Når havens planter gror, skal de have noget at spise

Haven skal gødes, og udbuddet af gødning er næsten lige så uoverskueligt som udbuddet af jord. Jord bør vel være jord og gødning være gødning. Sådan er det bare ikke, når man ser på udbuddet af henholdsvis gødning og jord.

Stort set al købejord er spagnum, der er tilsat gødning eller kalk i forhold til, hvad det nu skal bruges til. Især kalk er vigtigt, når produktet er spagnum. Nogle planter trives bedst i sur jord, mens andre har det bedre i en basisk jord og andre igen i en neutral jord. Kalk gør jorden mere basisk, og derfor tilsættes noget spagnum netop kalk. Men det er gødning, som denne artikel handler om.

Der sælges gødninger med mange forskellige formål, men i virkeligheden kan vi nøjes med en enkelt gødning. Alle planter har brug for samme 14 grundstoffer, hvoraf kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K) er de tre, der opgives på forsiden af poserne. De øvrige er svovl, magnesium, kalcium, jern, mangan, bor, zink, kobber, nikkel og molybdæn. Nogle få planter har derudover brug for kisel, selen, natrium og kobolt.

Det, der tidligere kaldtes "kunstgødning", senere "handelsgødning" og i dag ikke har anden officiel betegnelse end "uorganisk gødning", sælges under navnet "helårsgødning" eller universalgødning. Det har et nøje afbalanceret forhold mellem de 14 grundstoffer, som alle planter har brug for. Bag på den gødningspose, som man køber, vil man kunne læse, om gødningen indeholder de 14 grundstoffer. Foran på posen vil alene typisk fremgå NPK-forholdet.

I en helårsgødning er det typisk 15-3-14. Det betyder, at der er 15 procent kvælstof, 3 procent fosfor og 14 procent kalium i posen. Resten er det, der binder gødningen sammen til små piller, og det betaler man så også for, men det gør ikke nytte på anden måde.

En organisk gødning er en helt anden type gødning. Den er stort set altid fremstillet af gødning fra dyr, i sjældnere tilfælde fra planter og her oftest tang. Typisk vil den have en anden balance, for eksempel 7-1-5, altså mindre mængder af alt. For at opnå samme mængde gødning som i den uorganiske skal man sprede omkring dobbelt så meget organisk gødning.

Hver gødningstype har sine fordele og ulemper. Den uorganiske gødning (kunstgødning) frigives meget hurtigt til planterne, og derfor kan man let overgøde eller risikere, at gødningen vaskes for langt ned i jorden, så planterne ikke kan nå at optage den. Derfor skal man med den type gødning gøde lidt, men tit, men så er det også effektivt. Den tilfører dog ikke jorden humus, som er vigtig for planternes trivsel, så suppler altid med kompost i efteråret.

Den organiske gødning opløses langsomt, nogle gange så langsomt, at der end ikke er nok til planterne. Det tager med andre ord tid, ofte år, før der er lagret og frigivet nok gødning i jorden, så planterne kan få gavn af det. Til gengæld er den miljøvenlig, fordi der meget sjældent siver noget ned i grundvandet. Det sker kun, hvor der ligger store lagre af dyregødning direkte på jorden.

Vil man dyrke en køkkenhave med organisk gødning, skal man starte noget før, man sår eller planter, så gødningstofferne kan udnyttes. Især det første år skal man supplere med uorganisk gødning. Bruger man den uorganiske gødning, er det ikke nødvendigt at gøde, før planterne reelt har brug for det. Det vil sige, når man sår eller planter, og mens planterne vokser.

Noget helt andet er så, at nogle planter (som eksempelvis rododendron) gerne vil stå i en sur jord, mens andre bedre trives i en mere kalkrig jord. Alt for sur jord og alt for kalkrig jord kan dog give problemer med optagelse af visse af de grundstoffer, som planterne skal have, så man skal ikke overkalke og ikke forsøge at opnå en så sur jord som muligt. Hvis gødning ikke hjælper på dine planters trivsel, så skal du have undersøgt jorden. Den kan mangle kalk eller det modsatte være for sur til netop de planter, som det ikke lykkes med.

  • fyens.dk