Vores skorsten er en skandale, men før vi kommer til den historie, skal jeg lige gøre sommerens føljeton om Holland færdig.

Der er nemlig et enkelt lille hængeparti. Uge for uge har jeg jo fortalt om oplevelser og indtryk fra vores ekspedition ad det lille lands indre vandveje - kommunikationen gik kun én vej: Jeg fortæller - du læser!

Og sådan plejer det jo ikke at være. Igennem årene har jeg modtaget flere tusinde breve og mails fra dejlige læsere, som har følt trang til at give deres besyv med om dette og hint - rigtigt mange er blevet bragt i spalterne, og endnu flere har influeret på, hvad jeg siden har skrevet. Sådan har det ikke været igennem de seneste uger, og det har jeg lidt dårlig samvittighed over.

Jeg HAR nemlig fået en håndfuld mails, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at forholde mig til dem - det gør jeg så nu.

Lige gode om det

Den fælles pointe kan koges ned til, at jeg (uden den store faktiske viden om landet) er for kritisk overfor hollænderne - og at jeg hverken har øje for deres sprog eller landets flotte attraktioner (møller, museer, diger etc).

Sproget først: Hollænderne har et udmærket og (for en dansker) let forståeligt sprog, som ligner vores til forveksling - dog er de alle født med en slags defekt, som gør, at de ikke kan udtale ordene rigtigt - altså, som de staves, og så vi andre kan genkende lydene som ord og sætninger.

Om jeg mangler sprogøre, skal jeg ikke kunne sige, men det gør rigtigt mange hollændere så også, for de siger nemlig noget tilsvarende om Danmark og danskerne: For en hollænder er dansk på skrift lige ud af landevejen, men de forstår ikke en lyd af det, som vi siger, fordi vi mumler i skægget og gør en dyd ud af at udtale ordene på alle mulige og umulige måder, blot aldrig som de staves.

Vi forstår ikke, hvad hinanden siger, men godt hvad vi skriver - fordi vi mumler, medens de hoster og hakker - og det har jeg og hollænderne grinet en del ad denne sommer!

Ens og dog anderledes

At jeg skulle være særligt kritisk overfor hollænderne, kan jeg ikke genkende - tværtimod.

For det første ligner de os meget langt hen ad vejen - de er et meget snakkende folk, som ikke bryder sig om konflikter. De - og vi - laver regler om alting, men er skeptiske overfor de helt store forkromede principper. Til gengæld har vi det fælles karaktertræk, at vi har stor tillid til hinandens gode vilje: Skal vi ikke bare snakke om det - så finder vi en løsning ...

Men der er også forskelle. De er for det første ekstremt praktiske og dygtige og siger om sig selv, at medens Gud skabte verden, skabte hollænderne Holland. Det er lidt flot sagt, men det er et faktum, at 17 millioner hollændere bor godt, smukt og fredeligt i et sumpet delta mindre end Danmark - så kan man altså ét eller andet, som vi andre måske kan lære af.

Eksempelvis kan jeg ikke blive træt af at betragte færdslen i de travle bycentre - cykler, knallerter, fodgængere og biler strømmer fredeligt rundt imellem hinanden uden at tage sig alt for meget af regler og skiltning. Det er som om, at man har opgivet detailstyringen til fordel for én regel: Opfør dig ordentligt - så går det nok. Uden regler og endda uden cykelhjelm!

Det smukkeste billede, jeg har med hjem fra en sommer i Holland - på nethinden, for jeg glemte i bare befippelse at knipse et foto - er af noget, som ligner en fodervogn. Altså et lille kasseformet køretøj på størrelse med en trillebør, som landmanden kan stå bagpå, når han fodrer grise - motoren udgøres dog her af en Segway. 

Og i dette tilfælde var det så ikke en landmand, men en pædagog, der styrede - og "kassen" var fuld af hujende unger - de drønede afsted på en lille vej langs kanalen: Hu-hej - vi skal ud i naturen!

- Det må man s'gu da ikke, var min første puritanske tanke: Uden sikkerhedsseler og uden hjelme - det er da dybt uansvarligt - det må straks forbydes, tænker man som dansker.

