Ikke sådan en, der får stress
Af: Mentor, foredragsholder og skribent Charlotte Lind

"Jeg indlægger dig, så vi kan få undersøgt, om der har været en blødning eller blodprop i hjernen", siger lægen.

"Kan jeg cykle hjem og hente min toilettaske?" spørger jeg forvirret. 

Få timer forinden har jeg siddet på mit kontor, hvor jeg har slæbt mig ud efter endnu en roterende nat på madrassen. Nu er jeg landet på OUH. Og nej, jeg kan ikke hente min toilettaske. De føleforstyrrelser, jeg har forsøgt at ignorere, bliver taget pivalvorligt. 

I en hel uge har den ene side af min krop snurret og sovet. I flere år har mit "kødhylster" bedt om min opmærksomhed. Ondt i nakken, smerter i den ene skulder, søvnbesvær, tankemylder, prikken i fingrene. Læg dertil verdens korteste lunte. Signalerne har været mange. 

Forsøger din krop også at råbe dig op? 

Fire dage efter indlæggelsen falder lægens dom på baggrund af CT- og MR-scanninger, blodprøver, blodfortyndende medicin og undersøgelser i hoved og r**: "Jeg tror, det er stress. Prøverne viser ikke noget". 

Stress? tænker jeg. Den må han længere ud på landet med. Jeg er ikke sådan en, der får stress. Stress er noget, svage mennesker rammes af (jeg er heldigvis blevet klogere). Jeg er stærk og sej og kan ikke rammes af den slags. Så jeg skriver en sms til min chef: "Der er ikke noget alvorligt i vejen. De siger, det er stress. Jeg holder fri i morgen, og så ses vi på mandag". 

Mandag møder jeg ind. 2½ dag senere går jeg hjem igen. Med bragende feber og snotnæse. Fredag sygemelder egen læge mig... med stress. Jeg kommer aldrig tilbage til mit arbejde igen. 

Hvorfor lader vi - for jeg tillader mig at antage, at jeg ikke er alene - os selv komme helt derud, hvor der skal en glidende tackling til, før vi stopper op? Hvad er årsagen til, at vi ikke lytter til de alarmklokker, der bimler højt? 

Ofte får chefen skylden for, at stresshammeren falder. Og ja, jeg har hørt og læst historier, hvor en chef på forskellige måder kører en ansat i sænk. Forfærdeligt. Men i min verden har vi selv et ansvar for, at vores kano ikke lander i sivene, hvor vi så sidder topstressede og river os i håret for at komme fri. 

Længe før jeg landede på snotten i stressbaljen, vidste min sjæl godt, at noget var galt. Men fordi jeg ikke fra barnsben har lært at lytte til mit indre, kunne jeg ikke afkode min krops signaler og trække stikket, selvom den tiggede og bad mig om det. Så jeg valgte at følge mit gamle mønster: At klemme balderne sammen og overhøre mig selv. Det fældede mig. 

Det, jeg fandt ud af, da jeg sad og kukkelurede i sivene, var, at der manglede to afgørende egenskaber i min livs-værktøjskasse: Evnen til at sige nej og evnen til at sige fra. Det har krævet et utal af timer i træningslejr at blive fortrolig med "værktøjerne", men takket være dem fik jeg taget ansvar for mig selv og kom ud af sivene. I dag - godt tre år efter indlæggelsen - kender jeg endelig min krops sprog, og mine balder er for det meste afslappede.

Til dig, der er tæt på at være den næste soldat, der falder på stressslagmarken: Hvis din krop eller dit sind fortæller dig, at du ikke kan mere, så lyt. Også selvom det er skræmmende. Det er din sandhed, du mærker. Stress er ikke svaghed. Stress er et udtryk for, at du har været stærk alt for længe.