Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Amatørkunsten har kronede dage


Amatørkunsten har kronede dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvordan kan det gå til, at efterlignere uden originalitet i hobetal i dag er så meget i fokus hos såvel dårlige anmeldere som kunstmuseer og gallerier?

For år tilbage var der en formand for dansk anmelderforening, billedkunstneren Erik Clemmesen, der også havde malerskole i København. Han var meget frankofil og stærkt påvirket af den klassiske modernisme i fransk kunst.

Den har da også været skelsættende med Cezanne, Gauguin, van Gogh og Renoir med flere, og de repræsenterede ikke blot høj i grad sjæl og esprit, men i ikke mindre omfang teknisk kunnen og respekt for en velartikuleret form og præcision i farven.

Alene det at kunne afstemme farverne i forhold til hinanden er en særdeles krævende opgave. Ofte skal der et større antal farver til at nuancere en hovedfarve, så der bliver spil i denne, så den ikke blot ligner en malet væg, udført af en eller anden malermester.

I almindelighed har publikum ingen anelse om, hvis det skal gøres rigtigt, hvilket overblik og skarpt øje det kræver, at ingen af farverne træder ud af sammenhængen.

Min far, der også var billedkunstner, medlem af Billedkunstnerforbundet (BKF) og underviste, havde en betydelig erfaring i at slå ned på fejl, hvor bestemte farver trådte ud af sammenhængen.

Elever, der har gået både til Erik Clemmesen og min far, har udtalt, at de fandt min fars undervisning mere givende. Måske var han en bedre pædagog, men det er sikkert, at min far altid læste E. C'.'s anmeldelser og kronikker med betydelig interesse.

Også jeg fandt E. C.s anmeldelser læseværdige, og jeg erindrer, at han ved en lejlighed skrev som følger, citeret efter hukommelsen: "I Danmark er der en ubegribelig tendens til at vurdere det sjusket udførte for at være mere lødigt end det formfuldendte og præcise".

I hvert fald i klar modsætning til den klassiske, franske modernisme.

Det var omtrent på samme tid, Per Kirkeby sagde, at "han hadede den kultiverede, franske kunst, og for ham kom udtrykkets styrke frem for dets artikulation" - som om begge dele ikke hang sammen.

Hvis han havde udvist fransk kunst større respekt, havde han sikkert også læst om den verdenskendte Andre Lhote, der drev malerskole i Paris. Han skrev engang, at "symmetrien er kunstens værste fjende". Åbenbare fejl hos Kirkeby som at anbringe seks lige store hegnspæle eller flere ens træstubbe i kedsommelig række ved siden af hinanden kunne da have været undgået. I flere af Aros -værkerne viser hans gule farver manglende beherskelse og afstemthed.

Han har da også inden for de seneste år åbenbart fået selverkendelse nok til at udtale, at hans tidligere værker manglede de dekorative elementer, det, jeg i reglen betegner som et billedes musik.

Men det formløse image, tilfældighedens tilsyneladende elegance, giver indtryk af en spontanitet, som i sig selv fejlagtigt bliver opfattet som kunstnerisk.

Soya skrev engang, at da han kom til Ibiza, traf han et hundrede og fem kunstnere. De hundrede lignede kunstnere, men de fem kunne male.

Der er en del falskhed i at lægge vægt på en ydre fremtræden mere end på at gøre et ordentligt stykke arbejde.

I hele kunsthistoriens begivenhedsrige forløb har det været en ufravigelig regel, at hver enkelt kunstner havde en selvstændighed og originalitet, der i kombination med talent og teknisk kompetence sikrede ham en fortjent plads.

Hvordan kan det da gå til, at efterlignere uden originalitet i dag i hobetal, i hvert fald i germansk, skandinavisk og amerikansk kunstliv, er så meget i fokus hos såvel dårlige anmeldere som kunstmuseer, ditto foreninger og gallerier? Måske, fordi de velkendte og allerede anerkendte stilarter giver en større følelsesmæssig tryghed.

Men for mig at se er det en intellektuel sovepude, der sløver ånden og helt sikkert kun medfører kulturel stagnation.

Enhver må allerede vide, at en opfindelse, for at kunne blive patenteret, må have nyhedsværdi, en doktor-afhandling ligeså, og f.eks. en kronik vil blive afvist af en kronikredaktør, hvis hovedindholdet er en række velkendte klicheer.

