Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


42.195 meter selvrealisering


42.195 meter selvrealisering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I morgen vil tusindsvis af fødder varme asfalten i Odense på en strækning over mere end 42 kilometer i en barsk kamp for at overskride sig selv

Med ængstelige fornemmelser, med bange anelser, med frygt og forventningens glæde står 3.000 par løbesko søndag morgen klar til start i årets H. C. Andersen-maraton.

Men hvorfor er denne næsten mytologiske distance på få år nærmest blevet hvermandseje, et samleobjekt i en sportsgren med skyhøje vækstrater i en tid hvor den almene sundhedstilstand har ringe kår? Svaret ligger, med et nutidigt udtryk, lige til højrebenet: nemlig i vores postmoderne selvrealiseringstid.

Når maratonløbere bruger tid, resurser og energi på at kunne gennemføre de godt 42 km, kunne det anskues som et helt igennem narcissistisk projekt som venner, familie og kollegaer med himmelvendte øjne er tvangsudskrevet til at høre om bagefter.

Intet er mere fejlagtigt.

Svaret på hvorfor de 42 km drager stadig flere og flere, kan derimod findes i vores samtid, en samtid præget af et immanent krav om selvrealisering.

Ingen personer stiller krav om at løberen skal gennemføre, for kravet ligger i en stemning, en forventning, en trend, en antagelse af at vi grundlæggende som mennesker skal danne vores egen identitet. Gør du ikke noget er du ikke noget!

Det er længe siden at den legendariske, men ikke historisk faktuelle, budbringer Philipides i år 490 f.Kr skulle løbe sejrsbudskabet hjem til Athen. Athens underlegne styrker havde vundet en sejr over perserne i slaget ved Marathon og uagtet at Philipides ikke er en historisk person, grundlagde han med sit løb, og deraf følgende dramatiske død, maratonløbet.

I de følgende næsten 2500 år levede maratonløbet en relativt anonym tilværelse hvor den emotionelle distance mellem udøver og tilskuer var så fjern at de færreste almindelige mennesker overvejede at påbegynde års og måneders træning med ømme muskler, blå tånegle, vabler og skader. Dengang var maraton for de få, de seje, de hårde, dem med det store potentiale.

Imidlertid skete der en forandring for godt 25 år siden. Forandringen lå ikke i krav om øget sundhed, vægttab eller andre helsefremmende foranstaltninger.

Forandringen lå i tiden, i tidsånden, og viste sig forsigtigt i 70'erne, trængte sig hyppigere på i 80'erne og overtog kontrollen med tidsånden i 90'erne. Forandringen hed postmodernisme og maratonets succes kan i høj grad ses i lyset af denne tidsånd.

I en postmoderne tid som vores, er vi som individer frisat. Vi er ikke længere bundet til traditioner og forventninger om, hvad man bør og skal.

Derimod er vi kastet ud i en usikker verden, for med den påførte frihed følger utrygheden. Ønskes tryghed kan det kun ske på bekostning af friheden og denne opvejning er ikke aktuel i postmodernismen, hvor vi er frisat til selvrealisering.

Vi har, med andre ord, fået friheden og så forventes det af tidsånden, at vi selv tager ansvar for og handling på vores eget liv, egen identitet og egen selvrealisering.

Dannelsen af personligheden er blevet et individualistisk anliggende og netop derfor er det interessant at selv samme individuelle dannelse også finder sted i det kollektiv, som et felt af maratonløbere består af.

Tidligere kunne man forvente at dannelse af identiteten skete under fællesskabets beskyttende rammer, for fællesskabet tilbød netop tryghed i form af bestemte interesser og et tydeligt formål.

Men modernismens fællesskab eksisterer ikke længere, opløst af samfundsudvikling og overhalet af en globaliseret og fragmenteret verden, er de erstattet af flygtige samværsformer.

Verden er så at sige blevet som et puslespil med milliarder af brikker som kan sammensættes efter behov, ønsker og ideer.

I postmodernismen er det dermed ikke muligt at samle brikkerne forkert, for du bestemmer selv størrelse og motiv på dit puslespil, men derimod er det forkert at ikke prøve at samle dit eget individualiserede billede af dig selv, din egen identitet. Det er din opgave. Det er din pligt.

