Kjeld Bjerre: Når man mister en bådshage

1: Når de gamle skuder entreer den indre havn igennem vippebroen ?

Kjeld Bjerre: Når man mister en bådshage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2. del: Kjeld Bjerre fortsætter videre på båden ad de hollandske kanaler til byen Muiden.

Af en eller anden grund er det svært at få snøvlet sig af sted. Der er altid lige tre-fire ting mere, som det ville være rart at få ordnet på den lille skude, før vi forlader hjemhavnen, Monnickendam, en lille by i den sydlige ende af Ijselmeer.

Det dryppede eksempelvis fra stævnrøret - det er det leje, som skrueakslen går igennem, og det skal naturligvis være tæt, så verdenshavet ikke ender i sumpen under vores fine nye Bukh. Hertil skal bruges en særlig type fedt, som sjovt nok kaldes stævnrørsfedt - men hvad hedder det på hollandsk?

Og så skulle vi bruge en gasregulator til grillen - den berømmelige Cobb er nemlig sat i land, fordi den har vist sig komplet umulig at stuve væk i vores lille damper. I stedet fandt jeg en lille flad franskmand frem af gemmerne - den passer perfekt ned i den agterste kistebænk, men den kører på gas, og jeg mangler en regulator - hvad hedder det på hollandsk?

Og så skulle jeg bruge nye splitter til vantskruerne. Det er kort fortalt nogle små dimsedutter, som skal hindre masten i at vælte. Ikke helt uvæsentligt.

Og så ville jeg gerne have en "hævert" til at hælde diesel på med - og så skulle båden lige skrubbes og skures udvendigt og indvendigt, og så skulle jeg bakse fire nye akkumulatorer om bord - og en benzingenerator - og jeg skulle reparere bomstolen.

2: ? er romantikken så tyk, at den er til at skære i. Men ?
2: ? er romantikken så tyk, at den er til at skære i. Men ?

Så ta'r vi cyklerne frem

Men heldigvis er det sådan, at Fruen aldrig synes, at det haster mere, end det jager - altså med at komme ud af havnen - ud at sejle. For hendes skyld - og for Hunnis - kunne vi blive i Monnickedam i ugevis, for her er alt, hvad et feriehjerte kan begære - kanaler og små brolagte gader, fine gamle huse, restauranter og caféer - klokkespillet klemter hver time, og der er kun et par minutter på cykel til købmanden og bageren.

Apropos cykler - vi har investeret i et par gode foldecykler af den "rigtige" slags. Engelske Brompton - rasende dyre, men jeg fandt et par billige brugte. De kører rigtig godt og kan foldes sammen til næsten ingenting, så de kan stå på fordækket uden at fylde for meget - og vi bruger dem hele tiden.

Dels er der det praktiske, at man kan smutte i supermarkedet på 5-10 minutter, selvom det ligger i den anden ende af byen. Vi kan få fyldt gasflasken uden at skulle vandre i timevis - af en eller anden grund bor gasmænd altid ad pommern til i den anden ende af byen.

Og vi kan cykle bare for at cykle - af sted med Hunni - måske bare for at hente lidt brød. Cyklen er en Guds gave til kanalsejleren - og i Holland er trafikken ovenikøbet indrettet på cyklernes præmisser.

3: ? en gammel dame skal manøvreres med fast hånd: Fuld kraft frem - og så bak!
3: ? en gammel dame skal manøvreres med fast hånd: Fuld kraft frem - og så bak!

Fedt og strøm

Nå, men det var det stævnrørsfedt: Stævnrøret er det rør, som skrueakslen løber indeni - i hver ende er der et leje, som er pakket med asbestsnor og smurt med vandfast fedt, så der ikke løber vand ind ved akslen. Hver dag trykker man en smule fedt i, så det ikke drypper.

I den traditionelle hollandske version af dette princip er det ikke kun lejerne, men hele røret, man pumper fuldt af fedt. Og da vi netop havde skiftet skrueakslen, manglede der en hel del - så vandet dryppede ikke, men småløb ligefrem ind i båden - uha-uha!

Nej, det er ikke så galt, sagde mekanikeren - du skal bare trykke en hel patron med fedt ind i røret. Pr. cykelbud fik jeg fat i den rigtige slags fedt, og jeg pumpede løs - og så var det problem klaret.

Gele-akkumulatorerne blev slæbt om bord, og jeg fik forbundet dem - midlertidigt - fordi hele systemet skal sættes anderledes op, men nu kører det, og vi har strøm nok til at holde køleskab og så videre snurrende i godt et døgns tid uden brug af motor eller landstrøm.

4: Her har den originale vare - åben båd af eg, som de blev bygget i 1800-tallet, da Ijselmeer var åbent hav og et paradis for fiskere - og ?
4: Her har den originale vare - åben båd af eg, som de blev bygget i 1800-tallet, da Ijselmeer var åbent hav og et paradis for fiskere - og ?

Flugt-skipper

Og så var der bomstolen - eller man skulle måske kalde den for mastestolen. Det er en simpel indretning helt ude på bådens agterende, som dels bommen, men især masten kan hvile i, når man lægger den ned - fidusen er, at med masten lagt ned kan man sejle under de fleste broer, uden at de først skal åbnes.

