Bisættelse

Prins Henrik blev bisat med stil, men med nedsat glimmer. Avisen Danmark var med, da prinsens familie og få særligt indbudte, deriblandt den franske ambassadør i Danmark, sagde et sidste farvel i Christiansborg Slotskirke.

Kongehuset: På sin egen særlige og triste baggrund - vor alles sidste høvding, døden - blev tirsdag en dejlig dag med en salig ro, der sænkede sig som den blødeste dyne over dage med et farvel, der så ud til ingen ende at ville tage. Dejligt og roligt, fordi prins Henrik nu får lov at hvile. Han er definitivt ikke mere, heller ikke hans gennem tre dage offentligt udstillede kisteindkapslede jordiske rester. Nu kan folk, fæ og andre medier lade informationssulten og nysgerighedsgenet gå lidt i hi resten af vinteren.

Han var en virkelig hyggelig mand, en person, der skabte god stemning og spredte glæde og højt humør. Det er sådan et menneske, vi siger farvel til

François Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark

For nu er det slut og endegyldigt farvel, au revoir, til prins Henrik, som danskerne enten elskede eller hadede, eller elskede at hade: Christiansborg Slotskirke med sin imposante marmordominerede arkitektur blev rammen om prinsens sidste officielle gerning: at lade sig bisætte.

Valget af lige netop den kirke gav pr. automatik det skær af pomp og pragt, som kongehuse har for vane at omgive sig med. Men med knap så meget hvæs på form, etikette og tingeltangel som vanligt. Fordi Henrik var rebelsk og stædig til det sidste og ikke ville følge de kongelige traditioners lovparagraffer.

Kunne han ikke få lov at bestemme andet som først prins, siden prinsgemal, og til sidst prins igen, men altid uden majestæt-titlen, var han mand for sin hat, en af de mange både aparte og kulørte, til at bryde paragraffers og formalias pligt, hævet over loven var man vel trods alt: Ikke på vilkår om han vile ende i Roskilde Domkirke med sin dronning.

Han ville noget mere jævnt, noget nærmest menneskeligt: Have sin aske dels spredt over vand, dels urnenedsat i sin elskede have på Fredensborg Slot. Og en bisættelse for bare nærmeste familie, venner og ganske få repræsentanter for det officielle Danmark.

Urokkelig og temperamentsfuld til det sidste

Sådan blev det, og denne franske viljekraft og evne til at gå op imod, efter prinsens opfattelse, den blodige ulighed og uretfærdighed, undgik ikke kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsens opmærksomhed i bisættelsesprædikenen:

- Han følte sig undertiden forbigået og overset og gav den manglende arbejdsbeskrivelse og titulatur for prinsgemaler skylden. Andre forhold har sikkert også spillet ind, men hans kritik fyldte meget i spalterne og delte befolkningen i to grupper: De som forstod prinsens anfægtelser, og de som kritiserede ham. Men prinsen forblev urokket i sin sag og forsvarede temperamentsfuldt til det sidste sine synspunkter. For prinsen var det et spørgsmål om ligeværdighed og retfærdighed.

Og lige så lidt som døden for den gennem de seneste år helbredssvækkede prins ikke, som Norman Svendsen sagde, kom som en overraskelse, har det næppe overrasket familien - hvis den har lyttet til, og det har den jo nok, hvad han sådan har gået og sagt gennem år og dag - at han kunne finde på at gøre sig ud til bens, når det kom til afskeden med livet og de officielle kongelige etiketter på det felt.

For som han sagde til finsk tv i 2001: "Man skal ikke lade sig imponere eller påvirke af politisk korrekthed. Det er det mest tåbelige, jeg har hørt, fordi politisk korrekthed fører til nypuritanisme, og det er der ingen, der ønsker."

Det blev sagt i en helt anden sammenhæng, kritik af dronningens heftige cigaret-pulsen, men immervæk et statement, der ville frem og lod ane, at han ikke havde til sinds som dukke i snor her, nu og i fremtid at lade sig transportere rundt i livet, og i døden viste det sig, med normalkurvens adfærdsdirektiver som chauffør.

Farverig og uforudsigelig

Lige foran kisten, på den modsatte side af dronning Margrethe og den øvrige kongelige familie, sad en af prins Henriks landsmænd, Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray. Han kunnet givetvis, hvis ellers han forstod tilpas meget af den danske prædiken, genkende den franske stolthed, standhaftighed og folkesjæl, der var det stof, prins Henriks oprør rimeligvis var gjort af.

- Jeg mødtes med ham, lige da jeg var begyndt som ambassadør for fem år siden. Mit første indtryk af ham var en imponerende person, højtstående og meget fransk i sin stil. Men der kom hurtigt nogle andre dominerende facetter til, da jeg lærte ham at kende: Han var en virkelig hyggelig mand, en person, der skabte god stemning og spredte glæde og højt humør. Det er sådan et menneske, vi siger farvel til. De seneste dage har afskeden haft officiel karakter. I dag er den personlig, sagde François Zimeray, da avisen Danmark talte med ham et par timer før bisættelsen.

Erik Norman Svendsen må have smuglyttet til samtalen, han var i hvert fald inde på det samme: det gode, sprælske humør. Han brugte bare nogle andre ord: Farverig, uforudsigelig, uforfærdet, fransk!

- Det gav ofte genlyd i pressen, som henholdsvis elskede prinsen for hans uortodokse væremåde og skosede ham for det samme. I perioder følte prinsen vist, at han blev direkte mobbet og tilskrev selv sin fuldfede franske accent en del af skylden. Han har selv sagt, at han for længe negligerede det danske sprog, men han ringeagtede det bestemt ikke. Han tog livtag med det hele sit liv i Danmark.

Verdensmand på fire sprog

Dét er der sådan set ikke noget at sige til, hvis man spørger om ambassadør Zimerays mening, og dét var faktisk, hvad vi gjorde.

- Helt ærligt synes jeg, at prins Henrik lige på det sproglige punkt afviger fra alle vi andre franskmænd. Han talte fransk, selvfølgelig, dansk, kinesisk og vietnamesisk. Det er beundringsværdigt, i hvert fald set ud fra et fransk perspektiv. Jeg ved ikke hvorfor, men vi franskmænd har meget svært ved at lære andre sprog. Jeg ved det fra mig selv; jeg har lært flere danske ord og kan forstå en del, men jeg kan ikke tale sproget, ikke ret meget i hvert fald. Men prins Henrik kunne, sagde François Zimeray.

Prins Henrik kunne også noget andet end udtrykke sig på fire sprog, han meddelte sig også i kunstens verden. Som Norman Svendsen sagde:

- I lighed med dronningen, med hvem han var gift i mere end 50 år, har prinsen været udøvende kunstner, både som pianist, komponist, skulptør og poet. Han har en række bogudgivelser bag sig, blandt andet erindringsværket "Skæbne forpligter", flere digtsamlinger og også kogebøger. Hans kunstneriske talent har været et særligt rum for ham og dronningen, som de kunne dele med hinanden og senere med offentligheden.

Krøyer, Henrik og den franske forbindelse

Og det er måske lige her, den kongelige konfessionarius rammer noget mere væsentligt, end han selv er klar over, hvis den franske ambassadørs ord står til troende, og lige her, at prins Henriks selvopfattelse som andenviolin - han har selv betegnet sig som dronningens nar - dementerer sig selv. Den franske ambassadør ser i hvert prinsen som en kongelig figur, der har bygget bro mellem Danmark og omverdenen:

- Han spillede en stor rolle i åbningen af det franske syn på Danmark; han har skabt interesse for, hvad der sker her i Danmark, det være sig kultur, design, gastronomi og mere generelt livsstil og hygge, ikke mindst hygge. Og også modsat mener jeg, at han har åbnet danskernes syn på franske værdier i kunsten og kulturen for slet ikke at tale om gastronomien, som i den forbindelse ikke kun et et spørgsmål om mad og om at spise, men om visualitet og forbindelsen til naturen, jorden, en slags visdom og måde at leve på, sagde François Zimeray.

- Med hans bortgang er tingene måske nok ændret, hans påvirkningsmuligheder er i hvert fald definitivt borte. Men jeg tror ikke, det ændrer på forbindelsen mellem vores to lande. Vi er blevet part i hinandens kulturer, og det vil fortsætte. Sådan har det også været tidligere. Tag noget af det meste danske i kunstens verden, Krøyers skagenmalerier, han var påvirket af de franske impressionister. Forbindelsen er ikke ny, prins Henrik forstærkede den, og den fortsætter.

"Vi lever for at dø"

I prins Henriks tilfælde fortsætter forbindelsen derhen, hvor han nu skal.

Dels henviste Erik Norman Svendsen inden jordpåkastelsen til en inskription i en ruderne på Fredensborg Slot: "Menneskenes børn må skilles, men Guds børn er altid sammen". Dels var jorden, der blev brugt under den kirkelig handling, hentet fra henholdsvis parken ved Marselisborg Slot i Aarhus og vinmarkerne ved prins Henrik og dronning Margrethes franske slot, Château de Cayx.

Bevægende, kan man forestille sig, for den kongelige familie med fransk og dansk blod rullende sammen i årerne. Men det lod de sig nu ikke mærke med, da de stod foran Christiansborg Slotskirke og så den grå rustvogn køre af afsted med den farverige prins Henriks kiste. De magtede at smile, virkede lettede og afklarede. Måske fordi de i den afskedens stund tænkte på noget, han - deres ægtefælle, far, farfar og svigerfar - engang sagde i et interview med Euroman:

"Jeg tænker på døden hver dag, men som en naturlig ting. Som et mål med at leve. Vi lever for at dø. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve."

  • Michael Bager

    Af:

    Journalist på avisen Danmark, Jysk Fynske Medier. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1983. Eksaminer i sociologi og Danmarkshistorie med forskningsteknik på Institut for Statskundskab, Århus Universitet. Bred erfaring fra flere lokale, regionale og landsdækkende aviser og tv. Har tidligere været blandt andet lokalredaktør på Nordfyn for Fyens Stiftstidende, redaktionschef på Ekstra Bladet og Århus Stiftstidende, politisk redaktør på TV2 Østjylland, sportsjournalist på Det Fri Aktuelt og chefredaktør på magasinet Svømmesport.Forfatter på fire bøger om sport. Tidligere gæsteunderviser på Danmarks Journalisthøjskole og Den Journalistiske Efteruddannelse.