... og så virker det!

Det var jo faktisk meningen, at det projekt, som jeg roder med i disse dage, skulle have været færdigt - og klar til at blive præsenteret her i spalterne i dag. Og det er også tæt på! Men lige ved og næsten gi'r ingen fut i festen - som man siger - jeg gør i hvert tilfælde og prøver egentlig bare at fremstamme: Undskyld, men jeg nåede det altså ikke til tiden ...

Men ellers går det faktisk planmæssigt. Jeg vil endda sige, at det går lidt bedre, end jeg forventede, da vi sluttede i sidste uge. Ideen var at bygge et robust løftebord - et arbejdsbord, som kan justeres i højden OG kan klare en stor vægt. Vi taler om 100 kilo - altså to gammeldags sække cement eller fire af de nye for tøsedrenge.

Jeg tror ikke, at bordet kan løftes, medens vægten er på, men jeg er ret sikker på, at når det er justeret i den ønskede højde, kan det uden problemer bære 100 kilo. Det er i hvert tilfælde planen, og efter en mindre depression i sidste uge ser alting nu ganske lyst ud.

Ligesom den stol

Det sluttede jo med, at jeg nærmest forbandede min egen "gode idé" om, at man må kunne lave et solidt "sakse-bord" helt i træ og fremstillet af lameller - 60 næsten ens pinde, idet de blot er skåret i forskellige længder og forsynet med et antal snedigt placerede huller. Pus lidt rundjern og en god klat lim - nix weiter.

Det skulle altså være et teknisk avanceret bord i sin funktion, men så simpelt i konstruktionen, at det kan laves med en kap/geringsav og en søjleboremaskine. Og jeg mente i ramme alvor, at det ikke kunne være noget problem, for oppe i hovedet havde jeg billedet af en stol, som netop er lavet af lameller, som krydser hinanden og er samlet med en gennemgående aksel - og troede i min naivitet, at jeg bare kunne smutte ud på nettet og stjæle (det hedder "at lade sig inspirere" ...) mekanikken bag et tilsvarende bord med understel udført som et stort X.

Husker forkert

Men i virkelighedens verden (i form af Google) findes løsningen ikke. Og den stol, som jeg havde i tankerne, viste sig at være langt mere primitiv, end jeg huskede den. De billeder, som jeg har fundet, er af en stol, hvor det kun er ryg og sæde, som krydser hinanden - understellet er hængslet på helt traditionel og kedelig vis.

Så det var altså helt forfra - jeg stod mutters alene i verden og skulle finde på, hvordan man kan få bordplade, bundplade og det store X til at flette sig ud og ind i hinanden på en måde, så når man "trækker X'et sammen", løfter bordpladen sig. Og jeg endte med at smide håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke få puslespillet af pinde til at gå op - og jeg endte med at love, at jeg ville proppe alle lamellerne i brændeovnen og i stedet bygge et mere traditionelt løfte-bord - og præsentere det på denne plads - i dag.

Måske alligevel

Så jeg satte mig endnu engang ned og tænkte. Og jeg nåede frem til, at det enkleste er at lave en solid ramme og forsyne den med en plade - og så ellers nogenlunde samme princip som før: To store X'er, men fordi der kun er to, skulle de laves i kraftigere materiale ...

Så faldt det mig ind, at den eneste reelle forskel på det, som jeg nu prøvede at hitte på, og så den model, som jeg allerede havde lavet, var pladen - pladerne: Ved at lægge en plade under bunden og en anden som top på bordpladen opnåede jeg, at de to sider i X'et ville få samme højde - både højre og venstre side ville hvile direkte imod pladen, og dermed ville X'et hejse bordpladen vandret op.

Så jeg behøvede altså ikke at lave helt om på det hele - jeg skulle bare fjerne de hjul, som sad i den ene side af X'et - og hekse lidt med rækkefølgen af lamellerne, så mellemrummene fremkom de rigtige steder - og smække en solid plade af krydsfiner over og under.

