Den sidste ære på tristessens leje - eller den første

Danskere i tusindtal tog afsked med prins Henrik, da dørene blev åbnet til Christiansborg Slotskirke, hvor hans kiste ligger på astrum doloris. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Den sidste ære på tristessens leje - eller den første

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tusindvis af mennesker stod i kø i timer, inden de defilerede forbi prins Henriks båre på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke. Avisen Danmark var med, da prinsen blev vist den ære, der ikke altid blev ham til del i livet. Men sådan er det, når folk går bort - så er det det fine ved et menneske, der dvæles ved.

Funderer over sceneriet. Det er underligt, er det. Meget underligt. Alle disse triste ansigtsudtryk, alle disse tunge miner, alle disse blanke øjne, som ikke kun skyldtes februarkulden.

Der er på den anden side god grund til, at de ikke er decideret kisteglade. Det ville også være upassende, for den kiste, de er samlet om, gør dem det modsatte af glade, kede af det. En dannebrogsindsvøbt kiste stillet frem til offentligt skue - på castrum doloris, smertens leje - fordi der ligger et medlem fra vores førende, samlende klan nede i den.

***

Tænker, at det allermest underlige er, at man også selv blev ramt. Ramt af tristessen ved denne nære synliggørelse af et menneskes død, et menneske, man i den grad godt ved, hvem er, men som man overhovedet ikke kender.

Ikke en ven, ikke en kollega, ikke en bror, ikke en far. Ikke nogen, overhovedet, der er tæt på én, ikke så meget som en millimeter tæt på. Men en prins.

En prins så langt fra ens hverdag, det næsten er muligt, en prins, der åndede ud efter et 83 år langt liv på samfundets solside, først i sit eget franske hjemland, siden i sin hustrus, dronningens danske.

***

Reflekterer over, at i udgangspunktet var han som alle vi andre: Født som et menneske.

Et menneske, der - hjulpet på vej af ungdommens betingelsesløse og ulænkede kærlighed, men tvunget af historiens og etikettens uafvendelige raison d'etre - endte sit liv defineret som prins, uden anden livsopgave end som så.

Som en prins buret inde i det mest distinkte parallelsamfund, dronningens kongerige er i stand til at opbyde. Ikke et af dem, som monarkens fremmeste ministre med mellemrum forlanger jævnet med jorden, men sådan et, som eventyr digtes over, og som ingen af os andre, nogen sinde kommer i nærheden af. Thi det er forbeholdt de udvalgte, den udvalgte familie med den uomstødelige arverække med tilhørende grundlovssikrede privilegier. Ja, også forbeholdt de tilgiftede. Som greven fra den franske lavadel.

***

Konstaterer, at alligevel står vi her, i tusindvis, efter timelang kødannelse, og er triste. Ikke bare medlidende, fordi vores kendteste familie har mistet en af dens kære, men triste.

Det er det, der er så underligt. Men kun underligt indtil man har talt med Kjeld Holm, der professionelt stod kongefamilien nær, fordi han indtil for to et halvt år siden var biskop i Aarhus.

Han kan huske, at sådan er det altid, når de berømteste dør, især kongelige. Sådan var det også, da dronning Ingrid døde, og da kong Frederik IX døde helt tilbage i den tid, da Henrik var ung og strunk. Det har noget at gøre med identifikation, hvad enten den retter sig mod sportshelte, filmstjerner eller kongelige, mener Kjeld Holm.

Som kirkens mand har det været hans livsopgave at udlægge teksten. Det gør han også her:

- Vi identificerer os med nogle, der er et andet sted end os selv, nogle, der er noget usædvanligt. Det er symboler, vi identificerer os med, dem, der markerer vores fællesskab og samler os. Når vores fodboldhelte vinder EM-guld som i '92, glædes vi med dem, bliver ét med dem. Og vi bliver kede af det, når vores samlende symboler forsvinder, som nu, da et medlem af kongefamilien dør. Så viser vi det ved at møde op, se på, være alvorstunge og skrive i kondolencebøger.

