Ikke flere skattestigninger i Odense
Af: Direktør, fhv. byrådsmedlem Lasse Bork Schmidt

Med byrådsvalget overstået og en klar sejr til Peter Rahbæk Juel i kampen om borgmesterposten de næste fire år, så må det være tiden til at se fremad i odenseansk politik.

Jeg har bemærket, at der er flere - blandt andet her i avisens debatspalter - der har luftet kreative analyser på valgresultatet. Men grundlæggende, så var der vel bare mange vælgere, der gerne ville genvælge borgmesteren. Fordi han egentlig har gjort det meget godt. Og så er den nok ikke så meget længere.

Men valgresultatet bør åbne for nogle nye politiske muligheder. Og jeg håber virkelig, at borgmesteren kan se de muligheder. Og ikke bare svømmer helt væk i begejstring over den store opbakning.

Jeg tror ikke, at valgresultatet var et udtryk for, at odenseanerne bare elsker, at skatten stiger. Med den nye sammensætning af byrådet - Enhedslisten sat uden for indflydelse - så bør en af borgmesterens første beslutninger derfor være at aflyse den skattestigning, der er bebudet i budget 2019. Så må de røde partier finde på et andet navn end "velfærdsprocenten". Det er alligevel et misvisende navn, fordi skattestigningen rammer de laveste indkomster og kommuner, der er langt fattigere end Odense.

Socialdemokratiet i Odense må - med 13 pladser i byrådet - i den grad være forpligtet på et bredt samarbejde og en bred enighed om udvikling af byen.

Venstre må - efter sit valgnederlag - være nødt til at komme ud af rollen som surmulende og negative.

Borgmesteren og Socialdemokratiet har nu - og intet er jo som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget - en størrelse, hvor de ikke behøver at tilgodese den yderste venstrefløj, men hvor de netop kan søge et bredere samarbejde.

Der er selvfølgelig en risiko for, at borgmesteren misforstår vælgernes signal og tror, at de mange stemmer er en opbakning til at fortsætte den linje, hvor man ikke lytter til mindretallet. Men jeg håber virkelig, at man tænker sig mere om hos Socialdemokratiet. Og at man indser, at det faktisk forpligter at være så stort et parti, som vælgerne gjorde dem til ved dette valg.

Ellers skal jeg da erindre om valgene i henholdsvis 2001 og 2005. I 2001 skaffede Anker Boye en valgsejr på forrygende 46,9 procent af stemmerne - altså mere end Peter Rahbæk Juels 41,8 procent - men allerede fire år senere i 2005 havde man skubbet en tredjedel af vælgerne væk og måtte nøjes med 32 procent.

En stor valgsejr er altså ikke vælgernes ønske om magtarrogance og manglende samarbejde. Det håber jeg, byens borgmester husker.