Husker du at forkæle dig selv?
Af: TalentMentor, foredragsholder og cand.mag. Charlotte Lind

"Der er to frikadeller til hver, for der skal også være til i morgen". Det er en af de sætninger, der står skarpt fra min opvækst i 70'erne. Pengene skulle nå 360 grader rundt om hver måned, og det var måden at gøre det på. Det virkede. Der var altid mælk i posen (jeps, vi fik mælk i poser) og mad på bordet. Men som voksen kan jeg se, at der har været en bivirkning ved frikadellereglen: Manglende selvforkælelse. 

Den økonomisering med midlerne, jeg lærte som barn, har bestemt gavnet mig i mit voksenliv. Som kontorelev kunne jeg tage på udlandsrejser, fordi jeg mestrede opsparingens kunst. Som studerende gik min SU særdeles langt på literen, fordi jeg cyklede rundt fra butik til butik for at købe på tilbud. 

Jeg bliver stadig jævnligt grinet ad, fordi jeg er sådan én, der sparer. Men min konto er aldrig tom sidst på måneden. Ved min skilsmisse beholdt jeg både huset og skindet på næsen, selvom jeg var alene om alle regningerne. Jeg behøver ikke få repareret min bil på klods. Julegaverne bliver ikke finansieret ved hjælp af kvicklån. 

Bagsiden af sparemedaljen viste sig ved, at der i mange år var temmelig langt imellem forkælelses-snapsene. Det gik op for mig, da en veninde på et tidspunkt spurgte mig, hvornår jeg sidst havde gjort noget godt for mig selv? Min datter har jeg ingen problemer med at forkæle. Men mig selv? Hvad vil det overhovedet sige at være god ved sig selv? Jeg var blank. Det eneste, jeg vidste, var, at når jeg bevægede mig ud i noget, der mindede om selvforkælelsesland, begyndte grunden at gynge under mig. Det føltes faktisk slet ikke rart at løse billet til den destination. 

Folk, jeg kender, der er gode til at forkæle sig selv, rystede på hovedet ad mig og kaldte mig sær. Jeg var ved at få fortidsfrikadellerne galt i halsen, når jeg lagde ører til, hvad de lige havde købt eller foretaget sig. Det virkede både ødselt og ekstravagant i min verden. Men min venindes ord ville ikke slippe taget i mig. Jeg begyndte at gennemgå mit selvkærlighedsregnskab. 

Hurtigt stod det klart for mig, at frikadellereglen blev ved med at stikke en kæp i mit nydelseshjul. Den havde med årene fået mig til at tro, at det var vigtigere, at tallet på lønkontoen voksede end at nyde livet. Så vågnede jeg op. Hvis ikke livet nydes, imens vi har det, hvornår så? Mig bekendt skal vi ikke have penge med på vores sidste rejse. 

Nu er det ikke sådan, at jeg fyrer hver en krone af på nydelse. Der skal jo også være penge til min datters frikadeller. Min udprægede sans for økonomi gør ganske vist livet lettere. Men den får ikke længere lov at diktere mit liv og fratage mig forkælelse. Hvis man ikke omsætter de penge, man ærligt og redeligt har (for)tjent, til noget, der giver glæde og skaber minder til en regnvejrsdag, hvad er de så egentlig værd? 

Vi skal nyde livet, imens vi har det. Det er overstået på et splitsekund. Jeg har prøvet at fornægte mig selv livets goder til fordel for et guldmedlemskab i banken. Det blev jeg ikke gladere af.

Til gengæld kan jeg knappe mit smil i nakken, når jeg f.eks. sidder på en kro i det mørke Jylland og nyder en middag med min bedste veninde. Husker du at forkæle dig selv og nyde livet?