Sidste tur for Ejby og Clausen


Sidste tur for Ejby og Clausen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VENSKAB: Kærlighed og nye karrierer drev dem hver sin vej, men de holdt fast i venskabet med en sidste festlig ferie til Spanien sammen. Hvor dramatisk alt skulle ændre sig efter den tur, kunne Ejby og Clausen umuligt vide
Luften er tung og fugtig uden for det lille katolske sygehus i Wesseling.

Søren Ejby kan se vinduet, når han drejer hovedet til venstre. Kigger han til højre, kan han se de to ældre, nysgerrige mænd, han deler stue med. De kan se Sørens store sår i panden og hudafskrabningerne på armen, mens sårene på venstre fod, ben og på bagdelen er skjult under lagenet. Det største sår er imidlertid gemt indeni den 20-årige knægt fra Tommerup.

Han har svært ved at fatte, at det kun er få dage siden, han fandt sig selv på en tysk græsmark efter busulykken. Eller at det kun er godt to uger siden, at der hverken var sår udenpå eller indeni Søren Ejby - eller blot Ejby, som han hedder blandt vennerne. Ret praktisk, når ens bedste ven også hedder Søren. I stedet for at være Søren og Søren var de bare Ejby og Clausen.

Altid sammen

- Clausen og mig var altid sammen i weekenderne, siger Søren Ejby.

Men alvoren var ved at snige sig ind i de uadskillelige venners liv.

- Clausen havde fået en sød kæreste bare en måned, inden vi tog af sted. Og han havde også fået et trainee-job i Hamburg, hvor han skulle starte hos BMW til august, siger Søren Ejby.

Han er selv blevet udvalgt til sergentskolen i Sønderborg efter rekruttiden i garden. Karrieresporet er lagt mod skibsofficersuddannelsen i Svendborg.

Inderst inde ved de to venner godt, at ferien nok er afslutningen på en fase i deres liv. En fase med masser af byture, ballade og Bacardi Breezer. Fremover kan de ikke være sammen hver weekend og hænge på Australien Bar om natten. Det skal markeres med et brag af en ferie.

- Det var jo møgvejr, så vi ville sydpå. Det var umuligt at få en flyrejse, så vi bestemte os for at tage på bustur, siger Søren Ejby.

Deres bedste ferie

30 timer i en bus er hård kost for unge mænd med lange ben. Også selv om de fik lov at strække dem ud om natten, da dobbeltdækkeren fra Iversen Busser blev til sovebus, mens den åd sig ned mod Lloret del Mar og spanske Costa Brava nord for Barcelona.

Midt i pumpende techno- og dance-musik finder de to fynboer deres rutiner. De spiser på "Le Chef" i byens hovedgade. De drikker shots med den hollandske bartender på Surf Bar. Og de danser og fester nætterne væk til "pump it up" på Diskotek Colossos.

- Vi syntes, at guiderne var lidt for smarte, så vi gjorde mest vores egne ting i stedet for at tage med på fællesturene, siger Søren Ejby.

- Men det var den bedste ferie både Clausen og mig nogen sinde har haft. Det var første gang Clausen var alene i udlandet. Han savnede sin kæreste, men vi havde det kanonsjovt. Clausen og jeg kunne snakke om alt, og han lagde ikke skjul på, at han var forelsket. "Intet kan slå mig ud nu", sagde han tit.

Som fætre

En nonne kommer ind med Sørens mad. Søren skærer et stykke af den store karbonade. Det er lidt svært at ligge ned og spise, men appetitten er vendt tilbage efter et par dage, hvor han ikke har spist andet end yoghurt.

- Clausen og mig jokede. Vi kaldte hinanden "fætter", og han ville have, at vi skulle købe ens fætter-guldkæder til håndledet. Det ville jeg godt nok ikke være med til, men vi købte et par sølvkæder, siger Søren Ejby og holder en pause, inden han stille tilføjer:

- Den kommer jeg nok aldrig til gå med igen. Det har jeg ikke lyst til.

Han har dog ikke problemer med at vende tilbage til sporet med gode minder fra en fantastisk ferie med Clausen.

- Jeg kan huske, at de der flydemadrasser, som folk lå og solede sig på, kaldte vi paddeldyr. Og det blev sådan et udtryk, vi brugte om alt muligt. Årh se et paddeldyr, kunne vi sige, og det kunne både være om en bil eller en pige eller noget andet.

- Jeg tror nok, andre vil kalde vores humor for rimelig sort. Vi kunne stå i baren og bede om grønne og røde overtrækstrøjer til vores drinks. Det gav ingen mening, og det skulle det heller ikke, siger Søren Ejby.

De sidste aftener

- De sidste to aftener gik vi i byen med italienske landsholdstrøjer på, og alle troede vi var italienere. Vi gik også rundt og sagde "Italia", siger Søren Ejby og bliver igen alvorlig:

- Vi havde også aftalt, at vi skulle prøve det, når vi kom i byen i Odense igen.