Over 95 procent af det kunstkøbende publikum ejer ikke den mest elementære forståelse for kunst, og en række irrationelle faktorer spiller ind, f.eks. kan man høre en argumentation som, "at de eller de kunstnere må vel være af en kvalitetsmæssig størrelsesorden, når de kan koste og sælges til så høj en pris".

Meget ofte skyldes de højere priser den omstændighed, at kunstnerne har fisket i rørte vande og helt klart efterlignet større ånder fra især Cobra-bevægelsen, og er der noget, der er stensikkert, så er det, at den art kunst ikke er langtidsholdbar, hvad køberne end i deres enfoldighed måtte tro. Meninger om kunst er der nok af, men de er sjældent identiske med forståelse.

I den verdenskendte, franske kunsthandler Vollard's erindringer optræder en ung hollænder, der blev udvist den tillid at rejse til Paris for at få familieformuen anbragt i kunst af den art, der efter al sandsynlighed ville stige i værdi.

Skønt van Gogh, Gauguin, Renoir med flere mest blev udsat for hånlatter på den tid, var det dem, han købte til samlingen. Familien var mere til det traditionelle og velkendte, og den unge mand blev vurderet som skør i den grad, at man tilmed pudsede en psykiater på ham.

Efter en undersøgelse blev "patienten" tvangsindlagt på en sindssygeanstalt, hvor han døde efter 10 år.

Eftertiden gav ham dog ret, og i dag kan samme navne ikke købes af ret mange. Et eklatant bevis på, at man ikke skal gå efter modeluner, men udvikle sin næse for at opspore god kunst, mens tid er.

BKF har ret strenge krav for optagelse, og er man medlem, er det reglen, at man ikke udlåner sine værker uden at sikre sig, at det på en eller anden måde honoreres, f.eks. ved køb af et billede eller betaling af lejeafgift.

Amatørkunstnere, der meget ofte ikke engang har kvaliteter til at komme ind på de mindre seriøse, censurerede udstillinger, er ikke bundne af sådanne regler. De udlåner derfor med god sans for reklame-effekten gratis til banker, hospitaler, firma-kunstforeninger o.l. med den følgevirkning, at publikum tror, de er mere anerkendte og efterspurgte end f.eks. medlemmer af BKF - skønt de i virkeligheden ikke har de ringeste chancer for at opnå medlemskab.

Mod dumheden kæmper selv guderne forgæves.

Det kan blot undre, at banker, der har alle mulige sikkerheds-tjeks ang. folk, der vil låne penge, let og overfladisk skøjter hen over at tjekke udstillende kunstneres baggrund. Det sker ikke sjældent, at de efter en udstillingsperiode køber et eller flere af kunstnernes værker.

Billedkunst kan betegnes som en åndelig form for sanselighed, og hvad angår den erotiske, ved vi jo, at den som jernbanedriften er vanskelig at styre.

Farver har en umiddelbar appel til alle, og selv de værste amatører ved så meget om komplementærfarver, at de sætter de kolde og de varme farver umiddelbart sammen, og fidusen er uhyre let at bedrage folk med, så vandet driver af dem.

Man ser for ofte, at folk er villige til at give et uhørt antal tusinde kroner på den konto, skønt såvel komposition som farve er ekstremt upræcis.

I virkeligheden kunne de have gået til farvehandleren og fået foræret en farveskala til ophængning på væggen med samme eller måske bedre virkning.

Især provinspressen lader sig ofte trække rundt i manegen af amatører, der har større talent for at lege kispus med medierne end for at male. Oplysninger om biografiske data kan være løgnagtige, uden betydning eller ikke tilstrækkeligt dokumenterede.

Man kommer ikke uden om, at pressen må have et ansvar for at sætte sig ordentligt ind i, hvad der kræves, for at der kan være tale om god kunst, og lave en forsvarlig research på, at referencerne er korrekte. Dog anmelder de større blade ikke amatører.

Skønt de mindre provinsblade burde informere deres læsere om de bedste kvaliteter, mener de tilsyneladende, at amatørkunsten kan være god nok til et ofte mere landligt publikum. Men principielt betyder det en nedvurdering af samme. Aviserne må besinde sig på, at de er betalt af læserne for at varetage deres interesser, ikke amatørkunstnernes.

find mølgaard andersen

Resenvej 1, Skive er billedkunstner

Amatørkunsten har kronede dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.