Log ind

Gør-det-selv-Kjeld: Finslibning på filtskive

  • Gør-det-selv-Kjeld: Finslibning på filtskive
    1 / 2
    En plan skive monteret i drejebænken er genial til slibning (polering) af knive, men den kan ?hugge? på bagkanten - medmindre ?
  • Gør-det-selv-Kjeld: Finslibning på filtskive
    2 / 2
    ? man giver skiven en svag kegleform, så den fjerne ende af kniven stikker en anelse væk fra skivens bagkant.

Hej Kjeld - Jeg fik lige et flashback, da jeg læste artiklen af Peter J. Beithin, vedrørende slibning af stemmejern m.m. Som 17-årig (nu 61) var jeg i en periode på et lille år i praktik som instrumentmager - altså musikinstrumenter af træ. Mesteren Erik Schwartz var på daværende tidspunkt 80 år og mente, at han var for gammel til at tage mig i "rigtig" lære. Derfor blev det i stedet en kort, men fantastisk lærerig periode i mit liv, hvor jeg fik stort indblik i, hvordan man gør.

Tilbage til sliberiet. Den gamle instrumentmager finsleb sine knive og stemme- og billedskærejern på filtskiver med polerpasta på, som også du beskriver - og de blev uhyggeligt skarpe. Jeg husker tydeligt, at han viste mig, hvordan man kunne kontrollere skarpheden ved at holde æggen imod den flade side af en negl - selv i en meget flad vinkel skulle stemmejernet tage fat i neglen. Herefter kørte han den skarpe æg på tværs af enden på neglen for at beskrive for mig, hvor vigtigt det var, at æggen var helt glat. Man kan sagtens have en æg, der føles skarp, men er som en sav, hvis man ser den i et mikroskop. Den æg holder ikke længe, men er den typiske konsekvens af en for grov hvæssesten. Dette forekommer aldrig med poleremetoden.

Det med flashback'et var egentlig, at jeg efter praktikperioden kom på fabrik i Søndersø, hvor jeg i en periode var industrimaler. I den sammenhæng havde jeg brug for at slibe et stemmejern til at skære hærdet spartelmasse af med. Slibningen foregik i modelsnedkeriet, og "maleren" blev tydeligvis observeret af den, dengang, aldrende snedker. Han røg helt op i det røde felt, da han så, at jeg polerede stemmejernet på den hårde kludeskive, der sad på bænksliberen. Jeg skyndte mig bare tilbage på min pind, men husker tydeligt, at jeg tænkte, at han bare skulle vide, hvor skarpt det stemmejern i virkeligheden kan blive. I dette tilfælde var kludeskiven af en så hård beskaffenhed, at resultatet blev godt, men jeg vil give dig ret i, at en normal blød kludeskive ikke er egnet.

Jeg har på mit eget værksted dog fundet på en anden og lige så god løsning som filtskiven. Fordelen ved den er, at den er helt fast, og det er nemt at holde stemmejernet i præcis samme vinkel. Mine stemmejern kan man spejle sig i på den plane side.

Til knive har jeg drejet en skive, som er kegleformet som en kineserhat. Herved undgår man, at den kan hugge i på den modsat roterende side af skiven. Prøv det - og du har hvæsset din sidste kniv ...

Disse skiver har jeg siddende på min drejebænk, men de kunne jo sagtens sidde på en bænksliber, og så længe man holder sig til krydsfiner, er der ikke nogen risiko i forhold til, at centrifugalkraften kan splitte dem ad.

Venlig hilsen Johnny Schmidt, Odense NV

! Hej Johnny - det er en fornøjelse at høre fra en fagmand, der har tænkt og reflekteret lidt over tingene!

Og din vigtigste pointe er helt klart, at når man har slebet med en mere eller mindre grov sten - eller slibebånd - så er man muligvis imponeret af sig selv, men ikke engang halvvejs i mål: Dels har man en grat, som skal væk, og dels gør selve slibesporene, at æggen nødvendigvis vil være takket som en fintandet sav. Begge problemer løses ved at polere æggen - skiftevis på for- og bagside, indtil graten "falder af", og den yderste millimeter af æggen er helt blank og uden slibespor.

Det er vigtigt, at polereskiven er hård. En blød skive polerer for såvidt godt nok, da slibeeffekten jo ligger i pastaen, men når man presser æggen imod en blød skive, opstår der en fordybning, så den på en måde sliber "rundt om" æggen, som derved får en forkert vinkel og mindre skarphed. Og hvis man polerer lige energisk på for- og bagside, bliver det helt galt.

Derfor anbefaler jeg i almindelighed en hård filtskive - de kan købes og er beregnet til formålet. Men i virkeligheden har du ret i, at en træskive er bedre, fordi den er hårdere og dermed holder faconen. For nylig lavede jeg en slibe-lære til knive - som du måske har læst om. Og her faldt det mig ind, at man i stedet for fine, dyre og og eksotiske polere-sten bare kan bruge en træklods - tilpas indfedtet i polere-pasta. Og den har vist sig uhyggeligt effektiv, selv om den altså bare er til håndgemæng.

En roterende træskive monteret på enten en drejebænk eller en bænksliber (eventuelt en båndsliber) er med garanti ekstremt effektiv og en rigtig god idé. Det der med kineserhatten forstod jeg ikke lige i første forsøg, men med lidt eftertanke tror jeg nok, at jeg nu har fattet fidusen: Skiven er monteret i din drejebænk, og du bruger ikke kanten, men fladen til at polere på - og hvis "fladen er helt flad", om jeg så må sige, er der risiko for, at en lang kniv vil hugge i "ovre på bagkanten". Det undgår du ved at dreje skiven af, så den har en svag kegleform - så vil knivens spids pege lidt væk fra "den modsat roterende" side af skiven - den fjerne side.

Smart tænkt - og tak for, at du vil dele dine tanker med os andre. Jeg tror lige, at jeg vil lave sådan en skive og tage et foto, så alle forstår, hvad du mener.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere