Alderdom er en form for dom, men den har bestemt også sine fordele
Der er tre perioder i livet: Ungdommen, voksenårene og så, når man bliver mødt med: "Hvor ser du godt ud!" Det påstås, at det er Nelson Rockefeller, der har sagt sådan. Det er kvikt formuleret, men så heller ikke mer´!

Så lytter jeg hellere til en klog mand, (Oscar Geismar), der påstod, at vi har tre aldre: Den, der fremgår af dåbsattesten, og som er ret ligegyldig. Så har vi en biologisk, som er vigtigere, for den fortæller, at vi er skrøbelige og kan blive syge og sidst må sige farvel til livet. Men vigtigst er vores "evighedsalder". Det er den alder, der følger os hele livet.

Vi ved det godt. Nogle er født gamle, som vi siger. Andre forbliver nærmest pattebørn hele livet, atter andre når aldrig ud over trodsalderen. Der er også dem, der selv som folkepensionister provokerer, som var de teenagere.

Hvornår mener samfundet, at et menneske er gammelt? I mange år sagde man: 70 år. Det var pensionsalderen i det offentlige, men i de fleste private virksomheder var det 65 eller 67 eller for chefer endnu lavere.

Det har man på det sidste pillet lidt ved. Det er ikke længere lovligt at indføje en pensionsalder lavere end 70 i kontrakter og overenskomster. Det er også på tide. Vi lever længere, og de mange har endnu som 70-årige kræfter, evner og lyst til at fortsætte. Det grænser til det latterlige at betale sunde og raske til at gå på pension, når de er 60.

Den egentlige grund til, at pensionsalderen blev hævet, er dog ikke hensynet til "de gamle". Det er fordi, gamle udgør en arbejdskraftreserve, som samfundet ikke kan undvære. På grund af små årgange kommer kun halvt så mange om få år ind på arbejdsmarkedet. Arbejdsamarkedet skriger på arbejdskraft, derfor indkalder man reserverne.

Og tag ikke fejl - det er det, der er årsagen. Rundt om i de fleste virksomheder ånder de unge ganske naturligt de gamle i nakken og vil til - som de altid har villet. Arbejdsgiverne vil også helst ansætte unge.

Erfaring er ikke en vare, der efterspørges. Prøv at spørge 55+, selv veluddannede, der søger arbejde. De har grumme svært ved at få en stilling. Ofte må det også retfærdigvis siges, at kravet om at omstille sig til nye rutiner og ny teknik overstiger selv de midaldrendes kræfter. Men det er langt fra tilfældet for alle i den aldersgruppe. De sorteres fra på grund af alder - selv om ingen arbejdsgiver vil være ved det.

Ungdom dyrkes som næppe før set i historien. Den unge, velskabte, veltrænede krop møder os overalt. Hvor mange modeller over 60 findes? Eller tv-værter? Man sender en hengiven tanke til salig Flemming Madsen.

Aldrig har aviserne skrevet så meget om ungdom, sygdom og sundhed som nu. De er næsten daglige udgaver af Ugeskrift for Læger. Sundhedfascister mumler nogle, og skønt en cigaret aldrig har vippet i min mundvig, har jeg en hemmelig sympati for Kim Larsen og hans anarkistiske venner. Og så under en liberal regering. Det er ikke nemt at være gammel, lettere overvægtig og gerne vil have sig en pibe tobak

En vis aldersfascisme på sygehusene trives også. Det siger jeg ikke noget til, for når nu landet er så fattigt, at vi ikke har råd til at behandle alle - eller ikke udstyr til det - så er det rimeligt, at familiefaderen på 40 til tre behandles frem for pensionisten på 78. At så nogle samtidig råber på skattelettelser, forstår jeg derimod ikke.

Glemt er heller ikke, at ældrebyrde pludselig blev et begreb i den offentlige debat. Man bliver helt træt af bare ordet!

Vigtigere end samfundets holdning - så vigtig den er - er naturligvis, hvornår den enkelte selv mener, at hun/han er gammel. Hvis de ellers vil vedgå det. Så meget har vi frygtet alderdommen, at vi er gået uden om ordet GAMMEL, som var det en varm grød. Gamle er unge, der er blevet ældre. Du er kun så gammel, som du selv vil. Alderdom er ikke et spørgsmål om år, men om sindstilstand.

Vi kender alle flosklerne, som jo alle rummer gnister af sandheden om, at vi har en evighedsalder, og at den er den vigtigste. Der er i hvert fald den sandhed i de flotte formuleringer, at viljen betyder meget. Man kan som pensionist sige, at det var så min tid, melde sig ud af samfundet og leve på minderne. Alt var jo alligevel bedre dengang. Men man kan også prøve at se positivt på tiden, herunder tidens unge. At forstå er som bekendt at tilgive. Her er den heldig, som har unge i sine omgivelser, der holder en til ilden. Møllehave har ret, når han siger, at børnebørn er livets dessert. Jeg er lykkelig for, at jeg i elvte time kom på it-vognen. Tænk, hvis jeg fortsat havde siddet ved mit gamle hakkebræt af en skrivemaskine, håbløst agterudsejlet. Der er få skel så tydelige i tiden som mellem dem, der kan bruge en computer og dem, der ikke kan.

