Et Europa for fremtiden
Af: Frederik Kronborg - byrådskandidat, Enhedslisten

Nu siges det, at forandringens vinde blæser. Efter det franske præsidentvalg står kommentatorerne i kø til at genoplive EU. 

Problemet er, at denne drøm kun findes i hovedet på de kommentatorer, der til enhver tid ønsker mere og mere EU. Problemet er, at EU-positivisterne stadig ikke forholder sig til virkeligheden. Problemet er, at intet er forandret. 

Som værende født i '92, og altså stadig en eller anden form for ung, så har jeg helt utroligt svært ved, at sætte fingeren på, hvornår EU har været progressivt. Når vi til enhver tid diskuterer EU's eksistens, så fremhæves det, at "EU er fredens projekt".

Giver man sig til at læse traktaterne, så møder man et helt andet billede. Her finder man iskolde nyliberale og djøf-agtige politiske programmer. Alt må og skal underlægges markedets og finansfyrsternes ønsker. For de ved jo bedst. 

Men hvem fanden kan finde håb i det? Hvem kan stadig tro, at det er en glimrende idé efter finanskrisen? 

Men hvis ikke EU er løsningen, hvad er så? Jo, det er faktisk mere simpelt, end det bliver gjort til. Ganske almindelige aftaler på tværs af landegrænserne. Fornuftig EU-modstand handler nemlig ikke om at lukke sig inde i sin egen lille nation. Men at skabe nogle solide internationale aftaler på et frivilligt grundlag. 

Når vi i dag skal løse verdens flygtningesituation, klimakrisen eller stigende ulighed, så finder vi aldrig svarene i magtelitens overstatslige EU. 

Når vi ser krige, der har skabt et rekordhøjt antal flygtninge, må løsningen ikke være en isolation. Og skulle enkelte håbløse stater som Ungarn eller Polen vælge en sådan kurs, så nytter det hverken at følge trop eller tvinge dem til underkastelse. Derimod handler det om at løfte sit eget ansvar. Der er i det nuværende system intet til hindre for at indkalde alle villige stater til at lave en plan uden om EU-bureaukratiet. Det er kun viljen til en løsning, der mangler. 

Klimakrisen får vi aldrig vendt, så længe EU sætter markedet først. Der er alvorligt brug for både nationale og internationale standarder for produktion og CO2-udledning. Men så længe EU-systemet sætter fokusset på profit over menneskeliv ... Derfor må næste træk være statslig ulydighed og stramme op og være et reelt grønt foregangsland.   

Uligheden stiger international og nationalt, også under den socialdemokratiske regering. Også her forsvarer EU's markedsfiksering dem, der hiver milliarderne hjem, og tvinger bl.a. Grækenland til at føre den nedskæringspolitik, grækerne stemte ned i 2015. 

Tiden er kommet til et opgør med EU til gengæld for fællesskabets, demokratiet og lighedens Europa.