Men sådan tænker man altså ikke i Holland, og det kan jeg godt li' - selv midt inde i Amsterdam har jeg set de herlige børne-busser for fuldt drøn på cykelstierne.

Kender jeg ikke noget til

Og så til den skandaløse skorsten. Den er kun få år gammel og bygget på helt traditionel vis - af blødstrøgne mursten, som siden er vandskuret (tyndpudset).

Skorstenen er opført sidst på sommeren, og allerede i løbet af den første fyringssæson kunne jeg se, at der var noget helt galt - det tynde pudslag begyndte at skalle, og de øverste skifter mursten så ud til at revne og løsne sig. Og nu - 3-4 år senere - er der ikke skabt puds tilbage på den stakkels skorsten: Det hele er raslet ned ad taget, og skorstenen ligner en ulykke. 

Og når naboerne forsigtigt har spurgt til, hvad der dog er sket, har jeg bare knurret og antydet, at de eddermame bare kan blande sig helt og aldeles udenom ...

Jeg blev simpelthen så skide sur, at jeg ikke orkede at beskæftige mig med detaljer som årsag og virkning - i stedet benyttede jeg et skjult talent, som jeg har til overflod: Jeg fornægtede og fortrængte eksistensen af den skide skorsten - jeg lod som om, at den ikke var der, og at det i hvert tilfælde ikke havde noget med mig at gøre.

Vi har en aftale

Men det kan man jo kun gøre så og så længe - før eller siden trænger virkeligheden sig på, og i dette tilfælde skete det i form af en høflig anmodning fra fruen - sådan noget med, at hvis vi skulle sejle på kanaler hele sommerferien, så var det kun rimeligt, om jeg lovede ét eller andet til gengæld - og det blev noget med at fælde nogle træet og lave græsplæne før ferien - og efter kanalturen: Skorsten!

Og vel hjemme igen er der altså ingen vej udenom. Forleden kastede jeg således det første seriøst granskende blik på skorstenspiben - og den afskallede puds. Det hører med, at jeg ikke vidste med sikkerhed, hvilken puds der var anvendt, fordi jeg var syg og dårlig og noget af en svækling i de dage, da den blev opført - så jeg fik et par polske håndværkere til at bygge den efter mine anvisninger. Og det var ikke altid, at de gjorde som jeg sagde.

Personligt foretrækker jeg hydraulisk mørtel til næsten alt, men de to polakker elsker at pudse med moderne "klæbe-mørtel", fordi det er så nemt - så jeg har en mistanke om, at de brugte moderne "kalkfri" mørtel (med cement og akryl) istedet for den hydrauliske, som jeg ville foretrække.

Et nøjere studium af de nedfaldne skaller bekræftede min mistanke. Og det vender vi tilbage til i næste uge.

Hvis man bare kunne tage skorstenen af og sætte den ned på jorden, ville det være meget lettere - men det kan man jo ikke. Og enhver kan sige sig selv, at man ikke bare lige kan kravle rundt på et stråtag, uden at det vil tage alvorligt skade.

Men det problem må der vel findes en moderne løsning på? Jeg forestillede mig noget med en smart lille kran med en platform - vupti, så er den skorsten onduleret.

Men der er et problem - der findes jo masser af lifte, som kan gå op i anseelige højder, men det er kun få af dem, som kan række langt ud til siden - og i vores tilfælde kan sådan en karl ikke komme ind i haven, så de skal stå helt ude på vejen - og så skal den være endnu større - og dyrere - og den ville spærre vejen.

Nixen-bixen - så hellere låne Bents tagstige og finde på ét eller andet. Som tænkt så gjort - og jeg tænkte en hel del, for der er to hensyn at tage: Stigerne skal stå sikkert, så jeg ikke skvatter ned, når jeg skal fare op og ned ad taget - og så skal de placeres, så jeg ikke skader det "skrøbelige" stråtag. Når jeg har sat anførselstegn om, er det fordi taget egentligt er stærkt nok som tag, og det risikerer på ingen måde at brase sammen under vægten, men man kan lave store skader i overfladen - det er grimt og vil resultere i kortere levetid.

På billederne kan du se, hvordan jeg har gjort, og i næste uge erstatter vi det øverste skifte med en kant af beton - og pudser skorstenen op på ny.

  • fyens.dk