Det sandeste, der velsagtens kan siges om dansk politik, er, at i dette konsensussøgende samtaledemokrati, er behovet for stærk opposition noget af det vigtigste. Vi er ikke skabt til flertalsregeringer eller alt for stærke ledere, der kan gennemføre alt det, de vil uden at blive forstyrret nævneværdigt. Så bliver det hele alligevel enten lidt for ideologisk, for nemt eller for lidt ideologisk. Nej, vi værdsætter balancen. Værdsætter debatten, kompromisset og det forhold, at alle skal bøje af og mødes et eller andet sted omkring midten.

Venstre er sagt på godt dansk mere end udfordret med fremtidens folk, som bekendt er det jo i kommunalbestyrelserne rundt omkring, at mange kommende toppolitikere træder barneskoene. Her må man bare sige, at Socialdemokraterne ikke bare på stemmetal har overhånden, men også i de personer, som umiddelbart står til at sætte dagsorden for de kommende års velfærdsdebat.

Hvad midten er, og hvor den er, kan så diskuteres, for den flytter sig og har flyttet sig, men sagen er måske også mere, at netop øvelserne, diskussionerne og afbøjningerne er kernen i vores særligt danske måde at forstå og udleve vores demokrati på.

Vi glemmer det dog engang imellem. Så kalder vi det uskønt og giftigt, når debatten raser, og processen hen imod de bredt funderede aftaler kører. Men når aftalerne så er i hus, så kører det jo. Ikke mindst derfor er et kommunalvalg, som det vi netop har været igennem, så ufatteligt interessant at se på. Omtrent alle steder synes idealet at være det samme. Hvor mange gange har vi ikke i de sidste to uger hørt politikere tale om vigtigheden af en bred konstituering, altså en aftale der tæller så mange partier og politikere som overhovedet muligt. Det er målet allevegne.

I det lys kan det også virke lidt overraskende, at valget faktisk fordoblede antallet af kommuner, hvor et enkelt parti - en enkelt borgmester - har flertallet helt selv. Det er ikke kernedansk, at nu hele 20 kommuner - hver femte - har et-partistyre.

Det er der sikkert mange forskellige forklaringer på, men betryggende for den danske konsensus-demokratimodel er det da, at stort set alle disse flertalsborgmestre har søgt de brede konstitueringer. Bemærkelsesværdigt har det været at se og høre, når selv disse borgmestre nærmest lettet har berettet om, at der er en bred skare af partier bag flertallet i kommunen.

Nu venter så arbejdet. Der hvor borgerne skal kunne se og mærke, at konsensus styrer, at flertallet er bredt, og at kommunalbestyrelsen ikke blot er en boksering, hvor politikerne måler sig selv på, hvor mange knock out's, de får sat ind på hinanden. Selv om det kan virke modsat indimellem, så er det som sagt grundfortællingen og sandheden om det danske demokrati, at vi søger de brede aftaler og dermed får flest mulige stemmer med.

Det ved flertalsborgmestrene nok også, og noget tyder endvidere på, at de stærkeste kommunale vindere også netop kender og mestrer den kunst. Enten ved at have forberedt sig grundigt, som eksempelvis overborgmester Frank Jensen i København, som allerede inden stemmerne var talt op, havde sin plan klar med aftaler med en række partier. Eller ved bare at tage sejrene og bruge dem til at række ud mod andre partier, som vi så i en lang række andre kommuner, hvor stærke borgmestre tog store valgsejre hjem. Ikke bare i de store byer, men også i mindre kommuner viste både rutinerede og nye borgmestre, at de skulle række ud for at sikre det stærkest mulige styre.

En ting synes dog at stå tindrende klart, her efter valgets bølger for alvor har lagt sig. Nemlig at det borgerlige Danmark vitterligt er presset til det yderste. Ikke blot vandt Socialdemokratiet en stor bred sejr ved valget og generobrede en lang række borgmesterposter - Randers, Svendborg, Holbæk, for bare at nævne nogle at de tydeligste. Men det ellers stærke kommunale parti Venstre fik en lussing, som her på afstand faktisk ser værre ud, end resultatet tilsiger.

Tag bare de største byer - København, Aarhus, Aalborg, Odense - alle steder er Venstre længere væk fra magten end længe. I København, landets hovedstad, stemmer under otte procent af vælgerne på statsministerens parti. I Aarhus er det blot 15 procent. Der er uendelig langt til det Venstre, der engang havde fat i storbyerne og dermed de yngre vælgere, ja fremtidens vælgere.

Årsagerne er mange, men en er entydigt, at Venstre tilsyneladende slet ikke har gang i talentfabrikationen. Der er ikke mange yngre Venstre-folk, der lyser op i landskabet. Her står 34-årige Stephanie Lose, der ikke bare satte sig sikkert og uantastet på regionsformandsposten i Syddanmark, men også fornemt udspillede Socialdemokratiet i kampen om formandsposten i Danske Regioner som den lysende undtagelse.

Venstre er sagt på godt dansk mere end udfordret med fremtidens folk, som bekendt er det jo i kommunalbestyrelserne rundt omkring, at mange kommende toppolitikere træder barneskoene. Her må man bare sige, at Socialdemokraterne ikke bare på stemmetal har overhånden, men også i de personer, som umiddelbart står til at sætte dagsorden for de kommende års velfærdsdebat. Tag Joy Mogensen fra Roskilde, Peter Rahbæk Juel fra Odense, Johannes Lundsfryd fra Middelfart, kometen Christina K. Hansen fra Holbæk, Jacob Bundsgaard i Aarhus, Thomas Kastrup-Larsen i Aalborg, Thomas Gyldal i Herlev, Winnie Grosbøll fra Bornholm. En perlerække af politisk talent, som allerede nu sidder tungt på magten i det kommunale Danmark.

Nok vil mange af dem sikkert betakke sig for at skifte den substansfyldte kommunale tilværelse ud med Christiansborg, hvor der indimellem kan være langt til vælgernes hverdag, men det er et i særklasse stærkt hold, som Socialdemokraterne er ved at have bygget op. Og man må spørge sig selv, hvor den borgerlige fremtid gemmer sig? Hvor er de kommende liberale og konservative topnavne?

Politik er ikke fodbold, men en del lighedspunkter er der dog. En ting er, at det er et holdspil, en anden at man skal huske talentudviklingen på længere sigt. Hvis de borgerlige skal tage noget med sig fra dette kommunalvalg - og det gælder både Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og for den sags skyld også Dansk Folkeparti - så må det være, at man skal til at vågne. Magten har man lige nu på nationalt niveau, men fremtiden ser på ingen måde lys ud. Og det er ikke kun skidt for de pågældende partier. Det er også skidt for hele det danske demokrati.

Det gælder om at vinde magten, og det er godt, at den skifter indimellem. Men vigtigst er det som sagt, at vi har en stærk og levende opposition, der står klar til at tage over og som til enhver tid kan udfordre den siddende magt.

  • fyens.dk