Kaster du ordbolden tilbage?
Af: Coach, foredragsholder og skribent Charlotte Lind

Kunne du måske prøve at tage hovedet ud af din egen r** og spørge, hvordan det står til på den anden side af samtale-nettet? 

Undskyld - det er ikke ret pænt formuleret. Ikke desto mindre er det en sætning, jeg med jævne mellemrum har lyst til at servere på en bund af lidt for mange decibel. Jeg er dog stor tilhænger af respektfuld kommunikation, så det gør jeg (naturligvis) ikke. 

I stedet nøjes jeg med at undre mig i mit oprørte, stille sind: Hvad pokker er der blevet af samtalen? Den ægte, undersøgende tovejsdialog. Den der nysgerrige ord-ping-pong, hvor mennesker, i en uforfalsket iver efter at lære hinanden at kende, spørger interesseret ind til det, der netop er blevet sagt. 

Det er som om samtalen i mange sammenhænge er blevet arkiveret lodret og i stedet erstattet med tiltalen, envejsdialog, der ser sådan her ud: Hør, hvad jeg har oplevet, og hvor spændende et liv jeg har. Punktum. Hvis du fortæller noget, vender jeg det døve øre til (eller tjekker Facebook). Ordene får ikke lov til at få plads og rum til at falde til bunds og forbinde parterne med hinanden. De - både ord og parter - skøjter rundt på overfladen, hvor de ikke har mulighed for at folde sig ud og skabe ægte forbindelse mellem hinanden. 

Er jeg alene om at opleve, at ordbolden ofte kun bliver grebet men ikke kastet tilbage? Hvad sker der så i situationen? Forvandler du dig til en klon af Clement Kjersgaard, der 'interviewer taleren midt over'? (i håbet om, at vedkommende interviewer tilbage) - eller klapper du i som en østers? 

Hvad får vi ud af at omgås hinanden, hvis det, det primært gælder om, er at få fyret sit eget ordkrudt af? Tænk alt det spændende og lærerige vi misser, hvis vi kun taler om os selv uden at lytte til den anden; hvis vi kun besvarer spørgsmål men ikke sender nogle retur. 

Interesse og nysgerrighed er med til at skabe nære og nærende relationer. Dem risikerer vi gå glip af, hvis vi ikke tager os tid til at undersøge, hvem det menneske, der sidder eller står over for os er. 

Ord, der udveksles i videbegærlig respekt, kan bringe mennesker meget tæt på hinanden. Er det egentlig ikke det, livet handler om? Nærhed. Mon ping-pong er blevet erstattet af ping-ping, fordi den sårbarhed, der følger med, når vi kommer tæt på hinanden, er for skræmmende? 

For mit eget vedkommende er sagen klokkeklar: En relation bliver hul, overfladisk og mister sin værdi, hvis pong mangler. Det får nysgerrigheden til at fordampe, og lysten til at ping'e fiser ud med badevandet. Tilbage er en tom og tæt på intetsigende relation, hvor fornemmelsen af forbundethed kan ligge på spidsen af en knappenål. 

"Brug ørerne og ikke munden". Ordene blev sagt af en ung mand, da jeg forleden holdt foredrag. Nogle kammerater bag ham irriterede ham med deres snak. Sætning skrevet bag øret. Tak. 

Vi skal øve os i at være stille og lytte. Ikke hele tiden stå på spring for at sætte vores egne ord forrest i bussen. Lyt. Lyt til, hvad andre fortæller dig. Lyt nysgerrigt. Du behøver ikke være bange for, at dine egne ord ikke får plads. Vis andre vejen med at lytte. 

Og stil så spørgsmål. Du kan til enhver tid finde en tråd i ordtæppet at hive fat i. Du vil opleve ægte forbindelse til et andet menneske, hvis du giver vedkommende dit pong. Samtale er meget mere givende end tiltale. Tovejsdialog åbner døre og skaber forbindelse og sammenhørighed mellem mennesker.