Problemet var, at medens vi var hjemme i Danmark, havde "nogen" vædret os agten fra - og det var bomstolen, som havde taget skraldet: Den var presset 25-30 grader forover - selve bomstolen var intakt, men det gods, som den er gjort fast i, var bøjet og noget træværk splintret.

Det er jo, hvad der sker - at man ramler ind i hinanden - men denne "nogen" havde glemt at lægge en seddel med navn og telefon, og DET er skideirriterende. Det koster trods alt enten tid eller penge at reparere.

Vi kunne formodentlig få vores egen danske forsikring til at betale, men det er sgu da ikke rimeligt. Og i sidste ende er det nok lettere bare at lave lortet selv?

Jo, sådan blev det: Jeg lånte lidt værktøj af Jan mekaniker - med donkraft og en mægtig hammer bankede og regerede jeg i et par timer - med bulder og brag, så "flugt-skipperen" forhåbentlig hørte det og fik dårlig samvittighed. De ramponerede detaljer af træ må vente, indtil jeg kommer hjem på værkstedet.

5: ? her har vi så en moderne (1976) kopi i stål - med køleskab, vand i hanen og dansk kaptajn.
5: ? her har vi så en moderne (1976) kopi i stål - med køleskab, vand i hanen og dansk kaptajn.

Som i gamle dage

Så var vi klar - Bukh'en spinder, og vi trisser ud af lystbådehavnen, netop som en hel flok af "vore egne" står ud af inderhavnen. 25-30 gamle, fladbundede hollændere med mægtige master, bovspryd og sidesværd har deltaget i den lokale havnefest med øl og musik på kajen - natten lang. Og her til morgen lå røgen tæt over havnen - hele vejen langs kajerne, over broen og op i de små gader, stod hollændere på stribe nemlig og dyrkede den nationale sportsgren: rygning af fisk.

Man kunne dårligt nok sparke sig frem for store og små røgerier.

Traditionen fornægter sig ikke i de små havnebyer rundt om Ijselmeer: Den sidste anstændige fisk blev fanget for mange år siden, da det store dige blev bygget, og Ijselmeer blev til en indsø med plumret ferskvand, men ikke desto mindre dyrker hver eneste lille by på kysten sin fortid med sild, makrel og søtunge - i realiteten er de fanget ude i Nordsøen, landet i Den Helder og transporteret pr. bil til de gamle fiskeribyer.

De fine i Muiden

Vi sluttede os til kortegen af gamle skuder - der var ikke meget vind, så vi gik alle for motor, og med udelt fornøjelse og barnlig glæde kunne jeg konstatere, at den nye tre-cylindrede sparkede akkurat så meget røv, som jeg forventede: Vi kunne uden besvær følge de andre - en helt ny fornemmelse.

Vi satte kursen tværs over søen, og her havde jeg regnet med, at den nye (brugte) autopilot skulle passe rorpinden, fordi jeg hader at stå til rors - og Fruen nægter simpelthen, medmindre det er en decideret nødsituation. Men den virkede ikke - så såre, man sætter den på "Auto", vælger den et dreje lidt til den ene eller den anden side, og hvor den herefter burde korrigere ved at nøkke rorpinden en smule modsat igen, reagerer den ulogisk ved at dreje mere og mere væk fra kursen.

Helt tosset, og i mit hoved giver det kun mening, hvis den inde i sin lille computer-hjerne har fået byttet rundt på styrbord og bagbord.

Men det må vente - vi ankom vel i behold til Muiden (udtales Mawden). Det er ikke noget stort, men et meget hyggeligt sted - og det er kendt for at være der, hvor velhaverne holder til.

Det vrimlede da også med store og uforskammet kostbare og velholdte både af enhver art, men vi er trods alt i Holland, så der er plads til alle - den flinke havnefoged hoppede og sprang for at finde os den bedste havneplads, hvor vi både kunne få strøm OG ligge langskibs, så Hunni har let ved at stige i land.

Det sjove er, at når hun indimellem stryger i baljen, er det aldrig fra den høje stævn - den klarer hun i et elegant hop og uden betænkeligheder. Langs siden, hvor det ser let ud, er der derimod glatte kanter, hvor hendes poter kan smutte, og så siger det plask.

Plask

Det gjorde det i øvrigt også næste dag, men jeg har lovet Fruen, at det vil jeg ikke fortælle om. Hun var, kunne man godt sige, i nogen grad involveret i dette plask - og det kostede en bådshage.

Hun ville nemlig skubbe fra med bemeldte og ganske fine bådshage - den af træ med en knop for enden, sgu - fordi hun mente, at jeg kom for tæt på en stor, fin og dyr motorbåd. Hvad der naturligvis intet havde på sig, for jeg havde fuldstændigt styr på situationen!

Men hun lagde i hvert tilfælde alle kræfter i, og så smuttede bådshagen - og pludselig hang Fruen og dinglede i armene - fra motorbådens søgelænder.

Jeg fik maskineriet i neutral og ilede galant til undsætning - men jeg skulle ikke blande mig, og ved egen kraft lykkedes det min livsledsager at få møvet sig tilbage - over på den rigtige båd. Uden en skramme, uden at være synderligt våd - og uden bådshage.

Kjeld Bjerre: Når man mister en bådshage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce