Sahara

Foto: Steen Vig Jørgensen Kortgrafik: Danny Larsen

Sahara

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med øen Djerba i Tunesien som udgangspunkt ligger ørkenlandets oplevelser kun få kilometer væk

DJERBA: Mange forbinder Tunesien med varme, flotte badestrande, store turistområder, komfortable hoteller og meget påtrængende sælgere. Men der er et andet langt mere spændende og særpræget Tunesien få kilometer væk fra luksushotellerne i den sydlige del af landet, der grænser op til Sahara med Algeriet og Libyen på hver sin side.

Ørkenlandet er en rigdom af oplevelser med naturindtryk, som kan tage pusten fra selv de mest forhærdede turister, og hvor indblikket i en årtusind gammel kultur for en stund kan få en til at sætte det vestlige velfærdssamfund på stand-by.

Ud over oplevelserne er det også et behageligt pusterum i hverdagen. Det lokale tempo giver mulighed for refleksion, og hvor lokalbefolkningens naturlige tilbageholdenhed indebærer, at man slipper for de ulidelige souvenirsælgere, som i turistområderne længere oppe ad kysten hvert år er årsag til, at Tunesien for mange danskere desværre bliver en engangs-foreteelse.

- Det milde vinterklima i den sydlige del af Tunesien er normalt meget behageligt. Temperaturerne i skyggen ligger på mellem 15 og 20 grader, og middags- og eftermiddagsvarmen er ofte velegnet til solbadning ved bassinkanten eller på stranden. Nætterne er dog på denne årstid kolde. Ofte med temperaturer under køleskabsniveau, fortæller destinationschef Stig Eberth, Bravo Tours, som med 15 års samlet virke på øen nok kan kaldes Djerba-veteran.

Men har man lyst til andet end daseferie, er øen Djerba i den sydøstligste del af Tunesien et glimrende udgangspunkt. Nordkysten præget af et meget stort traditionelt turistområde. Men i det indre af øen går livet, som det har gjort i århundreder – i ro og mag. Her findes bl.a. en af landets største keramikbyer Guellala. Her har man mulighed for at opleve den virkelige keramikproduktion, som fortsat er håndarbejde fra den første lerklump baseret på de gamle traditioner. Keramik er – trods turistpriser – fortsat billigt at købe.

Der er mange muligheder, når man vil ud og opleve ørkenlandet. Er man i Tunesien første gang og måske ikke helt tryg ved den fremmedartede kultur, så er det en god ide at starte med en af rejseselskabernes ørkensafariture. Den varer som regel to døgn, og indeholder en masse oplevelser, samtidig med at man får et udmærket indtryk af denne del af Tunesien. Og så er det billigere end at rejse på egen hånd.

Når man er lidt mere fortrolig med ikke mindst den tunesiske færdselskultur og skiltningen, så er det en god ide at leje en bil. Den sikrer, at man rejser i eget tempo og kan prioritere nogle ting frem for andre. At regne med, at man kan nå alt i løbet af nogle dage er utopi. Derfor er det vigtigt på forhånd at lægge en tidsmæssig realistisk rejserute.

I forhold til så mange andre ting i Tunesien er det lidt dyrt at leje bil. Eksempelvis koster en Citröen C3 omkring 385 kroner om dagen - inklusive fri kilometertal og forsikring, som dog ikke dækker glas og dæk.
Foto: Steen Vig Jørgensen Kortgrafik: Danny Larsen

Eksotisk trafikkultur

- Den tunesiske trafikkultur er vel nærmest at betegne som eksotisk. Men hvis man lige prøver at aflæse trafikafviklingen, så er det ikke noget problem for en nogenlunde rutineret bilist, fortæller destinationschef Stig Eberth.

På lange strækninger i Ørkenlandet møder man ikke en eneste vejfarende, og i den tætte trafik i byerne, finder man hurtigt ud af, at det tilsyneladende kaos med hestetrukne ladvogne, dyttende biler, cykler, store busser og let agressive fire-hjulstrækkere, og masser af fodgængere på gaden, ikke er så svært at manøvrere i, hvis man blot har lidt tålmodighed og ikke laver for pludselige opbremsninger eller retningsskift. Og skulle en løsgående hest eller muldyr dukke op, så behøver man ikke at blive nervøs for det. Dog er det bedst at undgå kørsel efter mørkets frembrud, fordi det kan være lidt vanskeligt at orientere sig, og fordi køretøjernes lysføring kan være noget mangelfuld.
Foto: Steen Vig Jørgensen Kortgrafik: Danny Larsen

Frokost i hulehotellet

Tre dage er et godt udgangspunkt, hvis man begiver sig ud på egen hånd i Ørkenlandet. En tur gennem det sydlige Tunesien kan for eksempel se ud som den reporteren og fotografen til denne artikel gennemførte i februar i år.

Med udgangspunkt fra Djerba gik turen over den seks kilometer lange dæmning mellem Djerba og det afrikanske fastland. Den blev oprindelig anlagt af romerne for over tusinde år siden.

På fastlandet går turen først mod Médenine, som ligger på den stærkt trafikerede hovedvej, som til den ene side ender i Libyen og den anden i hovedstaden Tunis. Kort efter Médenine drejer vi fra til venstre mod hulebeboelserne ved Matmata. Turen derop foregår ad meget lidt trafikerede veje, som fører gennem gamle landsbyer, hvor moderne tider tydeligvis ikke har vundet indpas. Gennem lavlandet kommer man efterhånden op i et utroligt smukt bjergområde, hvor stilheden er overvældende, og udsynet er værd at dvæle ved.

I Matmata er det et must at besøge hulehotellet Marhala og spise frokost. Hotellet er for omkring 500 år siden gravet og hugget ind i den lerede røde klippe. Det tjente i mange år som bolig for flere familier, men blev for et halvt hundrede år siden omdannet til hotel. Man starter med at gå ned i hotellets forhal et par meter under jorden. Derefter fortsættes ned til den første af fem indre gårde, hvorfra der er gravet ud til restauranten, køkkenet, toiletter og værelser i et par etager. Det er vanskeligt at forklare, det skal faktisk opleves.

Inden måltidet går i gang sættes den uundværlige harissa – stærk peberfrugt og hvidløg garneret med olivenolie – på bordet sammen med oliven og hvidt brød.

Måltidet er typisk tunesisk med en suppe til at starte på. Derefter en brik à lóeuf – æg og grøntsager indbagt i en slags tynd pandekage inden man kommer til den tunesiske nationalret couscous, som består af semuljegryn, oksekød, grøntsager og sovs. Der afsluttes ved en af de søde, klistrede kager, som de fleste danskere har det lidt svært med, men som man bør prøve.
Foto: Steen Vig Jørgensen Kortgrafik: Danny Larsen

På dromedarryg i solnedgangen

Fra Matmata går turen videre mod ørkenbyen Douz. På vejen besøger vi en af de mange huleboliger. Indtil for nogle år siden var den mest kendte Fatimas hulebolig, hvor hun villigt demonstrerede livets gang som i gamle dage. Hun døde for et par år siden, men hendes datter har taget over, og viser frem.

Inden lastbilen overtog dromedarernes rolle som ørkenens transportmiddel, var Douz en af ørkenkaravanernes trafikknudepunkter. Byen ligger med den ene side op til Sahara og den anden ind mod Ørkenlandet.

Douz er et af stederne, hvor turister og andet godtfolk har mulighed for at ride på dromedarer. Har man lyst til at prøve det gamle karavaneliv, så er der mulighed for ture af flere dages varighed. Det er på sin vis lidt romantisk, men også strabadserende. Sikkert er det, at uøvede vil få en øm bagdel, og man lærer at leve med sand alle vegne. De fleste foretrækker en kortere tur ved solopgang eller solnedgang, som her på kanten af Sahara kan konkurrere med verdens smukkeste af slagsen.

Det ligner et snelandskab

Næste morgen går turen over Kébeli og videre via en dæmning tværs over en af de enorme næsten udtørrede saltsøer. Flot er det da også dette helt specielle naturfænomen, hvor den indtørrede salt får området til at minde om et nordisk snelandskab, men hvor temperaturen indicerer, at vi befinder os på helt andre breddegrader.

Her oplever man ikke sjældent fatamorgana, som i tidligere tider ledte mange rejsende på vildspor, og hvor mange gik til på grund af mangel på vand og føde.

Efter en overvældende tur med flere ophold står en anden ørkenby Tozeur på programmet. Her forsøgte tuneserne for år tilbage at lave et stort turistcentrum. Men selv om der fortsat er mange flotte hoteller i området, så er det som om, de fleste fortsat foretrækker at holde ferie ved vandet.

Tozeur er en spændende og malerisk handelsby. Det er en oplevelse at slentre på byens travle og spraglede hovedgade med de mange farverige forretninger og boder. Har man lyst at spise lidt mere lokalt her, så er Restaurant de la Medina på indfaldsvejen Avenue Farhat Hached de Liberté et udmærket valg. Kvaliteten og et lavt prisniveau garanteres af rygsækfolkets guide. Her sidder turister godt blandet med lokale og får serveret enkle, men frisklavede retter af en meget venlig betjening.

Luksus og ruin i Tamerza

Den anden nat tilbringer vi på det fire-stjernede hotel Tamerza Palace. Prisniveauet er efter tunesiske forhold i den dyrere ende – godt 300 kr pr. person med aftensmad og morgenmad bestilt via rejsebureauet. Men det er alle pengene værd.

For at komme til Tamerza køres gennem et af de allersmukkeste nordafrikanske bjerglandskaber. Vejen – som i dag er udbygget til europæisk standard - snor sig op omkring de højeste tinder, hvor det ene pompøse panorama afløser det andet. Det er en god ide at beregne rigeligt med stop undervejs.

Tamerza var oprindeligt navnet på en mindre by, som for mere end en menneskealder siden fuldstændig blev ødelagt af en voldsom flodbølge. Siden er byen bygget på mere sikker grund, og den gamle ruinby er inden for de senere år blevet sikret således, at man har mulighed for ved selvsyn at se ødelæggelserne.

Hotel Tamerza Palace er bygget i samme stil og i samme brunrøde jordmaterialer, som den gamle Tamerza by. Det er så at sige bygget ind i en klippe overfor. Værelserne på Tamerza Palace er store og rummelige med en helt fantastisk udsigt gennem panoramavinduer mod bjergene og over ruinbyen, som er oplyst om natten. Også hotellets restaurant har fra næsten alle pladser udsigt til bjergene, floddalen og den gamle by.

Verdenskrigs reelle vendepunkt

Den længste etape er turen tilbage til Djerba. Den går gennem bjergene tæt på Algeriet og over oasebyen Gafsa med sit myldrende folkeliv og via en lang strækning ned mod Gabés. På den sidste strækning mod hotellet på Djerba passerer vi Mareth. Her markerer et lille militærmuseum den forsvarslinie, som i sin tid blev bygget af franskmændene, men som mest er kendt for sin rolle under anden verdenskrig. Her havde den tyske feltmarskal Rommel under sit tilbagetog i Ørkenkrigen gravet sig ned. Men Montgommery omgik den befæstede linie med en knivtangsmanøvre, og i dag mener flere historikere, at den anden verdenskrigs reelle vendepunkt var dette slag og det efterfølgende panservognsslag ved Kasserine et par hundrede kilometer nordpå, hvor general Patton udslettede den tyske værnemagts sidste kampvogne i Afrika.

Efter tre oplevelsesrige dage i ørkenlandet, vil de fleste nok nyde at fordøje de mange fremmedartede indtryk ved hotellets pool. Og trænger man efter mange dage med tunesisk fremstillet mad til en god steak med dansk tilsnit er Restaurant La Cote de Boeuf på Route Touristique nord for byen Middun et glimrende sted.

Sahara

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.