- Dybere stikker det så heller ikke. Ingen går hjem og sidder og græder bagefter. Det ville være sygeligt. Som dengang hysteriet slog sig løs ved Lady Dianas død, da folk direkte stod og græd.

***

Overvejer et sekund om pastor Holms betragtninger nu også er helt gennemtænkte, hvor forstandigt det end lyder hver gang, den mand lader sin røst lyde.

For så samlende var han heller ikke, Henrik. Vel, Holm?

Gjorde vi måske ikke grin med ham, hånede ham for den frankofile udtale af de danske bøjninger, skraldergrinede, da et dagblad af imponerende uopdragen byrd ikke tav, men turde kalde ham Prins Vom, da hans korpus voksede efter standarder, hvor selv Obelix dårligt kunne være med? Blev vi ikke sure på ham, da han talte om kønsroller og børneopdragelsesprincipper, skiftende til vrede, da han krævede ligeværdighed med sin hustru, majestæten? Og eksploderede vi ikke i vrede og forargelse, da han i surhed over dette fravær af lighed besluttede, at han ville stedes til hvile for sig selv, når den tid kom, hvilket vil sige nu? Gjorde vi ikke det, Holm?

***

Tror, at kun himlen må vide, hvordan alt det hænger sammen med, at vi nu i samlet flok har skamrost og hyldet ham i floromvundne vendinger, siden han lukkede sine øjne for sidste gang, og at vi nu, da hans kiste er stillet frem for os, stimler sammen og begræder bortgangen af den skikkelige prins som det store samlende symbol.

Eller også ved Holm det. Nej, han vil vist helst have sig frabedt at blive fremstillet som en, der strør om sig med facitlister. Men meninger, dét har han:

- Når døden kommer, får livet en form for alvor, så bortfalder skel, irritation, vrede og utilfredshed. Så ser vi ikke det dårlige menneske, så ser vi det fine menneske; det er det, man dvæler ved. Det vil sige, ikke altid. En af mine kolleger, en præst, oplevede engang det modsatte, da en mand var død, og han stod for begravelsen. Han sagde alt det rigtige, som man gør i den situation til enken, og fremhævede alle mandens dyder. Men så blev han afbrudt af enken: "Jeg ku' nu ik' li' ham."

***

Forstår det på den måde, at folket ikke er undtagelsen, som enken. Folket tilbad måske ikke dronningens mand, prinsen, ja, lagde ligefrem afstand til ham flere gange. Men når det kommer til stykket, når et liv slutter, og andre skal gå videre, ikke mindst hos de efterladte, som i lige præcis i afskedens stund ikke befinder sig i deres orden- og juveldekorerede parallelsamfund, men står tilbage som de er født, som mennesker, hvis hjerter kan skæres af sorg over tab af kære - da rammes vi af eftertanken. Eller som Kjeld Holm udtrykker det:

- I tilfældet prins Henrik er det måske også noget andet, der sker. Måske er det erkendelsen, der nu, da det er slut, kommer til os. Erkendelsen af, at vi måske ikke altid var lige ordentlige ved ham.

***

Finder det hævet over al tænkelig tvivl, at på tirsdag bryder det løs igen, når prinsen bisættes i Christiansborg Slotskirke og derfra tager ud på sin sidste køretur på denne jord, til krematoriet.

Til den tid har han ligget dér, i slotskirken, i tre et halvt døgn, selv om den danske protestantiske, luthersk-evangeliske kirke egentlig ikke var hans - han var oprindeligt katolik, gik i skole i et jesuitter-kloster og har siden ungdommen været inspireret af budisme og kungfutsianisme.

Den danske kirkeretning var noget, der fulgte med giftermålet som en pligt. Den tog han på sig, og trods alt også i døden, selv om der var en del andet, han valgte fra i den anledning.

Og det var denne sidste pligt, der endelig bragte ham tæt på det folk, han giftede sig til, men aldrig, mens han levede, fik den rigtigt hede tete-a-tete med.

Dette folk, der flokkedes om hans båre på smertens, måske snarere tristessens, leje, valgte han ikke fra. Som den livsnyder, han indiskutabelt var, ville han givetvis have nydt synet. Og måske tænkt, at al denne sympati kunne have været rar at opleve lidt mere af, mens han stadig var i live. Og ikke kun som den sidste ære - eller var det den første?

