"Welcome to this atmosphere of peace and love"
Af: Musiker Lasse Helner

Siroccoen, sandstormen fra Sahara, lægger et rødligt slør hen over Boa Vista i øgruppen og nationen Cape Verde. Den er ofte årsag til forsinkelser i trafikken til og fra øerne her 400 km fra Afrikas kyst. Det er svært at danne sig et indtryk af, hvad det er for en ø, vi skal besøge. Det ligner bare ørken og vulkanslagger.

Vi lander uden dramatik i den kraftige vind og kommer ind i den nye lufthavn. Den er lille og ser lidt søvnig, men hyggelig ud. Afrika er nyt for os, og vi er spændte på indtjek og pas og bagagekontrol.

Smilet i det mørke ansigt er hvidt som en tandpasta-reklame, og øjnene ser med venlig nysgerrighed på os. Alt er hurtigt overstået, og vi står i ankomst- og afgangshallen og ser en skrift muret ind i væggen: "Welcome to Boa Vista, to this atmosphere of peace and love".

Det virker helt uden for tid og sted, helt uden for den verden vi kommer fra. Der har man travlt med at fortælle rejsende, hvor længe de kun må være der, og man kommer i et meget langt forhør, hvis man altså har et meget fremmed pas og oven i købet også ser fremmed ud.

Hvad gør sådan et signal ved folk? Vi turde ikke rigtig tro på peace and love. Vi ville vente og se.

Allerede i taxaen oplevede vi en ung smuk mand fortælle om sin ø med stolthed, og han næsten undskyldte, at han havde i sinde at blive der og deltage i opbygningen af den unge nation, Cape Verde, der siden selvstændigheden i 1975 er kommet så godt i gang. På trods af fattigdom, vandmangel og tydeligt svære beslutninger om, hvordan turismen skal fungere bedst på øerne.

Vi kom til det lille hotel med fire værelser, nyrestaureret i kolonistil, og vi blev modtaget i en atmosfære af fred og kærlighed af det smukkeste personale. Jeg begyndte at tro, at vorherre havde startet noget her, som han ikke var kommet videre med? Var det her resterne af paradisets have eller hvad? Vi har kreeret en verden af mistro, fake news, lukkethed og penge, der hobes op i færre og færre enheder. Hvis de virkelige værdier er det, vi oplever her, så ser det skidt ud for den form for værdisætning, vi slås med. Kan det være, at verden bliver reddet af de mennesker, vi tror, vi skal redde? Tænk hvis vi kan nå at ændre værdinormerne? Ligeså vel som den digitale revolution ændrer verden, lige så vel kunne den mentale revolution ændre værdi opfattelsen, så vi undgår et babelstårn af værdisæt, der ikke forstår hinanden.

Det må være meningen med at rejse, at man får udfordret sin vanetænkning og sine fordomme.

Jeg lovede hjemmefra at råbe en hilsen fra vores ven, Troels Kløvedal, ud over de vilde Atlanterhavsbølger, og det store hav gav et suk fra sig, som Troels kunne høre helt oppe på Mols. Selvfølgelig kommer jeg til at tænke på Troels, når jeg står sådan et sted og tænker på, hvor meget han har givet mig og os alle, som er fuldstændig i tråd med det førstehåndschok, vi fik på Boa Vista.

Alle de mange danskere, der har hørt hans foredrag, kan rejse ud og opleve det her og forstå budskabet fra en tid, hvor verden stod åben og klar til besøg. Det findes stadig, hvis man tør tro på det og ikke tager angst og fordomme med i bagagen. Tak Troels, fordi du åbnede vores øjne og fik os til at holde dem åbne.

Jeg holder meget af at leve i Danmark, at være dansk, og det kunne jeg ikke, hvis jeg ikke fik inspiration fra andre kulturer.

Vores nationalsang: "Der er et yndigt land" er skrevet af en anden g'er, hvis forældre kom fra Tyskland. Skrevet i taknemmelighed over at være i dette skønne land. I kulturlivet, især musikken, savner jeg kommunikationen med andre musikformer og udøvere. Jeg ved, det er min egen skyld, jeg kan bare opsøge det. Hvorfor har jeg ikke gjort det? Jeg har flere gange foreslået kommunale forvaltninger at lave flere fælles arrangementer for forskellige kulturer, sammen med danske udøvere, men det det har været meget svært at motivere nogen til det.

Jeg vil, i min karrieres efterår, bruge flere kræfter og mere tid på at lære og forstå, hvordan vi kan bruge vores mange resurser på at fremme fællesskabet og forståelsen for hinanden og for at få vores samfund til at fungere bedre og sundere. Kulturen spiller en stor rolle som ofte bliver overset og nedtonet. Jeg vender ofte tilbage til John Lennons ord: You may say I'm a dreamer - but I'm not the only one.

Lad os ikke glemme drømmen. Den bliver ofte til virkelighed og sommetider til et mareridt. Den risiko må vi løbe.

Tak til Boa Vista, en drøm der blev virkelig.