Man kan være meget ensom som gammel uden en skærm og uden den kontakt og de korte afstande, som lokale handlende betød.

Af lutter begejstring for alt det nye glemmer vi ofte, at bagsiden af det nye er, at servicesamfundet blev lagt i graven og dagligdagen brutal for den svage del af befolkningen, specielt på landet.

Hvordan ser vi da på os selv - vi gamle, som jo er lige så forskellige som andre aldersgrupper? Når sandt skal siges, er det utroligt som synet på alderen skifter med alderen! En på 80 betragtede jeg indtil for få år siden som en olding. Da jeg var syv og gik i 1. klasse , fik vi en lærerinde, der fortalte, hun var 35. En oldsag mente hele klassen. Nu er jeg mere end dobbelt så gammel men synes ikke selv, at plejehjemmet ligger lige for. En god ven havde travlt med at fortælle mig for 10 år siden, at når man fylder halvfjerds, bør man gå ud af alle bestyrelser. Nu er han selv 71 - og har netop sagt ja til at indtræde i en ny.

Naturligvis spiller det med den biologiske alder ind her. En kronisk lidelse, dårligt syn, gigt, en fortærende demens, - så er alt anderledes. For at blive en glad gammel mand, er det ikke nok at gøre som kineserne siger og anskaffe sig en ung kone og en stor have.

Alderdom ER en form for dom. De fleste må et tidspunkt bøde med hørelse, syn og førlighed i en eller anden udstrækning.

Værst er nok den fare for bitterhed, der lurer i mange gamle sind. Eller trangen til for enhver pris at skulle gøre sig gældende.

Man vil jo nødigt ende som manden hos Marcel Proust, der engang var noget eller troede, han var noget og ikke kunne lade være med stadig at ville være det. Men hvordan undgå det? Eller ende som ham, der synes, at alle taler forbi ham, som var han luft.

"Lær mig den kunst at dale", bad Grundtvig. Han kunne sagtens. Han dalede slet ikke, døde som 87-årig i en lænestol dagen efter, at han havde stået på Vartovs prædikestol og omgivet af milde kvinder, som også dengang havde magt og gjorde ham livet behageligt. Der truede intet plejehjem i horisonten.

Men Grundtvig var også i alle henseende én kraftkarl, giftede sig som 75-årig og fik en datter,

Nogle siger, at man ikke kan gøre noget selv for at holde sig om ikke ung, så levende. Det hele ligger i generne. Det er ikke hele sandheden. Som Herbert Pundik (81) siger til jævnalderende: Nok begynder livet ikke ved de 80, men det slutter heller ikke.

Jeg tror på, at livet er en betroet gave, også som gammel, og jeg kan ikke lade være med i denne sammenhæng at tænke på lignelsen om de betroede talenter. Det er den, Jesus fortæller, om en rig mand, der drog udenlands og betroede sine tjenere hver en del af sin formue, en fik 5, en 2 og den sidste 1 talent.. De to første fik pengene til at yngle, den sidste gravede sit talent ned - af bare forsigtighed og omhu. De to første blev rost, den sidste fordømt. Hvor bunduretfærdigt, tænkte jeg i mange år, vel nok fordi jeg økonomisk er en forsigtig natur og aldrig var blevet bankdirektør i Roskilde.

Men som årene er gået, mener jeg at kunne se pointen. Livet skal bruges, det er ikke vort, vi har det til låns. Vi skal vove noget, spille os ud og ikke glemme, at vi skal stå til ansvar for, hvad vi brugte det til. At bruge livet er en del af dets mening.

Det er ikke blot en kristen sandhed. Hvad siger ikke den næsten fortærskede Piet Hein:

Husk at leve, mens du gør det,

husk at elske, mens du tør det.

Eller med den engelske, mere prosaiske formaning: Use it, or lose it!

Hudløst ærligt går Tom Kristensen til sagen:

I et digt fra 1954, der har fundet vej til den nye udgave af Højskolesangbogen, (nr. 118) hedder det:

Begik du livet

bedrev du livet,

som det er givet,

du bør og gør,

så er det givet,

at alt i livet -

det blev dig givet,'

fordi du tør.

Men lad os nu midt i alvoren ikke glemme, at høj alder også har sine fordele, også sundhedsmæssige. Som André Gide siger, spilder man meget af den alkohol, man vil drikke, men ikke har godt af! Man bliver også - i hvert fald nogle - klogere med årene, fordi man ikke ser de fejl, begået af andre, som man selv kunne have begået. Man bliver mildere, kort sagt, mindre dømmende. Burde i hvert fald blive det. Men vi ved jo godt, at indimellem går det ord i opfyldelse som siger, at som man ældes, så arges man!

Og som Ingrid Bergman engang sagde, er det at blive gammel som at bestige et bjerg. Man bliver godt nok lidt forpustet, men man får en langt bedre udsigt.

bent a. koch

Carl Plougs Vænge 6, Odense M, er fhv. chefredaktør - og fyldte 80 år i går