Sæt den stigende ulighed på dagsordenen
Af: Radikale Venstre Anne Skau Styrishave

Vi danskere bryster os ofte af, at Danmark er et af verdens bedste og mest lige lande at leve i - det er det sikkert også.

Men når vi taler om Danmark som et så lige land, kan det blive en sovepude, og det betyder, at der politisk ikke for alvor er nogen, som løfter en af de vigtigste dagsordener - nemlig at bekæmpe ulighed i danskernes og især danske børns muligheder.

Ja, Danmark er et relativt lige land, men fattigdommen er stigende, og der er stadig rigtig mange danske børn, som har svært ved at bryde den sociale arv. Og det betyder, at vi langtfra er lykkedes med at sikre det vigtigste: lighed i muligheder. Lighed i muligheder for at skabe sig sit eget liv. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.

Kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, regeringens fattigdomsydelser, er et eksempel på, at vi har et politisk flertal, som grundlæggende vil en anden vej. Det er et udtryk for, at man ikke har tiltro til andre mennesker. Det er en politik, som bygger på mistroen til, at andre mennesker vil det bedste for sig selv og samfundet.

I stedet for at hjælpe folk med at flytte sig og bryde den sociale arv fastholder man dem. Selvom mange tusinde børn i dag vokser op i fattigdom med ringere muligheder end deres jævnaldrende, har vi ikke et flertal, som ønsker at tage sig af det.

Dette er grundlæggende illiberal politik, idet man begrænser, fastholder og fattiggør andre mennesker. Et ægte liberalt udgangspunkt ville være at give ethvert menneske afsættet til at skabe sit eget liv. Desværre gennemsyrer det modsatte regeringens politik, og resultatet bliver, at vi på et så afgørende område som social mobilitet ikke bevæger os fremad.

Med denne regering har det ikke været muligt at lave en ambitiøs socialpolitik, som skal sikre, at børn, uanset baggrund, kan få den bedste start på livet. Vi har ikke skabt en generation af mønsterbrydere.

2018 bør være året, hvor vi sætter lighed i muligheder på dagsordenen. Det bør være en liberal mærkesag. Det kræver investeringer i uddannelsessystemet, som er bærende for at skabe social mobilitet. Det kræver en ambitiøs socialpolitik, som sikrer voksne mod at blive fanget i fattigdom i komplicerede kommunale systemer.

Og så skal vi som det måske allervigtigste sikre en tidlig indsats for vores mest udsatte børn, så vi ikke risikerer, at nogle børn er bagud på muligheder allerede inden de starter i skolen.