49 min med Frederik Lauesen, der betragter sit nye job som sportschef på TV2 som et tilbud, han ikke kunne sige nej. Malene Birkelund mødte den 35-årige journalist, der ud over at være chef er alene med to småbørn
Der er gjort rent bord.

Frederik Lauesen er akkurat lige flyttet ind i det lille hjørnekontor, som huser TV 2 Sportens øverste hjerne.

Væggene er hvide og upyntede, ingen personlige dimser eller dikkedarer, der kan minde ham om sportslige sejre eller smertelige nederlag gennem de ni år, han allerede har været på redaktionen. Ingen gule førertrøjer fra de år, han var udsendt reporter på et af tv's årlige højdepunkter, Tour de France, eller børnetegninger, der kan trække ham ned på jorden og hjem igen.

De hvide vægge er symbolet på, at den nye chef er startet på en frisk - ikke alene i forhold til sin karriere, men også i forhold til sit liv.

- Hvordan synes du, en perfekt sportsudsendelse er sammensat?

- Den indeholder det, som sport kan, nemlig følelser, drama, fascination. Det er, når håndboldlandsholdet eller fodboldlandsholdet leverer et fantastisk resultat, det er noget, som hele Danmark kan snakke med om.

- Hvordan vil vi kunne mærke, at det er dig, der sidder her på chefkontoret nu?

- Jeg tror, man vil kunne se flere følelser, mere fascination, fede billeder ...

- Men hvilken sportsgren tænker du på, når du siger det?

- Det kan være hvad som helst. Et af de mest klare billeder, jeg selv har fra det netop overståede OL, var da en eller anden 43-årig argentiner vandt banecykling og kørte rundt bagefter og bare var opløst i gråd. Det er det, der er det fede ved sport, og det er også det, der er det fede ved OL, at ting, som man ikke går op i eller knap nok kender reglerne i, kan man blive fascineret af, fordi man kan se, at de her mennesker brænder for det.

- Afhænger den gode udsendelse af resultatet?

- Selvfølgelig, det er vi dybt afhængige af. Det er klart, at for at få en perfekt slutrunde med mange seere, så er det primære element, at landsholdet spiller ordentligt.

- Hvad kan du gøre for, at det bliver festligt?

- Jeg kan ikke gøre noget, jeg er jo ikke træner. Jeg kan kun gøre noget i forhold til den måde, folk får lov til at opleve det på. Og der er min holdning, at vi skal endnu tættere på i forbindelse med de store sportsbegivenheder. At være der, hvor det sker, måske meget mere end at være i et studie i Odense. Det er tanker, som man skal finde ud af, om er realiserbare.

- Du forlod Nyhederne for at vende tilbage til Sporten. Kan sport noget, nyheder ikke kan?

- Det synes jeg egentlig ikke. Der er ikke noget som at være på en nyhedsredaktion, når en minister går af. Sport kan efter min mening noget andet ... Der er flødeskumsbegivenheder - fodboldafslutninger, OL, Tour de France. Det er forudsigelige begivenheder, der giver hverdagen et afbræk, mens hverdagene på Nyhederne netop er uforudsigelige.

- Betragter du dig selv som arbejdsnarkoman?

- Nu har jeg to små børn, så jeg har droslet lidt ned på det område. Men jeg har altid holdt af mit arbejde og været privilegeret at have et job, jeg syntes var skideskægt. At få penge for at arbejde med sine interesser. Men man lægger da meget energi i det.

- Er det opslidende?

- Nej.

- Savner du at være på skærmen?

- Jeg har været glad for at være studievært, men på den lange bane kunne jeg bedst se mig selv i lederrollen. Jeg kan godt lide at have ansvar og have med mennesker at gøre og gøre alt, hvad jeg kan for, at de udvikler sig. Der var engang en, der sagde til mig, at "du er mere en god kollega end en chef", og det er lige sådan en slags chef, jeg gerne vil være.

- Er det et udtryk for, at du er blevet mere privat?