Uden for sygehusvinduet er himlen blevet dunkel. Der lyder en buldren, og et lyn tegner en lang zigzagstribe, inden regnen begynder at vælte ned i store tunge dråber.

Det er en kontrast til de lyse sommerdage i det grovkornede sand på Lloret del Mars strande. Stemningen passer bedre til de oplevelser, Ejby husker fra turen med bussen hjem mod Danmark.

- Da det blev lørdag ville vi bare hjem, og det var irriterende at vente på bussen. Da bussen endelig kom, virkede airconditonen ikke, og der var 25-30 grader i bussen.

En dårlig start på hjemturen bliver værre, da sovebussen ud på søndag morgen er kommet op omkring Köln.

- Jeg kan huske, at jeg vågnede og undrede mig over, at bussen ikke skulle laves om til siddebus. På vej til Spanien var det sket klokken halv otte, og nu var der gået et kvarter over tiden, uden at sæderne var blevet rejst op. Men jeg faldt i søvn igen, siger Søren Ejby.

Braget

Cirka en halv time senere vågner han igen:

- Der lød et sindssygt højt bang, og der var larm og skrig i bussen. Jeg nåede at tænke:Er det en drøm?

Det var det ikke. Søren Ejby registrerer, at en rude splintres tæt på.

- Jeg blev nærmest suget ud mod vinduet. Jeg forsøgte at holde fast i sædet foran, men jeg kunne ikke, siger han.

Det næste, han husker, er, at han kommer til sig selv på marken 20 meter fra den hængende bus.

Uden for hospitalet pisker regnen nu så heftigt ned, at afløbene har svært ved at følge med. Søren Ejby bøjer knæene lidt og tænker på, hvad der er sket siden ulykken, der vil ændre hans liv.

- Jeg lå på jorden, da de kom hen med en båre og gav mig en halskrave på. De troede, at jeg havde brækket halsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Bare jeg overlever det her, for de behandlede mig som om, der var sket det værst tænkelige.

Marken er fyldt med redningsfolk fra Røde Kors. Over 400 mennesker er i aktion under redningsarbejdet, der forløber med præcision som et schweizisk urværk. Midt i mylderet får Søren Ejby påmonteret et drop med morfin, inden han bliver båret ind i en gul helikopter. Nu begynder bevidstheden at glide bort i tåger til helikoptorvingernes lyd.

- Inde på sygehuset kunne jeg se 10 mand løbe rundt om mig, som om jeg var med i en amerikansk film.

Ryggen er brækket, og en læge giver Søren Ejby beskeden straks efter scanningen.

- Jeg tænkte egentlig ikke på lammelse, men jeg tænkte da:Bare jeg overlever det her.

Snart er det dog en anden tanke, der fylder mest i Sørens hoved: Hvad skete der med Clausen? Kan I ikke finde ud af, hvad der er sket med Søren Clausen, lyder hans bøn til sygeplejerskerne gang på gang.

Uvisheden

- Jeg gav dem hans navn og fødselsdato og bad dem finde ud af noget. Hver gang var beskeden, at de ikke vidste noget.

Ind imellem falder Søren Ejby i søvn, men hver gang han vågner, er den der igen:Hvad er der sket med Clausen.

- Jeg tænkte: Kan han virkelig være død.

Sørens Ejbys mor og far når frem til hans sygeseng tidligt mandag morgen, og igen er et af Sørens vigtige spørgsmål:Ved I noget om Søren Clausen?

- Jeg kunne ikke få noget at vide, men min far sagde, at jeg skulle forberede mig på, at det nok var meget alvorligt.

Søren Ejby får besøg af en psykolog mandag eftermiddag. Først snakker de om ulykken og om, hvordan Ejby har det, men til sidst kommer de ord ud af hendes mund, som indtil nu kun har sneget sig rundt i hovedet på Søren Ejby. Ord om han har forsøgt at skubbe væk på enhver måde.

- "Han er død", sagde hun. Jeg blev meget ked af det. Først græd jeg ikke, men så kom det. Jeg kunne ikke holde det tilbage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt, siger Søren Ejby.

- Det første, jeg sagde, var: Vi skulle aldrig være taget af sted. Hvorfor skulle han dø, siger Søren Ejby og kigger ud gennem hospitaltsvinduet, som om svaret findes derude.

- Jeg fatter det stadig ikke. Vi havde aftalt, at vi skulle køre herned i en lejet BMW næste sommer, siger Søren Ejby.

Regnen er holdt op, men dråberne har malet våde bugtede baner ned ad ruden. Solen trænger sig igen på, mens Søren Ejbys liv er ændret for altid. Ejby og Clausen skal aldrig mere være sammen.

Sidste tur for Ejby og Clausen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce