Jeg er lige så latterlig som alle andre


Jeg er lige så latterlig som alle andre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Både pensionisters havevaner og religiøse fanatikere får deres sag for i stand-up veteranen Thomas Hartmanns nye show

Extrospekt er et underligt ord. Det lyder genkendeligt - og så alligevel ikke. Ordet, som vel bedst kan oversættes med »et kig ud på verden« har stand-up komikeren Thomas Hartmann da også selv fundet på og anbragt i titlen på det nye onemanshow, som i de kommende måneder bringer ham rundt i landet.

Ifølge ham selv peger det tilbage til tidligere shows. »Hartmann 3« fra 2006 viste ham fra den tilbagelænede og afslappede side, mens »Farvelagte frustrationer« fra 2004, som han lavede med kollegaen Jacob Tingleff, blev meget personligt og introspektivt.

- Det kom til at handle meget om mig og skoletiden, om det at være mobnings- offer og nogle af de komplekser, som man slæber med og aldrig slipper af med. Man kan rent logisk indse, at det ikke forholder sig sådan længere, men følelsesmæssigt kan man ikke. Klassens tykke pige vil altid se sig selv som tyk, selvom hun bliver en streg i luften. Men det blev jeg færdig med, fortæller Thomas Hartmann, hvis mor så både premieren og det sidste show og konstaterede, at det var to forskellige personer, der stod på scenen, selvom ordene var de samme.

- Det havde simpelthen været terapi, og jeg havde fået det ud. Derfor tænkte jeg, at det måtte være nok navlepilleri, og titlen på det nye show er et signal om, at det er et skridt på vej væk fra det, forklarer komikeren, der i disse dage kan fejre 12-års jubilæum.

Skal vi i swingerklub, skat?

Karrieren startede i 1996, da Thomas Hartmann så et show med Lasse Rimmer og Amin Jensen og tænkte »det kan jeg også«. Efter kun en måned kastede han sig ud i det og fik sin debut. Nu er han så klar til igen at indtage scenerne og møde publikum med et materiale, der spejler alle facetter af hans personlighed, og som er båret af den ærlighed, som er essentiel for ham.

- Jeg vil ikke stå på scenen og give udtryk for en holdning, jeg ikke har, med mindre det er så drivende sarkastisk, at enhver bør kunne regne det ud. Det ødelægger de øjeblikke, hvor man faktisk siger sin mening. Det er Peter og Ulven om igen. Hvis du lyver tilpas mange gange, holder folk op med at tro på det, når du fortæller sandheden. Samtidig er det et forbehold, man tager. Hvis jeg har sagt så meget andet pjat, hvor folk tænker, at jeg laver sjov, kan jeg udtrykke min holdning uden at løbe en risiko, siger han og peger på, at de fleste mennesker har prøvet at snige noget ind i en samtale under påskud af, at det er lidt i sjov.

- Der er sikkert mange mænd, der på den måde har foreslået over for deres koner, at de jo kunne besøge en swingerklub en dag. Man bliver jo nødt til at sige sådan noget som en joke første gang. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man ellers får kilet det ind i en samtale. Men der skal være nogle ting i stand-up comedy, der er virkelige, og det, der skal være virkeligt, er den person, der står på scenen, understreger han.

Showet byder derfor på komikerens uforfærdede mening om alt fra toiletpapir til religion og samfundstendenser. Folk, der tror, at det går hurtigere i den lange supermarkedskø, hvis de bliver ved med at bumpe ind i ham, får også en tur. Det samme gør dem, der fraskriver sig ansvaret for deres handlinger ved at pege på, at der er en almægtig gud, der styrer det hele. Stort og små med andre ord. Ligesom det liv, som stand-up komedien ifølge Hartmann spejler.

- Man kan stå og snakke om kaffemaskiner det ene øjeblik og storpolitik to minutter efter. Det er jo en god metafor for tilværelsen. Nogle gange beskæftiger du dig med noget, der er meget seriøst, andre gange beskæftiger du dig med noget, der er ren og skær lal og leg.

Kedelige er mest fordømmende

Og der er stadig masser af lal og leg i 39-årige Thomas Hartmann, som slet ikke kan forstå andre menneskers trang til at leve videre i forældrenes mønstre, når de endelig bliver gamle nok til at bestemme selv.

