Mellemøstens håb


Mellemøstens håb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VALG:Mahmoud Abbas er palæstinensernes nye stærke mand

At det er denne diskrete politiker, der nu svinger taktstokken, skal vi alle - også israelerne og palæstinenserne - være glade for. Nu er det slut med Arafats lyriske, sprudlende guirlander af ord. Nu er det tid til hårde kendsgerninger. Mahmoud Abbas er på prøvetid. Han har rundt regnet 100 dage til at bevise, at han kan levere varen. Derefter begynder de tusinde intriger for at spænde ben for ham og få ham fjernet. Der er ingen mangel på veltalende spradebasser blandt palæstinenserne. At de har valgt Abbas signalerer, at freden skal have en chance.

De tre gamle mænd

Nu sidder de så dér, de tre gamle mænd, og prøver hver især at regne den ud. De tre mænd, som leder israelerne og palæstinenserne, og som i dag holder Det hellige Lands skæbne i deres hænder.

Enhver normal mand i deres alder ville for længst have forladt politik og sidde og rokke i gyngestolen eller gå og hygge sig med kammeraterne på golfbanen.

Men sådan er det ikke med Mellemøst-krisens tre centrale ledere: Mahmoud Abbas, palæstinensernes nyvalgte præsident, er 70 år gammel.

Ariel Sharon, Israels premierminister, er 76 år.

og Israels evige overlever, 81-årige Shimon Peres, ny israelsk vicepremierminister og udset til at forhandle fred med palæstinenserne.

Ariel Sharon har netop dannet en ny samlingsregering med Shimon Peres, Israels længst fungerende politiker. Peres var knap kommet op på taburetten, før han forsikrede, at palæstinensernes valg af Mahmoud Abbas åbnede nye muligheder for en fredsaftale. Sharon er politisk en høg, Til gengæld er Peres due. Sharon har brug for Peres for at kunne gennemføre den lovede tilbagetrækning fra det palæstinensiske Gaza-område.
Mahmoud Abbas
Mahmoud Abbas blev født i byen Safad i Galilæa i 1935 . Det lå i det britiske mandatområde Palæstina, som indvandrende jøder fra Europa var i færd med at befolke.

Ved den jødiske stat Israels dannelse i 1948, der affødte den første Palæstina-krig, flygtede Abbas til Syrien.

Abbas blev ledende med-stifter sammen med Yassir Arafat af befrielsesgruppen Al-Fatah. Den udførte i 1965 sit første angreb mod Israel.

1966 fik Arafat og Abbas kontrollen med PLO, Den palæstinensiske Befrielsesorganisation. Under den paraply samledes senere alle de palæstinensiske kampgrupper.

Med Osloaftalen i 1993 kunne Arafat og Abbas vende hjem til de palæstinensiske områder for første gang siden 6-dagskrigen i 1967, hvor Israel erobrede og besatte de palæstinensiske områder Vestbredden og Gaza.

Efter Arafats død i 2004 blev han formand for PLO. Nu er han tilmed valgt med 62,5 procent af stemmerne ved et frit valg til Palæstinas første demokratiske præsident.

Manddomsprøven

Men inden Mahmoud Abbas overhovedet kan begynde at tale fred med Israel, er der en række vigtige ting han skal have klaret først. Han skal over for palæstinenserne be-stå sin manddomsprøve.

Måske et underligt begreb at anvende om en 70-årig mand. Men det skyldes, at netop fordi de palæstinensiske vælgere med 62 procent har givet Abbas deres stemme, så er der også kontante forventninger, han skal indfri.

Der er to ting, der betyder rigtig meget for palæstinenserne i de besatte områder.

For det første vil de have større bevægelsesfrihed. Det vil sige, at der skal nedlægges en stribe af de checkpoints, hvor israelske soldater ustandseligt kontrollerer dem af sikkerhedsgrunde. Det er ydmygende og en voldsom irriterende daglig hændelse for alle, der skal ud på vejene.

Mahmoud Abbas har fingeren på pulsen. Kan han åbne eller helt afskaffe israelernes checkpoints, så stiger hans popularitet. Hans forgænger, Yassir Arafat gav mange løfter, men kunne ikke indfri dem. Nu vil palæstinenserne se resultater. Ellers havde så mange ikke stemt på Abbas.

Dernæst vil palæstinenserne have løsladt alle eller de fleste af deres fanger i Israelske fængsler.

Mahmoud har altid været Arafats nummer to mand. Diskret, lavmælt har han stået på sidelinjen hver gang Arafat spillede politisk klovn. Arafat var en mester i at iscenesætte sig selv, både på FNs talerstol i New York (med revolver på hoften) eller når han tryllebandt tusinder af palæstinensere med sin malstrøm af politiske løfter og fremtidssyner.

