Fællesskabet har ikke gode vilkår i dag. Man arbejder på sit eget livs projekt. Individualismen og selvtilstrækkelighedens orm gnaver i demokratiets rod
Det vil være hen i vejret at påstå, at dansk demokrati er inde i en krise. Tværtimod, det lever og har det godt. Eller hvad? Stemmer måske ikke omkring 80 procent af vælgerne ved valgene? Føres der ikke en levende demokratisk debat i såvel elektroniske som trykte medier? Opstår et nyt parti, følges dets skæbne med intens interesse. Hver og hver anden dag er der fredeligt demonstrerende borgere forsamlet med musik og bannere foran byens rådhus for at gøre opmærksom på en sag, deres sag.

Altsammen er det rigtigt. Men læg mærke til, at det, der engagerer de fleste, er - dem selv. Deres løn og arbejdsforhold, deres børns trivsel i skole og børnehave, hvordan hospitalet er, der skal gøre dem raske, deres gamle forældres pleje....

Det er også meget forståeligt. Enhver er sig selv nærmest. Men er det i et demokrati nok kun at komme op af stolene, når det dejer sig om os selv eller planerne om at placere en social institution i baghaven med fare for huspriserne?

For nogle år siden var der arrangeret et stort skolemøde i Odense Rådhushal. Der skulle dels drøftes nogle lokale skolers forhold (nedlæggelse var det vist), dels skolens forhold i almindelighed. Flere hundrede mødte op, salen var fyldt. Men da forældrene havde fået klarhed over lille Susanne ellers Jakobs skoles skæbne, forlod halvdelen af de forsamlede mødet.

Allerede i 1830'erne - altså længe før folkestyret blev indført i Danmark - foregreb den franske politiske filosof og politiker Alexis de Tocqueville den her skitserede udvikling, da han om demokratiet i Amerika skrev:

"Jeg ser for mig en talløs skare af mennesker, ligestillede og ensartede. De lever optaget af sig selv og deres eget og tænker kun på at skaffe sig de små og vulgære glæder, som fylder deres sind. Hver enkelt har trukket sig ud af samfundet og står som fremmede over for de andres skæbne. Hans egne børn og personlige venner udgør for ham hele menneskeheden. Hans medborgere lever ved siden af ham, men han ser dem ikke....han lever kun i og for sig selv..."

Det er en lidt grov fremstilling af situationen i dag. Men hvem tør sige, at der ikke er noget om snakken?

Fællesskabet har ikke gode vilkår i dag. Det gælder om at være "solidarisk med sig selv", som en fagforening skrev, da den skulle hverve nye medlemmer. Højskolerne, der som fagforeningerne talte om fællesskab, har også dårlige tider. Det hænger sammen med, at folkestyret aldrig har levet isoleret i forhold til tidsånden, og tidsånden - dette mærkelige begreb - sætter i dag individet, den enkelte, i centrum, ikke de andre, ikke fællsskabet.

Det mest udbredte aktieselskab er aktieselskabet "Mig Selv". Du skal arbejde på dit eget livs projekt, det gælder om "at være på" og i stand til at svare på det spørgsmål, som vore dages tv-journalister altid stiller: Hvad følte du, da...

Individualismens og dermed selvtilstrækkelighedens orm gnaver i demokratiets rod. Det gør populismen også. Den opstår ganske naturligt, når idelogierne er døde. Så ligner partierne hinanden, og når problemerne så yderligere er komplekse og dermed svære at forklare, bliver politik personfikseret, og kampen kommer til at dreje sig om (at bestikke) midtervælgerne.

Var det ikke det, vi så ved valget, efter at Venstre havde stjålet Socialdemokraternes velfærdspolitik og Socialdemokraterne Venstres udlændinge- og skattepolitik?

Det er på denne baggrund, mange vælgere ønsker folkeafstemninger og urafstemninger. Problemerne egner sig sjældent til et forenklet ja eller nej, og det repræsentative demokrati undergraves, men vælgerne føler sig betydningsfulde, når de skal sige ja eller nej, og forstår man ikke problemstilingen, kan man da altid give Helle Thorning og Anders Fogh et fingerkys eller en begmand, alt efter hvordan man synes, de har optrådt på tv.

