Sæt navn på. Ellers lukker du rummet og udelukker andre fra indsigt og indflydelse
Det ville være utænkeligt ikke at navngive et menneske under en eller anden form.

Det er ikke altid givet på forhånd, hvad en baby skal hedde, men inden mange halve timer bliver der alligevel formuleret et eller andet - om ikke andet så et kælenavn.

Et navn giver identitet. Når det nævnes reagere man.

Eksempelvis når elever siger mit navn -"Hej Jytte", så kalder det på noget helt særligt i mig. Det er ikke altid, at jeg kan huske børnenes navne, men så svarer jeg - "Hej, hej" to gange. Det lyder varmere end en gang!

At nævne et navn skaber energi.

Der er stærke kræfter i navns nævnelse. Opbyggelige kræfter, men også det modsatte. Det kan have mange klange, og får en til at lytte intenst! Var det en irettesættelse? Et vink med en vognstang? Stof til eftertanke? Ros og anerkendelse? Eller måske budskab om kærlighed?

I gamle stammesamfund kan navnet være livsvigtigt, fordi det forpligter og binder slægter og tider sammen.

Vi giver også dyr, planter og meget andet navne for at få overblik.

Der er meget andet i vores pulserende hverdag, der ikke blot fortjener navngivning, men fordrer den, hvis livet skal kunne fremvise en vis kvalitet og bære prædikatet åbenhed, sandhed og respekt.

Tanker, følelser, holdninger, handlinger, beslutninger, fejltagelser, dagsordener, ideer m.v. svæver desværre ofte hvileløst rundt imellem mennesker og skaber barrierer for løsningsmodeller.

Evne og vilje til at navngive sandfærdigt skaber tillid. Uvilje skaber mistillid!

Ved ikke at navngive skabes lukkethed og dermed et utal af forstyrrende og destruktive gespenster.

Afdøde Ruth Poorts bog "Psykologien som tjener" handler om at skabe åbne rum ved helhjertet at ville navngive. Eller kort sagt, at turde vedkende sig en sandhed og stå ved den. Hun siger blandt andet, at "det unavngivne let bliver dæmoniseret i kaos."

Mon ikke vi alle har befundet os i lukkede rum, hvor gespenster, fantasifostre m.v. er vokset til uhyggelige dimensioner og derved ingen reel forklaringsmodel skaber.

Det gælder på alle fronter: På arbejdspladser. Blandt politikere. I familier - ikke mindst i parforholdet. Mellem venner m.fl.

Lad mig give nogle eksempler:

Lad det være sagt, at intet menneske kommer igennem livet uden at træde i spinaten. Det vigtigste er imidlertid at ville/turde navngive veje og vildveje. Alt for ofte sker det ikke!

Jogning gennem spinaten giver efterfølgende flødeskum til presse og til modstandere, som kan være sat til at værne om demokratiet. ( I hvert fald som opposition!)

Havde Lars Løkke Rasmussen (LLR) og Bendt Bendtsen (BB) eksempelvis fra starten navngivet sagerne med navne eventuelt som "sjusk", "storhedsvanvid" eller noget helt tredje, så kunne rummet være blevet åbnet, og der ville være blevet skabt en smule orden i kaos, ud af hvilket respekt for personerne kunne opstå, og derved give borgerne større mulighed for tillid til, at der i fremtiden vil kunne skabes orden i adfærden.

Men nej, de valgte det lukkede rums beskyttelse.

Hvad sker der så?

De må nødvendigvis stå tilbage med borgernes mistillid. Og naturligvis er der ikke andre muligheder, end at lade være med at stemme på dem, hvis mistilliden holder.

Der kan let opstå fristelser, når et menneske bliver herre over betroede midler! Hvis fristelsen får fødder at gå på, kan den meget, meget let komme til at løbe stærkere og stærkere for til sidst at overtage magten.