Måske er det erkendelsen, der nu, da det er slut, kommer til os. Erkendelsen af, at vi måske ikke altid var lige ordentlige ved ham.
Kjeld Holm, tidl. biskop
Castrum doloris
Castrum doloris betyder på latin sørgeforhøjning - smertens leje.Det er en kongelig skik at stille en lukket ligkiste offentligt til skue på en forhøjning i nogle dage inden begravelsen, flankeret af en æresvagt - i modsætning til lit de parade, hvor kisten er åben og afdødes lig kan beskues, mens man defilerer forbi.

Skikken bruges normalt kun for statsoverhoveder. I Danmark er det de kongelige, mens det i andre lande uden monarki typisk er præsidenter.

Senest lå Frederik IX i 1972 og dronning Ingrid i 2000 på castrum doloris.

Prins Henriks kiste blev lagt på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke fredag aften. Det blev lørdag muligt for offentligheden at defilere forbi i tidsrummet fra klokken 15-18. Søndag er der adgang klokken 12 til 19, mandag fra klokken 15 til 19.

Prinsens båre er lagt på en katafalk, der er overdækket med et klæde af purpur fløjl.

Det er muligt at medbringe blomster til kirken, som man vil skulle aflevere, inden man går ind. Kort til prinsen, tegninger og lignende vil blive indsamlet og viderebragt til kongefamilien.

Kongehuset gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at fotografere ved castrum doloris i slotskirken.

Officerer fra både hæren, søværnet, flyvevåbnet og hjemmeværnet står æresvagt ved prinsens båre: Én er chef med rang af oberst eller kommandør, en næstkommanderende, som er oberstløjtnant eller kommandørkaptajn, to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premierløjtnanter.

Prins Henrik sov tirsdag aften stille ind på Fredensborg Slot, efter at han dagen før var kommet hjem fra Rigshospitalet. Torsdag blev prinsens båre kørt fra Fredensborg til Amalienborg.

Da han fredag aften blev kørt til Christiansborg Slotskirke, fulgte kongefamilien med i biler, og de var kort inde i kirken til en mindre ceremoni.

Prinsen bliver bisat tirsdag kl. 11. Det bliver en privat ceremoni.

Efterfølgende skal prinsen kremeres. Halvdelen af hans aske bliver spredt i de danske farvande. Den anden halvdel sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave.

Kilde: Ritzau og Gyldendals Store Danske
Kødannelsen var enorm, da der lørdag blev mulighed for at se prins Henriks båre i Christiansborg Slotskirke. Der gik mellem halvanden og to timer, fra folk stilede sig i køen til de stod foran kisten. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Kødannelsen var enorm, da der lørdag blev mulighed for at se prins Henriks båre i Christiansborg Slotskirke. Der gik mellem halvanden og to timer, fra folk stilede sig i køen til de stod foran kisten. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Også på Amalienborg Slotsplads er folk strømmet til og har lagt blomster. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Også på Amalienborg Slotsplads er folk strømmet til og har lagt blomster. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Den franske ambassade var dekoreret med et ungdomskontrafej af prins Henrik, da hans kiste fredag aften blev kørt  til Chrisrtiansborg Slotskirke. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Den franske ambassade var dekoreret med et ungdomskontrafej af prins Henrik, da hans kiste fredag aften blev kørt til Chrisrtiansborg Slotskirke. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Christiansborg Slotskirke er prins Henriks sidste hvilested, inden han efter bisættelsen på tirsdag, skal kremeres. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Christiansborg Slotskirke er prins Henriks sidste hvilested, inden han efter bisættelsen på tirsdag, skal kremeres. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Slægt følge slægt. Prinsesse Isabella og prins Christian på vej til farfars kiste i Christiansborg Slotskirke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Slægt følge slægt. Prinsesse Isabella og prins Christian på vej til farfars kiste i Christiansborg Slotskirke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Den sidste ære på tristessens leje - eller den første

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce