Vigtigst i 2017

Det er bekymrende, at vi med brugen af ordet flygtningekrise ikke taler om menneskers nød, men om at det er os, der skal hjælpe dem. Dermed er vi ved at underminere de værdier, vi hylder så højt, og som vores demokrati gennem århundreder er opbygget på, mener Andreas Kamm, netop afgået generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Andreas Kamms livsbane blev bestemt af et tilfældigt møde med en god ven i ungdommen, kort efter han havde afsluttet sine historie-studier på universitetet i Odense. Det fik som konsekvens, at han i dag kan se tilbage på 38 år i Dansk Flygtningehjælp.

- Min ven spurgte, om ikke jeg ville være med til at give sprogundervisning til nogle vietnamesiske flygtninge. Nej, det kunne jeg ærligt talt ikke tænke mig. Og så dog, ved nærmere eftertanke. For en historiker som mig var det en glimrende indgang til historiens konflikter. Hurtigt fandt jeg flygtningearbejdet spændende og udfordrende. Det har jeg så beskæftiget mig med siden, siger Andreas Kamm.

Andreas Kamm

Født den 5.marts 1949 i Nr. Søby På Fyn.Han blev student ved Odense Studenterkursus i 1970.

I 1978 cand.mag. i historie og dansk fra universitetet i Odense.

Derefter fulgte lærerjob på Sct. Knuds Gymnasium og Odense Seminarium.

Sideløbende, fra 1979 blev han ansat i Dansk Flygtningehjælp.

I 1994 blev han udnævnt til integrationschef i Dansk Flygtningehjælp.

Fire når senere, i 1998, blev han organisationens generalsekretær.

I hans tid som generalsekretær er den årlige omsætning vokset fra en halv million kroner til tre milliarder kroner.

Da han fratrådte som generalsekretær i november 2017, havde Dansk Flygtningehjælp over 7000 ansatte, fordelt over det meste af verden.

I sidste måned takkede han af som generalsekretær. Fremover vil han hellige sig foredragsvirksomhed og en erindringsbog. For han har stadig noget på sinde. Også i dag, i denne udgave af avisen Danmark, hvor han reflekterer over tre temaer, som efter hans mening karakteriserer 2017 - alle inden for den metier, der har været hans i næsten fire årtier:

Flygtningekrisen

I Andreas Kamms optik er det reelt at tale om flygtningekrise, fordi den ses og opleves sådan, også selv om vi ikke nødvendigvis med ordet krise tænker på de nødstedtes kvaler, men på vores egne.

Tilbageblik på 2017 - hvad tager vi med?

Hvad tager vi med fra året, der gik?Avisen Danmark har spurgt fire markante danskere fra debatten i 2017 om, hvilke emner, de mener, var de vigtigste at diskutere.

Første mand på banen: Andreas Kamm, der gik af som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp i 2017.

- I dag har vi ikke længere fokus på at beskytte flygtningene, vi har fokus på at beskytte os selv mod dem, siger Andreas Kamm, der i sidste måned stoppede som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

I den sammenhæng er det nødvendigt, mener han, at vi begynder at tale om det i de rette termer: Flygtninge er mennesker, der flygter fra forfølgelse og dødsrisiko. Det er til at tage og føle på, for de har krav på international beskyttelse.

- Så har vi migrationen. De legale migranter rejser problemløst rundt til job i forskellige lande, sådan som arbejdsmarkedernes behov nu er. Den store store udfordring er de irregulære migranter, som rejser hjemmefra p.g.a. af håbløse udsigter for en fornuftig tilværelse.

Mens flygtningene udgør 66 millioner, det største antal siden anden verdenskrig, udgør de illegale migranter omkring 50 millioner. Problemet med dem er, ifølge Kamm, at der er grunde til, at de rejser hjemmefra: Dårlige levevilkår og dårlige udsigter for store generationer af unge mennesker.

- Hvor flygtningene skal have den beskyttelse hos os, skal de irregulære migranter hjælpes på en anden måde. Og der er ikke så meget andet at gøre end at hjælpe deres lande med at skabe økonomisk udvikling, så de kan se sig selv og deres fremtid hjemme, siger Andreas Kamm.

Her er det vigtigt at forstå dynamikken bag den illegale migration, mener han.

- Man skulle ikke tro, det er rigtigt, men det er rigtigt, at de penge, der sendes hjem, er tre gange så store på årsbasis som verdens samlede ulandsbistand. I nogle lande udgør de penge, der sendes hjem, en tredjedel af nationaløkonomien. Så man kan ikke lige ringe ned og sige "Hr. præsident, vi har en del irregulære folk uden pas og papirer, og som siger, de er fra dit land. Nu sender vi dem tilbage og regner med din forståelse."

- Han har to grunde til ikke at ville prøve at forstå det: Den ene er, at hans land er helt afhængig af de penge, der kommer hjem, den anden er, at han grundlæggende måske ikke er så interesseret i at samle alle sine eksilborgere hjemme, fordi han har nok at gøre med at håndtere dem, der allerede er der, med den befolkningsvækst og den fattigdom hans land trækkes med.

Med andre ord skal man indstille sig på, at de illegale migranter først stopper, når vi effektivt hjælper deres hjemlande på fode. Og hvad flygtningestrømmen angår, skal vi opgive alle illusioner om, at den kan stoppes:

- Kriserne, der får folk til flygte, er blevet mere og mere komplekse, og de tager i gennemsnit længere og længere tid. Vi ved, kriserne er der nu, de er der i morgen, og de er der om fem år. Antallet af flygtninge vil ikke pludselig falde, når verdenssamfundet har så svært ved at håndtere og afslutte disse kriser.

Andreas Kamm er begyndt at tvivle på om vores indsats i de pågældende lande er af det ubetinget gode. Det ser ud som om, at de reformbestræbelser, vi prøver at bidrage til rundt omkring, har tendens til at skabe fragmentering, mere uro og dermed fortsat voksende flygtningetryk, mener han.

- Se bare på, hvad der skete, da vi fik fjernet Saddam Hussein i Irak. Det fik de ikke meget demokrati ud af, fordi et demokrati skabt i vores billede ikke giver mening i et traditionelt klansamfund. De mangler nogle grundlæggende forudsætninger, som vi har været århundreder om at opbygge: Tillid til hinanden, tillid til politikere og tillid til retssikkerhed, foruden fravær af korruption. Når vi i en række lande optræder som demokrati-ingeniører, føder vi blot den næste diktator.

- Skulle vi så have ladet være med at fjerne fyre som Saddam Hussein?

- Det er et frygteligt spørgsmål, for ligegyldigt hvad man svarer, lyder det forkert. Med vores demokratiske baggrund kan man ikke meningsfuldt sige, at vi ikke skal pille ved diktatorerne, men jeg tror, man meningsfuldt kan sige, at vi skal passe på med ikke at vælte noget, før vi har en vurdering af, hvad der skal komme i stedet. Og så acceptere, at det tager lang tid.

Konventionerne

I det forløbne år har de internationale konventioner været under beskydning herhjemme. Det er dem, der sikrer befolkninger basale rettigheder.

- Der er en rød tråd fra Jyske Lov fra fra 1241 over grundloven til konventionerne. Af Jyske Lov fremgår, at det er kongens og høvdingenes opgave at tage vare på de fattigste i samfundet. Det bygger på en tankegang om, at mennesker har rettigheder og skal passes på, en tankegang, der går igen i grundloven. Når vi rejser ud og møder fyre som Bashar, Saddam, Gaddafi, Idi Amin og alle de gutter, som har været rundt omkring, så kan vi godt stå der og vifte dem om næsen med vores grundlovs fine principper og opfordre dem til at læse den. De vil sige: We couldn't care less. Derfor er vi nødt til at stå fast på, at det globale rum har sin internationale retsorden, som bygger på, at mennesker har nogle basale rettigheder og krav på beskyttelse.

- Det er det perspektiv, jeg ser de internationale konventioner i. Jeg er betænkelig, når nogen synes, at konventioner er ærgerlige at have, fordi det ærgerlige består i, at de også forpligter os selv. Ja, vel gør de det, for det er det, der er meningen med dem, bl.a. så vi ikke kan sende folk hjem til forfølgelse, tortur eller død.

- Den nuværende diskussion har taget udgangspunkt i en ærgrelse over at være forpligtet til beskyttelse af flygtninge. Jeg foretrækker en diskussion af, om konventionen er god nok til at skabe den fornødne beskyttelse. Det er motivet til diskussionen jeg er ked af, mere end det er diskussionen som sådan

- Er den bekymring foranledig af det danske nej til at tage kvoteflygtninge - selv om de ikke er konventionsbestemte?

- De er ganske rigtigt ikke konventionsbestemte, men de er et værktøj, man bruger, når de to andre - 1. at vende hjem og 2. bosættelse i nabolande, nærområderne - ikke kan lade sig gøre. Det værktøj er under pres, hvilket er modsætningsfyldt i forhold til den diskussion, nogle politikere jævnligt rejser, nemlig at man skal være kritisk over for, at det er de rigeste og mest ressourcestærke, som flygter hertil, og hvad med de andre? Ja, hvad med de andre? De andre er netop kvoteflygtningene, de allersvageste, de fattigste og allermindst ressourcestærke. Dem vil man, når det kommer til stykket, så heller ikke have.

Velfærdsstaten

Med den måde, vi forsøger at skærme os mod dem, der bærer på verdens aktuelt største ulyksaligheder, flygtningene, er vi, efter Andreas Kamms mening, godt på vej til at underminere de grundværdier, vores velfærdsstat, hviler på - frihed, lighed og fællesskab.

- I kampen for vores danske værdier er vi ved at tabe dem på gulvet. Ved ikke at fastholde vores værdier, ryger selvforståelsen og identiteten langsomt ned ad bakke, er jeg bange for.

- Når der er allermest brug for at stå på det, som er vores - de fine ideer om frihed, lighed og fællesskab og pligten til at hjælpe og omfavne dem, der har behov - så har vi, hvis det krakelerer, en udtyndet parallel til det, vi ser i de kriseramte lande: identitetstab og had og modsætninger.

- Ser du tegn på en sådan krakelering?

- Ja, der kan iagttages tendenser til ufrihed, ulighed og manglende fællesskab, altså det modsatte af de grundpiller, der bærer vores velfærdssamfund. Det knækker vores samfund over, når vi betjener os af orskelsbehandling i håndteringen af de udfordringer, vi er udsat for.

- Hvad tænker du på her?

- Vi ser en bevidst og udtrykt tendens til at gøre Danmark uattraktivt med nogle løsninger, der baserer sig på et fradrag af rettigheder for dem, som er her. Vi begynder at miste vores identitet i form af idealerne om frihed, lighed og fællesskab, når den bedste løsning, vi lige kan finde på, er at halvere den sociale ydelse for flygtningene, mens vi andre fortsætter på det normale niveau. Eller når man siger, at det der med familier, ja, familien er vigtig ... men tag det roligt, når det er flygtninge, så skidt, de må vente tre år, det tager vi ikke så nøje.

- Dér rører vi ved demokratiets hjerteblod: de fællesskabs- friheds- og lighedsforpligtelser, der har været velfærdsstatens byggesten. Dér er jeg bekymret for, om den måde, hvorpå vi værner om det samfund, vi holder så meget af, i sig selv er en art trussel mod de værdier, det er bygget på - bekymret for, om vi er ved at tabe os selv.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
- I år har jeg fundet ud af, at alle kvinder, jeg kender, som minimum har oplevet seksuel betinget mobning

- I år har jeg fundet ud af, at alle kvinder, jeg kender, som minimum har oplevet seksuel betinget mobning

2017 så sort ud for ligestillingen - men blev et godt år

2017 så sort ud for ligestillingen - men blev et godt år

- I år har jeg fundet ud af, at alle kvinder, jeg kender, som minimum har oplevet seksuel betinget mobning

- I år har jeg fundet ud af, at alle kvinder, jeg kender, som minimum har oplevet seksuel betinget mobning