- Nej. Jeg har ikke haft noget problem med at have et ansigt, som folk siger hej til, selv om de ikke lige kan huske, hvor de har set mig. Jeg har selv fortalt medierne om ting fra mit privatliv, og jeg har altid følt mig godt behandlet.

- Du valgte også at stå frem og fortælle offentligheden om det, da din 39-årige kone Laila for et år siden pludselig og efter kort tids sygdom døde derhjemme af blodpropper ...

- Ja.

- Hvis du var en kvinde, der var alene med to små børn, så havde omverdenen nok sat spørgsmålstegn ved, om du kunne klare et chefjob. Ligesom det skete for Helle Thorning-Schmidt.

- Selvfølgelig, og det er et naturligt spørgsmål, som jeg også har stillet mig selv mange gange. Og jeg er da også omgivet af gode venner og familie, der kan hjælpe mig - både mine egne forældre og mine svigerforældre - og jeg har fået tingene til at hænge sammen på min måde.

- Hvad er "din" måde?

- Der er en stor grad af fleksibilitet i mit arbejde. Når jeg skal hente mine børn fra børnehave, og det skal jeg de fleste dage, så skal jeg køre fra jobbet klokken 15.45, sådan er det, og det gør jeg med glæde. Jeg er god til at lukke andet ude, når jeg er sammen med dem. Og så er der nogle dage, hvor min mor kommer og passer børnene. Hun er gået på efterløn, efter at Laila døde - blandt andet for at hjælpe mig - og så kommer hun og er hos os en dag eller to. Så har jeg en dag, hvor jeg ikke behøver at sidde og kigge på uret på jobbet, men kan blive så længe det passer mig, og det fungerer godt for mig.

- Hvorfor?

- Det er forfærdeligt det, der er sket, og det er forfærdeligt for børnene, men jeg bliver ikke en bedre far af at hellige mig dem fuldstændig. Det er sgu også vigtigt, at jeg er glad. Man kan bruge det der flyvemaskine-billede, ikke: Det nytter ikke noget, at man først giver børnene maskerne på og dermed sætter sit eget liv og ambitioner på stand by. For er man der ikke selv, er det svært at give noget videre til sine børn.

- Så på den måde fortsætter dit liv på sin vis, som det plejer?

- Ja, så mærkeligt det end kan lyde, efter at man har været udsat for sådan en stor omvæltning. Man finder jo måder, hvorpå det kan fortsætte, og det er ikke uden komplikationer, men det må man finde løsninger på.

- Forsøger du bevidst at holde fast i normaliteten?

- Helt konkret var mine børn i børnehave og dagpleje dagen efter, at Laila døde. Udgangspunktet er, at det er en kæmpestor omvæltning for dem, så det vigtige er, at deres hverdag er så uforandret, som den kan være.

- Selvfølgelig bliver de oftere passet af bedsteforældre, end da Laila var her, og selvfølgelig er der andre mennesker, der har større betydning i deres liv, end hvis Laila havde levet, men det er nu engang betingelserne. Vi bliver bare nødt til at få det bedste ud af det her lort.

- Det lyder som om, du er god til at se tingene ovenfra?

- Jeg har fra starten kigget på det, som om det var et temmelig stort kapitel i mit liv, der sluttede, som jeg ikke lige havde regnet med skulle slutte. Mit liv lå egentlig sådan lige ud ad landevejen. Men samtidig har jeg kunnet se, at det giver nogle muligheder for, at andre kapitler og andre døre kan åbne sig, og de muligheder har jeg været god til at fokusere på. Al forandring er jo - på en eller anden måde - spændende. Det er udfordrende at skulle lave om på nogle ting. Det er klart, at det her er en forandring, jeg hellere ville have været foruden, men altså ...

- Jeg har egentlig set sådan på det fra starten. I begyndelsen mest for at tro på, at der var et håb. Det er mit held, at jeg altid har været et positivt menneske, så selv om jeg er blevet udsat for et chok og en tragedie, så har jeg fra starten - ikke kunnet se noget positivt i det - men kunnet se, at der var håb og lys, som jeg nok skulle komme hen til.