Personligheders, politikeres og andre beslutningstageres fejltagelser kan få store konsekvenser i lukkede, tildækkede rum, hvor realiteter minimeres og dæmoniske kræfter maksimeres.

Det vil derfor altid være klogt at kalde en spade for en spade, hvor ubehageligt det end måtte være.

Naturligvis må der være kontrol og konsekvenser, men også domme, der hviler på et ærligt og sobert grundlag. Det sidste er enkeltpersoner selv medansvarlig for!

Vi ved jo godt, at enhver modstander let kan bruge andres fejl til egen fordel.

Åbenhed er naturligvis også et must på enhver arbejdsplads.

Hvis der ikke navngives i stort og småt vil dæmoniske kræfter rasle rundt i kaos. (Kaos er modsætning til orden, hvor der er grobund for fleksibilitet, kreativitet og frihed til at tænke selv).

Der, hvor der navngives anstændigt og ordentligt, er der plads til både konflikter og gode løsninger!

I hjælpearbejde - lønnet og ulønnet - er kløgtig navngivning af overmåde stor betydning. Her er det ikke uvæsentligt, hvem der giver navn til hvad. Misforstået offervilje kan skabe uhyggeligt mange ofre!

Jeg har i årtier fulgt det unavngivne - og det navngivne i disse relationer og har registreret et tveægget sværd i mig selv og i andre! Det har fået mig til at tænke, at det ikke primært er behandlere vores forkælede samfund mangler, men villige personligheder, der evner ikke at tage selvstændighed og fri vilje fra "svage" mennesker ( Jeg kan ikke fordrage ordet "svag" om ukendte personer eller grupper...)

Ved at turde navngive hæderligt, kunne ensomhed og bundethed givetvis mindskes markant og derved skabe større selvstændighed og frihed for mange flere mennesker, der bindes af en eller anden diagnose.

Sidst, men ikke mindst har jeg i høj grad hæftet mig ved det nære miljø: Parforhold, familier og lignende.

Helt ærligt: Hvem tør kaste den første sten? Har vi ikke alle fodret dæmoniske kræfter i lukkede unavngivne rum... Vel har vi så!

Jo, på det alter er der knust megen kærlighed og god vilje til fællesskab.

At turde navngive følelser, tanker, handlinger, holdninger og des lige fordrer naturligvis tryghed, tillid, tilgivelse og tro på en partners og andres styrke til også at kunne rumme modgang, skuffelse og nederlag.

Tro er tillid til det, vi håber, har jeg læst i forskellige variationer. Troen kan jo flytte bjerge, men tvivlen kan hurtigt få dem flyttet tilbage igen. Sådan kender vi det - vist nok - alle sammen.

Der kan være mange årsager til, at vi lader det navnløse flyde hvileløst rundt i kaos og derfor skaber dæmoniske kræfter.

Fejhed er måske den største fjende.

Det kan være angst for at miste nogen, vi holder af.

Der kan være frygt for at tabe privilegier, arbejde, venskaber.

Vi kan sikkert også af og til mangle anstændighed og moral:

Vi sjusker, vi er ligeglade med, om nogen må "betale" for vores manglende respekt for værdier og følelser.

Vi kan være uerfarne, naive og griske.

At ønske - at turde navngive tanker, følelser, handlinger, drømme m.v. er at forholde sig, åbne sig, udvikle tolerance og derved give andre mulighed for at kunne vælge og dermed sige til og fra.

Alt for mange liv er blevet låst fast og hæmmet af det unavngivne, der er blevet frit svævende og dæmonisk i kaos - i det enkelte menneske og i samfundet.

Dette kan medføre, at den onde cirkel lukkes om et menneske eller om en sag, og derved sætter en stopper for modning og udvikling

At navngive med respekt for sig selv og for andre er at åbne for tillid, tryghed, ærlighed og kærlighed.

Ikke at navngive er at lukke rum og derved udelukke andre fra indsigt og indflydelse og overblik.

jytte jensen

Svinget 79, Odense SV