Dannelsen af personligheden sker i samspil med andre mennesker, også i en kaotisk verden som vores, hvor centrum flytter sig, hvor familie og samfundsstrukturer er under nedbrud, forandring og genopbygning.

I det minefelt skal individet navigere for at træde ud af intetheden og ind i personligheden. Uden personlighed betragtes vi nemlig som uinteressante og uoriginale, og hvem er dybest set interesseret i at være uinteressant? Bolden i spillet om selvrealiseringen, er spillet over på vores egen banehalvdel, og kun vi selv kan bringe den i spil igen.

Når udgangspunktet for denne kronik var et maratonløb, så betyder det naturligvis ikke at vi alle kan selvrealiseres ved at løbe. Det betyder heller ikke at alle løbere selvrealiserer sig ved at løbe gennem Odenses gader. Men mange gør.

Mange vil søndag morgen søge mod fællesskabets erstatning, kollektivet, som er præget af selskabelighed og en stemning som pludselig opstår.

Det er umiddelbart, men ikke uforudsigeligt, for det selvdannende individ har netop søgt dette fællesskab fordi der er en bestemt stemning med et bestemt formål.

Det er ikke et fællesskab bygget på ord, men på en stemning, en nerve som holder fællesskabet sammen indtil det opløses og medlemmerne pendler videre til et andet stemningsfællesskab i klubben, i familien, til vejfesten, på jobbet, til fodboldkampen, i syklubben eller et hvilket som helst sted, hvor individet søger hen for at blive en original og interessant personlighed.

I stemningsfællesskabet finder vi andre personer som vi falder i snak med, som vi har det godt med. Det føles let og naturligt, for de interesserer sig jo for de samme som os.

Dermed tager fællesskabet karakter af smagsfællesskab, og vi er der så længe, det interesserer os. I det fællesskab finder vi personer, som er interessante og helt i postmodernismens ånd bliver unikke og interessante personligheder vores forbilleder.

Forbilleder efterligner vi gerne, for de har jo netop noget af den personlighed som vi gerne vil have, men vi efterligner dem ikke for at blive kopier og kloner af dem. Vi efterligner dem for at unikke og interessante. Vi kopierer for at blive originale.

Postmodernismen, forvirrende og utryg som den er, er et vilkår vi er sat under. Vi kan protestere, vi kan nægte at acceptere den, vi kan vende den ryggen. Men den vil stadig være et ubarmhjerteligt vilkår, som vi skal forholde os til og alene i vores protest, manglende accept og fornægtelse har vi anerkendt den eksistens.

Selvrealiseringen, som vi kan trække på skuldrene af og påstå ikke interesserer os, trænger sig ligeledes på og fortæller os, at vi er nødt til at træde ud af den grå masse, ud for at gøre eksistensen interessant. Nok for os selv, men også for de andre, må vi være interessante personligheder for kun gennem vores egen socialisering kan vi skabe selvrealiseringen.

Søndag formiddag vil mange løbere lægge et nyt lag på personligheden via selvoverskridelse, som rent konkret skal opfattes som en overskridelse af sig selv. For nogle er det første gang de skal løbe distancen, for andre byder dagen på personlige rekorder, hurtigere tider eller flere gennemførte løb end året før, og for nogle bliver det en kamp for blot at komme igennem.

De vil alle overskride sig selv og puslespillet personligheden stykkes sammen på en ny og mere interessant måde. Dermed vil de have overholdt deres del af pagten med postmodernismen. Individuelle grænser overskrides, nedbrydes eller flyttes og nye sider af personligheden dukker op.

Maratonet er et godt eksempel på potentiale for selvrealisering, men kun så længe maraton ikke er noget alle gør.

Hvis de 42.195 meter pludselig en dag bliver noget, stort set alle kan gennemføre, så vil der ikke længere være noget unikt, noget interessant og noget originalt i det.

Vi vil fortsat løbe den klassiske distance, men den vil ikke bibringe personligheden noget interessant og dermed vil de selvdannende individer søge andre stemningsfællesskaber, hvor de netop kan selvrealiseres.

Men maratonløbet er fortsat unikt, både sportsligt, personligt og stemningsmæssigt.

God tur og god selvrealisering.

morten pihlsbech

Svinøvej 8, Lundby

42.195 meter selvrealisering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.