingen, at oplyste og veluddannede mennesker ønsker at delagtiggøres i den løbende vidensproduktion? De ønsker ikke at læse en oversat amerikansk artikel, når originalen så let som ingenting er at finde på internettet.

Når politikerne i fremtiden beslutter, hvilke medier, der skal tilgodeses med økonomisk støtte, så bør de kritisk vurdere de mulige modtagere. Hvilke medier bidrager til demokratiet, skaber udvikling og debat, engagerer brugerne, bringer afgørende ny viden, øger samfundets sammenhængskraft, dækker nationalt såvel som internationalt stof? Forhold som disse bør danne grundlag for prioriteringen af støtten.

De danske aviser skal for deres del i langt højere grad gøre brug af de ressourcer, der findes inden for landets grænser, frem for i en misforstået globaliseringsbegejstring konstant at trække på internationale kræfter. Hvis danske læsere får mulighed for selv at deltage aktivt i debatten, vil det også afspejle sig i avisernes oplagstal. Ytringsfrihed har ingen værdi uden ytringsmulighed.

Mrutyuanjai Mishra er europæisk Master i menneskerettigheder og demokratisering.
  • fyens.dk