Enkelt og dog

Det krævede lidt heftig tænken frem og tilbage - jeg skulle bore lidt flere huller, og jeg skulle eksperimentere lidt med rækkefølgen af lamellerne, så jeg ikke kom til at lave en lille, men fatal brøler. Den vigtigste erkendelse er den simple, at bundplade og topplade er spejlbilleder af hinanden: Lamellerne er fuldstændigt de samme - lang og kort - og det giver sig selv, at mellemrummene i hver ende bliver forskudt for hinanden, men det skal de desuden og nok så vigtigt også være i det lodrette plan.

Det vil sige, at mellemrummene i eksempelvis venstre side forneden skal være forskudt for mellemrummene i venstre side foroven - og det samme gælder i højre side. Det er det, jeg mener med, at lamellerne skal lægge ens op på de to plader - blot skal rækkefølgen være spejlvendt. Enkelt, og dog lidt svært at fatte - og forklare - men det er let at se på billedet.

Strategisk limning

Næste problem er så at få samlet skidtet. Det er jo på sin vis ret enkelt, men det er altid uendelig bøvlet at lime en masse stumper sammen i ét hug, fordi delene har det med at glide i forhold til hinanden - og i dette tilfælde har vi endda brug for, at hver eneste pind ligger hyper-nøjagtigt, fordi de ikke bare skal "se ud", men udgøre en kompliceret mekanik.

Så vi har brug for en gennemtænkt strategi. Det første og vigtigste punkt er valget af lim - jeg har brugt polyurethan, fordi det "fylder" og derfor ikke kræver slet så perfekt en opspænding, og især er det længe om at hærde, så man har god tid til at justere og rette til. Strategiens andet punkt består i, at jeg har boret to ekstra "styre-huller" i hver enste pind - de er boret efter faste mål på søljeboremaskinen, så de er hysterisk nøjagtigt placeret - når jeg stak en to gevindstænger i og spændte sammen, så passede pengene altså bare.

Nu har vi noget, det ligner en stor rist - i længderetningen passer den på en prik, men den er stadig lidt lallevoren og ude af vinkel. Så påfører vi en smule lim på alle lameller, lægger afstandsklodser i mellemrummene og pladen af krydsfiner ovenpå - og skyder den fast med klammer. Det kunne vi undgå, hvis vi havde en stor presse, men hvem har lige det.

Faste mål

Der er ét trick, som er vigtigere end alt andet, hvis du vil lave noget, der minder om mit hejse-bord: Alle mål skal være super-duper nøjagtige, og den grad af præcision opnår man kun på én måde - nemlig med faste indstillinger på såvel saven som søjleboremaskinen. 

Jeg har valgt at lave de korte lameller 55 cm og de lange 75 - som med et overlap på 40 cm giver et bord på 90 cm - cirka! Jamen, sagde han ikke "super-duper" nøjagtigt? Jo, men præcisionen består ikke i målene, men i at lamellerne er fuldstændig ens - og det opnår du ikke ved at måle, men ved at lave et fast hold, som du skubber din pind op imod, når du saver eller borer. Om de korte lameler er 55,0 eller 55,8 er ligegyldigt, hvis bare de er ens - som i helt og totalt ens: Faste indstillinger, folkens - det er det eneste, der dur.

Jeg nåede heller ikke denne gang at blive færdig - helt færdig. Men det bliver vi næste gang. Og jeg har faktisk tjekket, at det virker - at X'ets mange lameller passer i de tilsvarende mange mellemrum. For en sikkerheds skyld har jeg høvlet lamellerne, så de er en anelse tyndere end de mellemrum, som de skal hængsles og glide i.

Det åbne spørgsmål, som står tilbage til næste uge, handler om valg af hjul og om den mekanisme, som skal løfte bordet. Jeg bilder mig ind, at det ikke er svært, men jeg har jo før taget fejl ...

  • fyens.dk