Barndom i Nyborg. 50'er-opvæksten var et helvede
Af: Ernst Nielsen, Skovsangervænget 3, Odense NV - censor i specialpædadogik

Jeg er opvokset som et fattigt barn af 50'erne. Vi er ikke så mange tilbage fra dengang, og det skulle jø nødigt gå i glemmebogen - ellers tror man, at Danmark altid har været sådan, som det er nu.

Men i 50'erne havde jeg intet og da slet ikke af det spiselige. Alt blev handlet på klods hos købmanden for de penge, vi ikke havde. Min mor bad mig hente noget afskåret pålæg ved slagteren. Det vil sige, at jeg skulle vente, til kirkeuret havde slået halv seks for så lukkede forretningen. Jeg var instrueret i at bede om noget afskåret pålæg, der alligevel skulle smides ud.

De flinke damer kiggede hver gang på mig, men jeg fik det uden betaling. Så havde vi til pålægsmad og biksemad en tre-fire dage, og så stod jeg igen ved slagterforretningen og det samme gentog sig igen og igen.

Vi boede ved havnen i Nyborg, og Kulimporten var lige ved siden af. Når vinteren bed, sankede jeg kul ved hegnet. De små fingre kunne lige nøjagtig komme igennem trådhegnet. De flinke kularbejdere havde hver dag smidt et par hektoliter koks ved hegnet. Hvorfor? Jo, på toppen af hegnet var der pigge så spidse som knive. Og de ville jo nødigt komme en morgen og se et barn spiddet på toppen af hegnet.

Jeg fik også job ved gamle fru Olsen - ja det hed hun. Men inden vinteren var ovre, blev jeg fyret med at bringe koks op til hendes lejlighed. Det var jo ikke alt koks, der kom op.

Nogle gange forsøgte vi os med at stjæle roer fra jernbanevognene, men de var uspiseligt søde at få ned - men ned kom de. Da julen nærmede sig, fik vi pakker fra Frelsens hær.

I kan ikke forestille jer, hvilken lykke det var med godter og flæskesteg. Jeg har altid været dem dybt taknemmelig og bidraget hvert år med et beløb i erindringens tak.

Den gamle, altså min far, måtte hver dag møde op på fagforeningskontoret og få stemplet i bogen, ellers var der ingen penge. Dem var der for øvrigt ikke nok af.

Byens byråd var også bekymret for os, så det blev besluttet på et byrådsmøde, at vi byens fattige unger skulle have et måltid varmt mad til middag. Det fik vi så igennem flere år på det, vi kaldte menighedshjemmet, hvor lokale nonner (Stella Maris) forestod bespisningen. Ingen kom ind uden at inhalere en spise skefuld flydende levertran. Vi fik alle en ren ske, det skal siges.

To retter mad fik vi altid, selvom det ikke var alt, jeg kunne lide, men ned kom det dog om end med besvær. Det værste ved fattigdommen var dog ikke så meget manglende mad og penge. Men det var, når jeg besøgte byens bedste borgere og de sagde til deres søn, at de ikke måtte tage mig med hjem en anden gang. Det gjorde smerteligt ondt, og jeg kom på en eller anden måde til at hade bedste borgerne.

Når jeg kom i deres hjem med deres sønner, var det, fordi jeg spillede på de bedste hold i fodbold og håndbold som ungdomsspiller. Min far, der altid brokkede sig over manglende arbejde på fagforeningskontoret, blev til sidst sendt til Frederiksværk Stålvalseværk i et par år. Jeg kaldte det deportation.

Som syv-årig måtte jeg overtage min fars forpligtelser - altså med at jage rotterne ud af køkkenet og mure hullet til ved kloakken, hvor de var kommet ind. Min mor var rædselsslagen og stod på køkkenbordet og skreg. Tiden gik, og mor stoppede netstrømper for de fine damer. Hun tog to kroner pr. par. En gang spurgte en dame, om det nu var pengene værd? Til det svarede min mor, at i så fald det ikke var tilfredsstillende, så skulle det ikke koste hende noget.

Pantefogeden kom jo også forbi i den tid. Det sjove var, at da han havde gået lejligheden igennem, sagde hans kollega: Skal vi ikke have noget med herfra, det plejer vi jo. Hvortil pantefogeden svarede, kan du se noget af værdi?

Senere kom der faste stillinger til og bedre boligforhold. Men helvedes halvtredser opvækst glemmer jeg aldrig i min levetid.