Tænk på da fredsaftalen i 1993 blev underskrevet på plænen foran Det hvide Hus i Washington. Det var den såkaldte Oslo-fred, som indbragte Nobels fredspris til Arafat, Shimon Peres og Israels premierminister Yitzhak Rabin.

Der stod Mahmoud Abbas ved Arafats side, og det var ham der skrev under på fredsaftalen. Den pæne mand, som de færreste husker overhovedet var til stede.

Mere end morfar

Men er Ariel Sharon klar til at give Abbas den nødvendige hjælpende hånd? Jo, han har da sagt, at de nu sætter sig sammen og taler om tingene. Men Sharon kræver, at Abbas skal garantere, at de militante palæstinensiske grupper, som det islamiske Hamas, standser deres militære angreb. Kommer der ny terror, som i torsdags, så kommer der israelske modangreb, og så starter møllen forfra.

Problemet er, at Sharon gerne vil have en palæstinen-sisk præsident, syet efter mål. Efter Sharons mål, vel at mærke. Men det bliver uden Abbas. Han er ikke bare en halvkedelig morfar. Han er en streng og målbevidst pragmatiker. Han er ikke blevet præ-sident for at klø Sharon på ryggen, men for at skaffe palæstinenserne frihed og måske i sidste ende selvstændighed.

Mahmoud Abbas blev født 1935 i Galilæa i det britiske Palæstinamandat. Da Israel blev oprettet i 1948 flygtede han med familien til Syrien, hvor han arbejdede som folkeskolelærer. Men han var med fra første stund, da Arafat og en gruppe palæstinensere i 1965 dannede Fatah-organisationen og senere overtog ledelsen i PLO, Den palæstinensiske Befrielsesorganisation.

Abbas blev kendt blandt palæstinenserne som "Abu Mazen". Kodenavnet ud- sprang af et ønske om at skjule de palæstinensiske lederes identitet for den israelske efterretningstjeneste. Arafat kaldte sig "Abu Ammar". I tykt og tyndt var Abu Mazen med fra Amman i 1960erne til Beirut i 1970erne, og da PLO blev smidt ud af Libanon videre til Tunis i 1980erne.

Stien i vildnisset

Mahmoud Abbas er altså en af de sidste store mænd, der stillede sig i spidsen for den palæstinensiske frihedskamp. Han bliver aldrig som Arafat en "Mr. Palestine". Der var kun een Arafat, og ham er der mange i Israel og også blandt palæstinenserne, der er glade for er væk. Mahmoud Abbas er med sin alder og sin kloge, forsigtige kommentarer præ-cis det, mange sukker efter lige nu.

Derfor vil Mahmoud Abbas i den kommende tid enten bliver fejet bort eller ligefrem likvideret af sine egne, eller også vil han finde den smalle sti frem gennem det historiske vildnis. Han vil i så fald få

status som landsfader, Arafats afløser. Manden, der kan lede palæstinenserne til frihed.

Det er kun to måneder siden, at Arafat døde. Men fra graven blander han sig stadig. Han har spændt nogle snubletråde ud, som Abbas skal tage sig i agt for.

Listen i lommen

Her er tjeklisten, som ligger i Abbas inderlomme:

Slut en effektiv våbenhvile med de palæstinensiske kamporganisationer, f.eks. Hamas.

Få samlet det dusin af Arafats efterretnings- og sikkerhedstjenester til én palæstinensisk tjeneste.

Grib hårdt og brutalt ind mod korruptionen i det palæstinensiske selvstyre.

Du må ikke slutte fred med Israel uden at sikre, at de palæstinensiske flygtninge i nabolandene får ret til at vende hjem.

Hvis der sluttes fred, skal palæstinenserne have Øst-Jerusalem som deres hovedstad

Der er givetvis en række andre punkter på Mahmoud Abbas prioritetsliste. Men der er kun tre-fire måneder til at bevise, at han er mand for at gribe oliegrenen og lægge de palæstinensiske kampgeværer til side.

Hårde måneder

Hvis det lykkes for Abbas, så vil det være den største udfordring, han kan præsentere Ariel Sharon for. Det vil i så fald være et nyt PLO. Arafat sad spærret inde i tre år i sit hovedkvarter i Ramallah. En

stuearrest, Israel havde påtvunget ham. Abbas er fra første dag på farten som en travl bi mellem Gaza og Vestbredden. Han strikker aftaler og nye alliancer sammen.

Mahmoud Abbas som palæstinensisk præsident er det bedste, der kunne ske for palæstinenserne. Men mange af dem nægter at se denne kendsgerning i øjnene. Der er stadig en stor militant fløj, der insisterer på væbnet kamp indtil døden mod Israel.

Det bliver hårde og spændende måneder, der venter de tre gamle mænd i orkanens øje. Hvis de er så vise og kloge, som deres alder berettiger dem til, så kunne et mindre mirakel ske. I Mellemøsten er der stadig mange, der tror på mirakler. Ikke mindst i Det hellige Land.

Mellemøstens håb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce