J eg er åben,

m it ansigt er åbent

m ine arme er åbne

o g mit HJERTE er åbent

Sådan står der på indersiden af 28-årige Mille Eigard Andersens hoveddør, så hun husker at ranke ryggen, når hun går ud af sin lille to-værelses i Vanløse. Ud til den verden, hun i så lang tid forsøgte at forsvinde fra.

Det starter i gymnasiet, og man kan ikke se det, for Mille virker perfekt. Super til badminton. Laver alle sine lektier. Veninderne kalder hende for "deres søde, gode engel".

- I virkeligheden var jeg ret indelukket og usikker og følsom. Tog alt meget nært. Jeg turde ikke engang række hånden op i timerne, fortæller hun i dag.

Det vilde studenterliv med druk og drenge sætter noget i gang inden i Mille. Hun vil gerne være med, men det er svært, for hun er vant til et beskyttet liv. Har aldrig skændtes med sine forældre eller kæmpet for selvstændighed. Hvordan ved man så, hvad man selv vil? Og hvordan får man det sagt?

Det er muligvis klassekammeraten Bo, der kickstarter Milles spiseforstyrrelse. Han vil være kæreste. Forsøger at tvinge hende. Hun må flygte fra ham med fornemmelsen af hans grådige fingre og mund på sin krops mest intime steder.

- Jeg var jomfru. Helt blank. Det var meget skræmmende, siger hun.

En mærkelig følelse

Dagbogen er den eneste, der får noget at vide om Milles problemer. Hun registrerer sin uro - men ved endnu ikke, hvad der venter hende.

Lørdag d. 22. jun. 1996:

"I dag støvsugede jeg hele huset, og bagefter slog jeg græs (så hjalp jeg både mor og far). Jeg gjorde også rent overalt på værelset, så det skinner nu. Om aftenen gjorde jeg gymnastik på værelset, og jeg løb også en tur. Jeg har så meget krudt i røven. Kan ikke sidde stille!"

Fredag den 13. september 1996:

"Min appetit er helt i bund, og jeg får mere ondt i maven, når jeg spiser. Jeg har slet ikke lyst til chokolade mere. Jeg er også mere træt, men jeg træner alligevel. Mon jeg fejler et eller andet?"

Fredag d. 3. jan. 1997:

"Jeg har en mærkelig følelse indeni og har egentlig mest lyst til at forsvinde. Men hvorfor fokuserer jeg så meget på maden? Jeg har endda tabt mig meget, så jeg burde bare spise, hvad jeg har lyst til for at tage på igen. (...) Desuden har jeg ikke haft menstruation siden oktober (...) Jeg SKAL også dyrke motion hver dag nu - ud over min sædvanlige badmintontræning skal jeg også stå og hoppe på værelset hver aften. Lave øvelser, sjippe eller andet. Hvem styrer mig?"

Bliver jeg skør?

Milles forældre er bekymrede og får hende til lægen. Der tages blodprøver. Alt er normalt, men lægen ordinerer kontrolvejning en gang om måneden og beder Mille om at tage sig sammen og tage på.

- Hvad tænkte han egentlig? funderer hun.

Efter seks måneder nægter Mille at lade sig veje mere. Det accepterer lægen.

Onsdag d. 18. feb. 1998:

"Har aldrig fred i hovedet. Er jeg ved at blive sindssyg?"

Fredag d. 27. feb. 1998:

"Mad, mad, mad - hader mad. Det skal ikke ned i min mave."

Hun får selvfølgelig en flot studentereksamen. Arbejder. Tager på højskole. Alle elsker hende. Det går super, tror de.

Søndag d. 28. feb. 1999:

"Slår det helt klik nu? Jeg er så bange for mad, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op."

September 2000 starter hun på biologistudiet på Københavns Universitet. Om dagen spiser hun sammen med de andre, så de ikke synes, hun er mærkelig. Men "stemmen" i hendes hovede bliver vred, når hun bryder reglerne. Om aftenen kommer Tågemanden og straffer hende med ædeflip. Bagefter må hun kaste op.

I 2001 - 21 år gammel - beder Mille for første gang en læge om hjælp. Bliver skrevet op til Bispebjerg Hospital og hører aldrig mere.

Tirsdag d. 26. mar. 2002:

"Er bange for at være alene i min lejlighed. Alene med mig og mit køkken. Mine tanker. Og maden. Jeg er bange for, at den voldtager mig, mens jeg sover."

Søndag d. 23. jun. 2002:

"Tågemanden får mig til at spise frossent rugbrød og kaste det op igen. De frosne klumper skærer hele vejen op gennem halsen, og maven gør frygtelig ondt."

Hun motionerer nu hele nætter. Tager afføringspiller.

Søndag d. 21. sep. 2003:

"Lort. Bræk. Mænd. Sex. Druk. Sult. Motion. Stress. Uro. Mit liv?"

Mandag d. 27. sep. 2003:

"Åh, at være helt tom er skønt."

I maj 2004 opsøger Mille Eigard Andersen endelig en psykolog. Han gør det klart for hende, at maden ikke er problemet, men symptomet. Måske redder han hendes liv, men først skal hun HELT ned.

- Jeg var nødt til at åbne ind til mine følelser. Der var ingen vej udenom, siger hun.

I november 2004 bliver hun indlagt på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling.

De tager motionen fra hende og forsøger at kontrollere, at hun spiser og holder maden i sig. Lærer hende også at registrere de tanker og følelser, hun har. Langsomt bliver hun stærkere, og efter et par måneder lader hun sig udskrive trods lægens protester. Hun vil tilbage til sit liv og til psykologen, og sammen med ham begynder hun at turde stå ved sin uperfekthed, sin vrede og sin sorg.

Torsdag d. 30. nov. 2006:

"Arrigskab. Jeg har virkelig et iltert temperament! (...) Så hvad er det, jeg skal? IND MED MADEN - UD MED AGRESSIONERNE!"

- Jeg vil nok altid være sød og pligtopfyldende. Men jeg vil også have lov at sige til og fra på egne præmisser, forklarer hun venligt.

Held i uheld

Mille dropper at studere videre - har undervejs skiftet fra biologi til laborant til "sundhed og ernæring", men faktisk har hun altid villet skrive. Den 20 august 2007 bliver hun kørt ned af en højresvingende bil, og det næste halve år er hun bundet til sin lejlighed. Hun er opereret i knæet og kan ikke motionere sig ud af sin uro. I stedet samler hun sine knap 100 dagbøger til én rigtig bog, og i dag arbejder hun på en fortsættelse. Bagefter kommer der måske en roman.

Hun kæmper dog stadig med angsten hver eneste dag.

- Alt det ansvar og de krav, der er forbundet med at være voksen, kan være meget skræmmende. Jeg ved godt, at man ikke kan leve på den syge måde og samtidig være kvinde. Men det kan virke svært at håndtere: Mand, børn og job. Så er det mere trygt at håndtere maden, fortæller hun.

Hvis hun ikke får sagt fra - og til - så kommer uroen. Hendes udfordring er at blive i den, til den går over. Det kræver viljestyrke, men det gjorde det også at sulte sig.

- Når du lærer at bruge den styrke positivt, så kan du virkelig sparke røv. Det har jeg gjort, og det kan de andre søde, kloge, dygtige piger også.

Citatet på indersiden af Mille Eigard Andersens dør, som er gengivet øverst i artiklen stammer fra sexolog Joan Ørtings bog: "Ta' mig".

Mille Eigard Andersen: "Lad mig bare forsvinde. En anoreksipiges dagbog". 240 sider. 149 kroner. (Phabel)