Den største nyhed er, at der ikke er nogen nyhed i forhold til bekæmpelse af sneglen

Gunnar Hansen i Christiansfeld opdagede en efterårsdag en mindre invasion af snegle i sin have. Han havde en mistanke om, at der var tale om en snegl, som han netop i en havebog havde læst, der huserede i Sverige. Sneglen gik under navnet mordersnigel og har her været kendt siden sisdt i halvfjerdserne.

Gunnar Hansen gik til Haveselskabet med sin formodning. Selskabet lovede at sende en konsulent ud til haven, men konsulenten kom aldrig. I stedet kontaktede han Jydske Vestkystens haveskribent, der bad om at få de mystiske snegle tilsendt. Det var før den digitale verden, så de ankom i et filmhylster og blev afleveret på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Fakta: Det ved vi om dræbersneglen

Gunnar Hansen fra Christiansfeld var den første, der i august 1997 gjorde opmærksom på fund af dræbersneglen og gik til Jydske Vestkysten med historien. Samtidig blev den bragt i Fyens Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende, der har samme haveskribent som Jydske Vestkysten. Dræbersneglen fik efter Gunnar Hansens fund sit navn efter inspiration fra Sverige, der har kendt sneglen siden 1975 og kalder den modersnigel. Dens latinske navn er Arion vulgaris. 

Man mente, at dræbersneglen kom fra den iberiske halvø. Senere har studier vist, at det ikke er rigtigt, og man ved ikke præcis, hvor den kommer fra. Enkelte snegle blev første gang observeret på Sjælland i 1975, men uden at man tog notits af dem. I både Norge og Sverige har man registreret dens tilstedeværelse langt tid, før den for alvor trak spor ind over Danmark.

Dræbersneglen lægger 400 æg, men man regner med, at højst 100 udklækkes. Enten overlever de ikke vinteren, eller også spises de af andre snegle, biller og dyr. Æggene findes især under tæt bunddække og ved stauder og gamle træstubbe.

I starten troede man, at det kun var æg, der overlevede vinteren. Senere har man fundet ud af, at i hvert fald ikke kønsmodne snegle overlever i hulrum i jorden, og at de kan tåle ned til minus fem grader. Østrigske undersøgelser viser, at sneglen som andre hvirvelløse dyr indeholder glycerollignende stof, der kan sammenlignes med frostvæske. Ifølge de østrigske undersøgelser holder væsken sneglen i live ned til minus 15 grader. En tørkeperiode er langt mere risikabel for sneglen end frost.

Artiklens forfatter var den første, der skrev om den iberiske skovsnegls indtog i Danmark, og har gennem de seneste 20 år fulgt dens færden, og især de mange såkaldte nye mirakelmidler, der dukker op mod sneglen. Da en norske sneglestøvsuger dukkede frem i Danmark i 2015, og det viste sig, at sneglene blev suget op i en pose med salt og kalk, gravede han grundigt i den danske dyreværnslov og fandt ud af, at metoden stred mod dansk lovgivning.

Efterfølgende forbød Miljøstyrelsen salg af det særlige pulver, som man skulle fylde i maskinen. Den norske producent truede med at slæbe forfatteren i retten, men det skete aldrig.

Gunnar Hansen, der fandt de første store fund i Christiansfeld, er siden blevet Haveselskabets frivillige ekspert inden for dræbersnegle.

Her sad en tidligere professor Poul Bondesen, ekspert i snegle. Efter nøje studie i mikroskop, især af sneglens helt anderledes kønsdele, erklærede han, at der var tale om et sensationelt fund, nemlig den iberiske skovsnegl. Det var præcis den samme snegl, som Gunnar Hansen havde læst om, og som man altså i Sverige kendte som mordersnigel. Derfor døbte avisen i en overskrift den hidtil ret ukendte snegl i Danmark, dræbersnegl.

Det svenske navn mordersnigel havde sneglen fået, fordi man havde iagttaget, at den spiste artsfæller. Den virkelige sandhed er nok, at der var tale om døde artsfæller, og det er i sig selv ikke nogen bestemt egenskab for dræbersneglen. Både det danske og svenske navn kom dog til at hænge ved og har gjort det lige siden.

Historien om det sønderjyske fund bredte sig hurtigt til andre dagblade og fik i nogle aviser en tand ekstra, så meget, at folk nærmest gik i panik. I samtlige 20 år har den grusomme snegl sommer efter sommer fyldt i medierne og i dag også på sociale netværk. Der er oprettet flere facebookgrupper, hvor folk fortæller om deres erfaringer eller søger råd, og der er forsket i sneglens livscyklus, så forskellige myter og formodninger til dels er blevet aflivet, men i forhold til bekæmpelse af den iberiske skovsnegl er der stort set kun sket det, at den ene producent efter den anden har måttet indse, at der ikke var de penge i sneglefælder, som man havde håbet på.

Trods flere politiske løfter om en målrettet landsomfattende indsats er sneglen her stadig. Vi har erkendt, at den ikke er så let at bekæmpe, og slet ikke på lovlig vis. Skal den aflives, skal det med den danske dyreværnslov ske, så dyret ikke lider. Derfor må man for eksempel ikke bruge salt eller salmiak for at komme af med den, og i princippet heller ikke drukne den i ølfælder.

Bolius, boligejernes videncenter, kunne i den forgangne uge fortælle om en helt ny metode til at aflive dræbersneglene. Det helt nye våben hedder nematoder. Det er dog en form for falsk nyhed, for det er ikke en nyhed, snarere en problematisk oplysning, der sluges råt, og især lige så vedvarende kritiseres af foreningen Praktisk Økologi. Foreningen mener, at der mangler grundlæggende viden om fødekæder og natur, når man anbefaler nematoder.

Nematoder bruges i nogle norske kommuner. Det er små rundorme, der går ind og inficerer nøgensnegle via sneglenes åndehuller. Det skulle gøre det af med sneglene. Nematoder har i mange år været anvendt i landbrug og gartnerierhvervet mod agersnegle, og det har mange gange været fremme, at de også kan bruges mod, og i øvrigt i mange år også er solgt til private, mod dræbersnegle. Danske undersøgelser viser dog, at de kun har effekt på de mindste dræbersnegle, og foreløbig er der ingen videnskabelige beviser, der tyder på andet.

Haveselskabets fagredaktør fortæller til Bolius, at hun selv med held har anvendt nematoder, og at hun har læst den litteratur, som man kan finde, og at der intet sted står, at nematoder skulle udgøre et problem. Problemet er dog, at snegle er vigtige nyttedyr for jordens struktur og samtidig også føde for mange dyr som for eksempel pindsvin, tudser, biller og fugle. Nematoder findes naturligt i naturen, men udsætter man mange af slagsen, vil det gå hårdt ud over sneglene.

Den debat fylder mindre i Norge end i Danmark. I Norge findes heller ikke en dyreværnslov, men i Danmark er både naturgrupper og biologer bekymrede ved anvendelsen af nematoder, og formentlig er det også en af grundene til, at nematoder her i landet ikke har været udbredt og ikke ser ud til at blive det. I Norge er det især fortalere for nematoder, organiseret i en af de meget store facebookgrupper med 8000 medlemmer, der har påvirket og samarbejdet med kommunerne.

Ingen offentlig myndighed er i Danmark forpligtet til at bekæmpe dræbersneglen. Det, der må siges at have haft størst succes, har været den information, der siden er kommet fra især Naturstyrelsen og Plantedirektoratet. Især har Naturstyrelsen lavet en meget oplysende side om sneglens livscyklus, om, hvordan man kan begrænse den og lære at leve med den.

20 år har vist, at vi skal leve med den, og at det sikreste våben enten er at holde den uden for haven med sneglehegn, og hvis den er sluppet ind, er det mest effektive våben ikke kun at gå på sneglejagt, men på jagt efter dens æg. En enkelt snegl producerer op til 400 æg om året. Det er derfor ikke sneglen, der er problemet, men dens store formeringsgrad.

Mere viden om dræbersneglen findes på Naturstyrelsens snegleside, Kortlink.dk/qhxm

  • fyens.dk