ALDERDOM: Når natten sænker sig over et langt arbejdsliv, og de danske udvandrere og deres efterkommere længes efter ro, er svaret på deres ønsker The Danish Home
Et sted i pulserende Chicago rækker trækronerne tilsyneladende helt ind i himlen.

Her er ensomhed afløst af blid klassisk musik, og tiden er opgjort i faste tilbagevendende ugentlige punkter.

Det er her, de danske udvandrere kommer, når deres øjeblikke er falmet og blegnet.

Når et langt arbejdsliv er blevet afløst af højlydt stilhed, og deres dage ikke længere har den samme sammenhæng.

Når der kun er brug for ro.

Vi er på plejehjemmet "The Danish Home" i byens nordlige del, tæt ved den trafikerede O'Hare-lufthavn, og det er selveste dronning Margrethe, der tager imod.

Majestæten var på besøg i 1976 og har lige siden hængt i en flatterende ung udgave sammen med sit livs prins på væggen bag ved stedets leder Leif Nielsen.

Selv om han hverken har en royal titel eller har regeret lige så længe som majestæten, er han næsten omgærdet af samme taknemmelighed som Dronningen i det land, han har forladt.

Leif Nielsen er en af de få på stedet, der stadig mestrer danske sætningsopbygninger, og den eneste der bruger det.

Den kræmmeruddannede mand fra Nørre Nebel ved godt, hvad de gamle danske udvandrere og deres efterkommere sætter pris på.

Han rejste ud til De Vestindiske Øer som ung og ved, at han ikke kommer til at vende tilbage til Danmark.

Nu sidder han inde på sit kontor, der er lige så blødt og vamset som tæpperne på hjemmets lange gange.

Også her blander den klassiske musik sig, når han sammen med sin sekretær dagligt tager sig af den praktiske side af tilværelsen for hjemmets beboere.

Som en liflig brise svæver hans ånd umærkeligt gennem lokalerne og fylder dem med smil og slowmotion.

Håret sættes til fest

Med sådan en lyd i ørene sænker man automatisk stemmen.

Dog ikke nok til, at man undgår at høre, at stedets danske efterkommere er taknemmelige for, at der findes et sted som dette.

Et sted, hvor den røde løber er rullet ud hver eneste dag, og hvor det er dem, der bliver behandlet kongeligt.

I dag sidder damerne på rad og række fordybet i ugeblade eller egne tanker, mens tørrehjelmene snurrer over deres hoveder.

I morgen skal der være fest.

Det faste frivillige hold af hjælpere er rykket ind i opholdsrummet for at se til, at de alle kan gøre det bedste indtryk fra deres faste pladser i spisesalen.

Det koster egentlig intet at få vandonduleret de grånende lokker, men damerne lægger alligevel en dollar som tak for gerningen. Pengene kan de frivillige, der i øvrigt selv er pensionister, så hygge sig for ved lejlighed.

Det bliver til et par festmiddage i Chicagos restauranter hvert år på den konto, og så er alle glade.

Mange af de kvindelige beboere ved godt, hvad det drejer sig om.

De har selv været frivillige hjælpere, før fysikken satte en stopper for, at de kunne blive boende i eget hjem og i stedet måtte flytte ind på gangene med den himmelske lyd.

Damerne har sat hår, samlet penge ind til hjemmet ved basarer i de danske foreninger, og på den måde har hjemmet faktisk været selvforsynende med nye indflytninger siden begyndelsen i 1891, da 12 kvinder dannede foreningen "Danske Kvinders Gode Øjemed" og siden overtog det hus, der skulle blive det første plejehjem.

Gennem årene har beboersammensætningen ændret sig. I dag er beboerne på plejehjemmet ikke bare ældre - de er gamle.

Her kommer man som regel først, når dåbsattesten har rundet de fire snese, og det er ikke ualmindeligt, at posten leverer brev fra selveste Dronningen af Danmark til en af lejlighederne på hjemmets lange gange, når en af beboerne er klar til at fejre sin første trecifrede fødselsdag.

Det betyder dog ikke, at der kun festes ved særlige lejligheder. En dansk rundstykkebager og en mexicanskfødt kok, der har lært at lave frikadeller og rødgrød med fløde, sørger for, at beboerne kan mindes hjemstavnen i mundfulde både morgen, middag og aften.

Det sidste hvilested

Den fælles dagligstue er pyntet med arvegods fra hjemmets beboere. Malerier af tabte landskaber og vikinger i kamp. Sirlige broderier med danefæ og ugeblade fra Aller Press topper den hjemlige hygge, der er så svær at definere, når man skal oversætte den til andre sprog.

Og savner beboerne stadig lidt til deres private samling, kan det erhverves i den lille butik på 1. sal, hvor slik og ugeblade er blandet med danske trofæer som rød-hvide flag og julehjerter.

Leif Nielsen tænker på det hele. Og vil beboerne bede om mere, kan det ske i det lille, blomsterpyntede kapel næsten overfor butikken. Her er den centrale figur en kopi af Thorvaldsens engel fra Vor Frue Kirke i København, lyder det stolt fra Leif Nielsen.

Og her fra er der for resten heller ikke langt til sygeafdelingen, hvor de svageste beboere flytter ned for at få den nødvendige pleje, når tiden for alvor er ved at rinde ud.

Vandet springer fra fontænen i baghaven, foran den lille havfrue, hvis adjektiv i denne forbindelse skal tages bogstaveligt.

For de fleste af beboerne er det blevet ved drømmen at se hende i virkeligheden, men alligevel kan den kleine kvinde få de store følelser frem i deres grånende blikke.

Det samme gør den lille mindelund i havens bageste hjørne, hvor Leif Nielsen sidste år indrettede det absolutte hvilested for sine beboere.

Seks beboere ligger allerede her i jorden. Under de gamle, høje træer, der ser ud til at række helt op til himlen.

Mere fredfyldt kan livet ikke ende.
  • fyens.dk