Vi i presssen er ikke for gode. Oplagsdjævelen har gode tider, for uden oplag (eller seer- og lyttertal) ingen annoncer og dermed ingen penge. Så de tider, da aviserne var "blade på folkeoplysningens træ" og Danmarks Radio "landets største højskole" - jeg hører fniset brede sig.

Læserne elsker personsager, konflikter og magtkampe, og så får de det. Se og Hør-journalistikken er lyst i kuld og køn.

Nu er det jo ikke kun i Danmark, at demokratiets æble er ormstukket, fordi vi - landets borgere - kræver rettigheder, men ikke er meget for pligter, og fordi mange kun gider stemme hvert tredje eller fjerde år.

Det har ført til eftertanke og til kritik, og denne kritik af vort liberale demokrati har igen ført til fremkomsten af en række "ismer", f. eks. neokonservatismen. Nok så interessant er republikanismen. Den er et kendt begreb rundt om i verden i kredse, der er optaget af politisk filosofi. F. eks. finder man halvanden million (!) forekomster af ordets engelske term på Google. Men kun 300 i den danske udgave.

Det er ikke meget, men måske bliver det anderledes, efter at Videnskabernes Selskab har introduceret begrebet republikanisme på dansk gennem en bog skrevet af en forsker ved Københavns Universitet, dr. phil. Mogens Herman Hansen. (Mogens Herman Hansen: Den moderne republikanisme og dens kritik af det liberale demokrati. 130 sider.)

Han fortæller, hvordan republikanismen (som ikke har noget med statsformen republik at gøre) går tilbage til antikken og fik en renæssance i oplysningstiden og altså nu på ny er pudset af, fordi der her muligvis er hjælp at hente for demokratier, der skranter.

I Danmark kender vi republikanismens ideer fra oplysningstiden. Da talte man om Borgeren og om Borgerdyd. En af de fire figurer, der står ved foden af Frihedsstøtten, rejst 1792-1797, foran hovedbanegården i København fremstiller Borgerdyden. Vi kender også ordet fra de to gymnasier, Østre og Vestre Borgerdyd Skole, begge rejst af Borgerdydselskabet.

Borgerdyd besad den borger, der oplyst om statens problemer tog ansvar for de fælles anliggender, res republika. Som det hed : "Thi således arbejder vi, men ej kun for eget bedste."

Det var i den dansk-tyske-norske helstatstid, da København var en fælles hovedstad for tre nationaliteter. Det var dengang, da målet var den oplyste, ansvarlige borger, og da man ikke behøvede at tale fejlfrit dansk - tysk var et ligeberettiget sprog i København - eller vide, hvem Gorm den Gamles kone var for at kunne få statsborgerskab.

Med folkestyret og nationalismen i midten af 1800-tallet blegnede tanken om borgerdyden. Men ikke helt. Republikanismen er i slægt med Grundtvigs tanker om "Skolen i Soer" (Sorø). Hans oprindelige tanke var at skabe en medborgerskole, ikke en dansk-kristen vækkelseskole, således som Kresten Kold omformede hans tanker.

Hal Koch var også optaget af at lave en medborgerskole. Det var som en sådan, Krogerup Højskole var tænkt, og med et skævt smil sagde han, at der i Rødding, hvor den første danske højskole som bekendt rejstes i 1844, burde stå en mindesten med indskriften: Her afsporede Kr. Kold Grundtvigs højskoletanke.

Nu er ideen om denne myndiggjorte borger, der er villig til at sætte almenvellet over personlige interesser, altså rejst på ny. I England har man indført undervisning i medborgerskab, og da Ny Alliance blev stiftet og endnu havde overskud, talte man om det samme.

Ove Korsgaard er i sin disputats "Kampen om lyset" inde på lignende tanker. Men så spændende, republikanismens ide end fremlægges i Mogens Herman Hansens bog, vil den falde til jorden herhjemme alene på grund af, som han siger, "tidens politisk dovenskab og grasserende mig-mig-mig mentalitet."

Men er der andre og bedre bud på, hvordan vort demokrati kan vitaliseres?

BENT A. KOCH

Carl Plougs Vænge 6, Odense M, er fhv. chefredaktør