- Er det vigtigst som far at kunne bevare den tro?

- Nej, det vigtigste er at være nærværende. Du spurgte før, om jeg har ændret noget i mit liv, og ja, det har jeg. Jeg sørger for at være til stede i nuet. Jeg tænker, hvorfor ikke tage den gode vin i aften, for vi ved ikke, om vi er her i morgen. Altså, sådan går jeg jo ikke rundt og tænker, men jeg sørger for ikke at fokusere så meget på, hvordan det er om fire år. Det er jo et wake up-call, når man har en superdejlig kone på 39 år, der pludselig holder op med at leve, det giver altså nogle tanker. Prøv at tænke: Hvis det nu var mig, havde jeg så nået det, jeg ville? Rettere dét end at tænke på, om man får råd til at købe den båd om fem år, det er ligegyldigt.

- Selvfølgelig lægger jeg planer for mig og børnene, men jeg har lige ventet et halvt år på at mærke efter, hvad der var bedst for os.

- Hvad fik dig til at beslutte at flytte fra huset i Mesinge?

- Først og fremmest at jeg ville give børnene og mig selv en ny start. Ikke at vi har problemer med at bo i huset. Det er ikke sådan, at vi synes, Laila er i væggene - i hvert fald ikke noget, som vi ikke synes er fint. Men vi trænger til at starte på en frisk. På mange måder var det jo Lailas og mit hus og vores liv der, og nu, hvor jeg ikke længere har mulighed for at leve dét liv, er det ligesom tid til noget andet. Vi glæder os faktisk efterhånden til at flytte, børnene og jeg.

- Er du bedst til at være chef eller til at være far?

- Jeg håber, jeg er dygtig til begge dele. Jeg synes, jeg er en hæderlig far, og jeg gør alt, hvad jeg kan for de unger.

- Er du en bedre chef nu, end du ville have været for to år siden?

- Muligvis. Man får formentlig et petitesse-skjold af det her. Jeg kan ikke blive voldsomt ophidset over noget, der kan virke som et uoverskueligt problem, for jeg har ligesom været udsat for noget, der altid vil være værre. Der er noget om den gamle kliché om, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig kun stærkere. Man får en indstilling til livet, som er sund, du får arbejdet med dig selv mentalt på en måde, som du ellers kan gå gennem livet uden at gøre, så jeg føler mig da styrket. Før ville jeg det hele på den halve tid. Nu er jeg mere selektiv.

- Dyrker du selv sport?

- Det kan jeg ikke længere. Kun hvis nogen passer børnene imens, jeg kan ikke løbe om aftenen, når de sover, vel? Det har jeg opgivet. Jeg er nok en af de bedste kunder i fitness-centret inde ved siden af, for selv om vi har en favorabel ordning med dem, har det nok kostet mig 400 kroner, hver gang jeg har været der. Men der er ingen grund til at pibe over det, for sådan er det bare.

- Har du tid til at være alene?

- Jeg er faktisk forbavsende lidt alene, nu du siger det. Jeg nyder mine aftener alene, det skal ikke være en hemmelighed. Når børnene er lagt i seng, så er jeg selv dårlig til at gå i seng, selv om jeg ved, de vågner klokken 6.30.

- Hvad kan gøre dig glad?

- Når de mennesker, der omgiver mig, er glade. Det ved alle, der har børn. At se at de trives på trods af det, der er sket. De er gode til at abstrahere. Den store, der er fem år, taler tit om, hvor mor er henne, selv om hun godt ved det. Det gør knægten ikke, for ham er det et mindre brud, fordi han ikke kendte sin mor så godt. Han var et år, da det skete. At stå og kigge ud af vinduet og se, at de to gør et eller andet skægt sammen, det er det, der gør mig mest glad.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Millionerstatning til tv-chef efter hans kones tragiske død

Millionerstatning til tv-chef efter hans kones tragiske død

TV2-vært klager over fynske læger

TV2-vært klager over fynske læger