Min base: Vidunderlige, skæve eksistenser

Mine forældre havde i mange år en nabo, der hed Jørn Erik. Han boede et par huse oppe ad vejen, og han var en helt særlig en. Særlig på den måde, at han nok var lidt skør. Og nu skriver jeg om ham i datid, men han lever faktisk i bedste velgående, han er bare ikke mine forældres nabo mere. Det vender vi tilbage til.

Jørn Erik var sådan en, der - lidt som karakteren Kramer fra komedieserien Seinfeld - kunne komme drønende ind ad mine forældres hoveddør. Helt og aldeles uinviteret. Fordi han havde en meget vigtig besked, eller fordi min far skulle hjælpe ham med et eller andet helt vildt super vigtigt. Forståelse for andre folks tid havde han ikke rigtigt. Og at det nærmest altid var lige midt i madlavningen, at han kom brasende, ænsede han heller ikke. Jørn Erik blev ikke født sådan, men der var noget med, at han engang var blevet kørt ned - og siden havde han været, ja, sådan, som han nu var.

Han var en god, hyggelig og loyal nabo. En, der altid havde tid til en sludder, når min far eller mor gik aftentur med hundene. Men en dag tog han en impulsiv beslutning og flyttede til Filippinerne. Der bor han stadig, og han ringer hjem én gang om året på min fars fødselsdag. Jeg tænker tit, at havde det været i gamle dage, var han blevet kaldt for landsbytosse.

I mange år så jeg tit en, jeg med tiden lærte, hedder Søren. Jeg så ham altid i bybusser i Odense, og jeg fik på et tidspunkt den tanke, at det måske bare var det, han lavede. Kørte med bybusser. Her gik han altid rundt og spurgte hver enkelt, der ikke kiggede væk: "Har du os' det godt?" Og når man så svarede "ja, jeg har os' det godt", blev han glad og gik videre.

For noget tid siden kom jeg til at tænke på ham igen. Sidst jeg så ham, var for et par år siden. Og selv om det er sjældent, at jeg tager en bus, og at det nok er derfor, jeg ikke har set ham, blev jeg lidt urolig. Bare der ikke er sket ham noget.

Sådan har jeg det også med Allan. Allan er en mand på cirka to meter, robust bygget, ikke tyk. Og første gang jeg hørte ham i min lokale Netto, fór jeg sammen, for jeg troede, han var vred. Allan har det nemlig med at råbe. Så snart han er indenfor, begynder han at råbe. I starten forstod jeg overhovedet ikke, hvad han råbte. For det lyder som volapyk. Jeg lærte dog snart, at det, han går og råber, er: "Er du nu der igen?!" Han gentager det igen og igen. Men i det øjeblik man ser ham, forsvinder alt ubehag, for den to meter høje mand går med rollator. Han slæber lidt på det ene ben, og når han skal betale ved kassen, giver han sin pung videre til kassedamen eller -manden. Hans finmotorik er ikke til det.

Jeg har efterhånden set ham mange gange, og han har helt samme rutine hver gang. Han hilser altid på samtlige Netto-medarbejdere. Og de hilser på ham: "Eeej Allan, er du nu der igen?!" siger de så med smil på læben, mens han griner og går videre. Det er også de samme ting, der hver gang ryger i kurven på rollatoren; en stor pakke frikadeller, en bøtte kartoffelsalat, en sixpack halvliters colaer og en pose matadormix i megastørrelse.

Når han har betalt, går han glad videre og ud af butikken igen med sine indkøb i rollatoren. Hovedet højt og med et smil på læben.

Forleden stod jeg så i en genbrugsbutik og rodede i en kasse med gamle tasker, da en ny kunde kom ind i butikken og indehaveren glad udbrød: "Hej Søren!". Jeg kiggede op fra kassen, og der var han så. Han kiggede på mig og spurgte: "Har du os' det godt?". Og ja, svarede jeg, jeg har os' det godt.

  • fyens.dk