- Hvis du havde spurgt mig som 18-årig, hvordan jeg ville være i dag, ville jeg jo nærmest have troet, at jeg gik rundt med min rollator og råbte af børnebørnene. Det var selvfølgelig svært at forudse, hvordan min karriere ville udvikle sig, og mit job giver mig selvfølgelig en vis frihed og gudskelov også en ret til at være fjollet. Men jeg ville aldrig have gættet på, i hvor høj grad mit liv i dag består af kickboxing, film, Playstation, paintball og af at ligge og skrue på biler. I virkeligheden lever jeg i dag, som jeg gerne ville som 16-årig. Dengang havde jeg bare ikke råd til det, konstaterer han.

Derfor har Thomas også den største respekt for voksne mennesker, der klæder sig ud som orker og tager i skoven for at lave rollespil. For mænd, der investerer i den fjernstyrede helikopter, som de ikke havde penge til tidligere, og leger videre uanset, hvad tallene på dåbsattesten siger.

- Det er altid de folk, der lægger flest bånd på sig selv, der er mest fordømmende over for andre. Dem med de kedeligste liv, er dem, der altid ryster på hovedet af andre, der har det sjovt. Den fælde har jeg ikke lyst til at gå i, og jeg bliver ked af det, når jeg ser andre gøre det. Hvis man nægter sig selv livsglæde, har man ikke meget at give videre, siger han.

Slået ud af Fede Finn

Seriøsiteten med jobbet er der til gengæld ingen tvivl om. I dag vil han give sig selv en langt lavere karakter for sit arbejde, end han ville, da han kun havde nogle års erfaring på bagen.

- Selv Anders Matthesen, som har en cementeret position som en af de ypperste, skal gøre sig umage hver eneste gang - og gør det. Det skylder man sig selv og sit publikum. Og det ved folk ikke nødvendigvis, når de har været i gang i et lille stykke tid. De har ikke indset, hvad forskellen er på at stå foran et velvilligt publikum og lave 20 minutter, som de har slebet på og nusset med i to år, og så komme ud til et firma, hvor halvdelen synes, at stand-up er rædselsfuldt og i øvrigt hellere vil snakke og danse til Fede Finn og Funny Boyz. Når du kan gå ud og lave et godt job mod alle odds, så er den ved at være der, pointerer han.

Beklagelig tendens

Det er en del af stand-up genren, at tingene bliver serveret skråsikkert. At den af og til provokerer, når emnerne bliver stillet på spidsen og serveret som skarpe pointer. Skarpsindigheden og sarkasmen er da også en stor del af Thomas Hartmanns varemærke, selv om han gerne lytter til dem, der bliver forargede på andre menneskers vegne. Publikum, der kun forholder sig til hans emnevalg, men ikke hører, hvad der bliver sagt, kan til gengæld få ham til at tage sig til hovedet. Det skete for eksempel, da han for nogle år siden tog fat i den måde, vi tackler det på, når mennesker skiller sig fysisk ud.

- Hvis en mand er utrolig høj, skal det nærmest kommenteres. Det samme gælder, hvis man er meget tynd. Og som fjortenårig dreng er det altså ikke sjovt hele tiden at få at vide, at man er tynd. Det ved jeg af personlig erfaring. Jeg lavede så et stykke comedy, der handlede om, hvor tåbeligt det var, at vi gjorde nogle ting til tabu, mens vi påtaler andre ting over for vildt fremmede mennesker. Jeg sagde: prøv at forestille jer, at vi gjorde det samme ved overvægtige mennesker, som vi gør ved høje mennesker, og afleverede en lang klamamse om det. Bagefter kom folk op og sagde: »Altså det der, du laver, hvor du sviner fede mennesker til...« Det kan virkelig gøre mig frustreret, siger han.

Thomas Hartmann giver heller ikke meget for, at publikum bliver sure, fordi han gør grin med ting, som er en del af deres hverdag. Som da han lavede et show sammen med Anders Matthesen, som serverede en joke om en stomipose, der fungerede som bøje i svømmehallen.

- Der kom en hen og sagde: Det synes jeg faktisk ikke er sjovt, for min mor har stomi. I den situation står jeg og tænker: Hvis din venindes mor havde stomi, ville det så være lidt mere sjovt? Og hvis du slet ikke kendte nogen, ville det så være rigtig sjovt? En ting er, hvis man bliver principielt forarget og siger »Det kan du ikke tillade dig over for folk, der har det sådan«. Men at bruge som argument, at ens mor har oplevet det, dur ikke. For der er altid nogen i verden, der har prøvet noget. Jeg kan faktisk stå og lave jokes om hiv-smittede børn i Afrika, og folk griner. Men i det øjeblik du siger noget om kolonihavehuse, og de selv har et, så tager de det virkelig ilde op. Jeg synes, det er en meget beklagelig tendens og en virkelig ærgerlig måde at se verden på, siger han.

Bukseløs og bakterieforskrækket

Thomas Hartmann vil da også gerne grine af sig selv. Han har for eksempel ingen skrupler over at fortælle om sit småneurotiske forhold til bakterierne på offentlige toiletter. Tanken om, at andre ikke er lige så pertentlige ved håndvasken, som Hartmann selv, gør, at han ikke vil åbne døren uden at have et stykke papir mellem sig selv og håndtaget.

- Hvis der kun er en lufthåndtørrer, står jeg gerne på toilettet i lang tid og venter på, at der kommer andre og åbner døren. Jeg har heller ikke lyst til at tage mine bukser op og røre ved mit bælte, før jeg har vasket hænder, så jeg står med bukserne nede og gør det, fortæller han. Og den slags gør noget ved hankønsvæseners selvopfattelse.

- Som mand skal man sørge for aldrig at være bundløs, hvis man vil opretholde illusionen om, at man kan være en lille smule sexet. Bukserne skal på som det første og af som det sidste, og det er bare umuligt at gennemføre. Så skulle jeg jo tage alt tøjet af ude på toilettet. Der er masser af stof i den slags, fordi jeg er lige så latterlig som alle andre mennesker - og måske endda mere, siger han.

Han er også åben omkring det faktum, at hans sociale intelligens ikke er så høj som mange andres, og at han ofte har haft svært ved at passe ind og af og til sårer folk, der er tæt på ham, ved at være alt for ærlig.

- I mange år skulle folk lære mig ret godt at kende, før de kunne lide mig. Jeg har skullet lære mig nogle færdigheder, som jeg stadig arbejder med, fortæller Thomas Hartmann.

- Jeg kan for eksempel ikke smalltalke. Jeg prøver virkelig, men lige pludselig kommer jeg til at sige min mening, eller også kan folk se på, at jeg tuner ud, hvis de snakker om ingenting. Jeg kan ikke skjule min afsky over for folk, jeg ikke kan lide, og jeg kan heller ikke huske, hvad mine venner arbejder med. Det er en forfærdelig fejl.

- Men hvis jeg i en alder af 39 var komplet som menneske, var der nærmest ingen grund til at leve videre. På samme måde med karrieren: Hvis jeg følte, at jeg ikke kunne blive bedre, så kunne jeg lige så godt stoppe. Så længe, man bliver ved med at forsøge, er man på vej i den rigtige retning, siger han.

Dårlig i sengen

Og netop kigget ind bag facaden, hvor vi sjældent er helt så fantastiske, som vi gerne vil give indtryk af, er en af magiske ting ved comedy ifølge Thomas Hartmann. Ofte er komikerne nemlig mere ærlige på scenen, end de ville være i et lille lukket forum. Pinlige detaljer og ansigtstab får frit løb - gerne i overdrevet form. At bruge sit eget parforhold som inspiration kan ligefrem være befriende.

- Stort set alle mandlige komikere i Danmark har jo sagt, at de ikke er synderligt veludrustede eller er utrolig dårlige i sengen. Man vælger at tage den vinkel, fordi det er komplekser, vi alle sammen render rundt med. Genkendelse er jo et fantastisk våben inden for comedy. Og i særdeleshed i de tilfælde, hvor der er forskel på genkendelse og genkaldelse. Hvis folk tænker: Det er fand? me rigtigt, men jeg har aldrig tænkt over det på den måde før«, er det guld værd.

Det nye show EXTROSPEKT er på

danmarksturné indtil 6. november og kommer til Svendborg Teater onsdag den 8. oktober kl. 20

Jeg er lige så latterlig som alle andre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.