Behandler-systemet. De sidste øretæver - dem får man
Af: Leif Henriksen, Rughøjvej 78, Bellinge, Odense SV

Ved den årlige stiftelsesfest i Håndværkerforeningen i København for en del år siden, skete der et brud på de århundrede år gamle traditioner. Der var en taler uden for programmet.

Det var skipper Mogens Frohn Nielsen, æreshåndværker, som i en kort tale forklarede den indbudte kreds om sin nedtur tidligere på året, og hvorfor han nu vendte tilbage. Som en rød tråd gennem talen mærkede man, at han i grunden ikke længere havde kræfter til at klare kampen mod det etablerede behandlingssystem, som han ret naturligt ikke kunne indordne sig under. Men gjorde det alligevel, fordi han ikke ville svigte de unge i Fulton-projektet.

Det var ikke uventet, at Skipper skulle kanøfles. Han er jo fynbo, aparte og, det værste af alt, han opnår resultater. Resultatorientering er et uartigt ord i det danske behandlingssystem, hvor man i stedet markerer sig med noget, man kalder social og politisk bevidsthed.

Ligesom de offentlige behandlingsinstitutioner tog Fulton Stiftelsen sig af unge, som af den ene eller den anden grund ikke kunne indordne sig i systemet, som regel kriminelle i større eller mindre grad. Men hvor man i det offentlige behandlingssystem anvender lidt halvstuderet psykologi, lidt socialiseret pædagogik og andre smarte behandlingsmetoder, brugte Skipper de lidt gammeldags metoder, som blandt andet indebar disciplin - og nu og da et par øretæver.

I et indlæg i en provinsavis skrev en statsautoriseret pædagog lidt nedladende, at Skippers behandlingsmetoder var en blanding af kærlig naivitet og barsk disciplin. Det er sikkert en ret rigtig beskrivelse. Men mon det alligevel ikke er et bedre udgangspunkt for opdragelse og oplæring af de unge end et seks-måneders kursus på den sociale højskole? Resultaterne tyder i hvert fald på det.

Fulton-projektet har gennem mange år været ombølget af enorm interesse fra mange mennesker og har modtaget pæne pengebeløb til driften. Men desværre må vi nok erkende, at da Skipper pludselig blev angrebet bagfra, og en meget lille kreds af det etablerede systems behandlere endeligt fik skovlen under ham, så var vi mange tilhængere ikke i stand til at skabe en ordentlig samlet opbakning, som Skipper trængte til. For beklageligvis er det, i velfærdssamfundet Danmark, lettere at tage et par hundredekronesedler op af tegnebogen for at udtrykke sympati end at gå ind i en debat med en klar utvetydig holdning. I hvert fald hvis denne holdning går mod det officielle behandlingssystems interesser.

Korporlig afstraffelse, som øretæver hedder i jura, er forbudt. Dog har forældre beholdt revselsesretten over deres børn.

Men når en mand som Skipper helt uegennyttigt overtager både forældreforpligtelsen og ansvaret, og tillige giver barnet en slags forældrekærlighed, så følger revselsesretten alligevel ikke med. Det havde Skipper taget ganske let på indtil foråret 1985.

Da han ikke blot brugte andre metoder end dem, man underviser pædagoger i, men også opnåede langt bedre resultater, måtte han altså ned, og det kom han. Men for børnenes skyld kom han op igen -med begrænsede øretæve-beføjelser. Hvem det så end kan gavne, så er det i hvert fald ikke de unge.

Da den tidligere verdensmester i boksning, Rocky Marciano, trak sig tilbage ubesejret, forklarede han sin beslutning med ordene: - De sidste øretæver, dem giver man ikke, dem får man.

De ord kunne Skipper Frohn Nielsen gøre til sine. Det er betingelserne for at være idealist i et halvsocialiseret behandlingssystem.