1. GENERATION: Ahlmann Iversen fra Bred drømte om at få sin egen bagerforretning, selv om hans far ville have, at han skulle være landmand og overtage den fædrene gård. Men så tippede han en 12'er
Ahlmann Iversen voksede op på en gård i Bred hos en mor, der kunne kongerækken helt tilbage til Harald Blåtand, og en far, der tog det for givet, at Ahlmann skulle være landmand og overtage gården.

Det var i mellemkrigsårene - 1930'erne og 1940'erne, men Ahlmann ville ikke være landmand.

Han ville være bager.

Hver eneste dag, når han gik i skole, elskede han at gå forbi den duftende butik i landsbyen, der kunne trylle brød og kager frem.

Alligevel måtte han trække i arbejdstøjet på en nærliggende gård, da skoletiden var forbi. Hans far ville ikke høre tale om hans fremtidsplaner.

Ahlmanns skæbne var beseglet, mente faderen, men den unge mand ville det anderledes.

Inde i stuen, hvor Ahlmann Iversen sidder, er der ikke en lyd at høre fra den middagsstille villavej i den sydlige bydel af Chicago kaldet Oak Lawn.

I dag er han en stor mand med en ordentlig næve. Frisk solbrændt. Selv om den 74-årige krop ind imellem værker, har han stadig stor appetit på livet.

Han trækker maven ind og tager imod med åbne arme.

Ordene falder usentimentalt prompte, men med pludselige ophold, hvor han leder efter det korrekte danske ord.

Sker det, flakker hans blik mellem de mange familiebilleder og Mors Dag-platterne tilbage fra 1969, før han får sagt det, han har på sinde.

Tippede en 12'er

Så snart Ahlmann var 18 år og myndig, sprang han fra arbejdet på gården og tog til Odense for at gå i lære som bager på Skibhusvej.

Uddannelsen fik han dog aldrig gjort færdig, for efter to år fik han svar på den ansøgning, han havde sendt til immigrationsmyndighederne for at kunne rejse til Amerika.

Penge havde han ingen af, men han havde en sponsor i Chicago, en onkel, der ville forsørge ham, til han kunne klare sig selv. Det skulle man have dengang for at få lov at rejse ind i landet. Og netop som ansøgningens positive svar kom tilbage til ham, vandt han en 12'er i Tips.

Det var ikke den bedste uge at vinde i, husker han, for der var mange, der skulle dele præmiepuljen. Men 12'eren gav alligevel 1500 kroner, og det var akkurat nok til at betale for billetten over Atlanten.

Ahlmanns lykke var gjort, men hans far lagde ikke skjul på, at han misbilligede sønnens beslutning.

Turen med båd over Atlanten varslede ikke lyst om fremtiden i det nye land. Det var januar, og vejret var hårdt. Sejladsen blev forlænget med en ekstra dag, og Ahlmann vidste ikke, om hans onkel stadig ventede ved kajen i New York.

Sammen med en rejsekammerat løb han ind i en norsk præst straks efter landgang, og det fik de to unge mænd til at glemme alt om strabadserne efter de ti dages sejlads.

Præsten tog dem på sightseeing i millionbyen, inden Ahlmann satte sig på bussen og kørte det sidste stykke til sin fremtidige base.

Ingen familie til bryllup

Det var ikke let for nogen at komme til Amerika i de dage.

Der lå ikke guld på gaderne, som man bare kunne samle op. Løsenet hed hårdt arbejde, men Ahlmann havde ærmerne smøget op hjemmefra.

Bagerjobbet, som han straks fik, blev han nødt til at kvitte efter den første uge. Han kunne ikke forstå, hvad bagermesteren sagde, så i stedet måtte han tage forskellige jobs samtidig med, at han var en flittig elev på aftenskolen, hvor han lærte at skrive og tale engelsk.

Her lærte han også Hertha at kende.

En sydtysk pige, der var kommet til Chicago kort efter ham.

1. maj 1954 giftede de sig og holdt bryllup på skrabebudget. Især til Herthas fortrydelse var der hverken nogen med fra Danmark eller Tyskland.

Ahlmanns familie i Bred holdt en lille sammenkomst derhjemme, mens han stod alene og stolt med sin hvide brud i Chicago. Og hans tante Margrethe skrev en af sine smukke sange til brudeparret, som hun altid havde gjort til festlige lejligheder i familien. Hun sendte den over til Chicago.

Denne gang var der bare ingen af gæsterne, der kunne synge med på den, fordi den var skrevet på dansk.

Spinkede og sparede

Ahlmann og Hertha havde samme planer med livet, og mens hans løn gik til livets ophold og det nødvendige indbo, blev hendes sparet op, så de en dag kunne købe deres eget bageri. De slog sig ned i deres første bageri præcis et år efter brylluppet.

Ahlmann, der på det tidspunkt for længst var begyndt at kalde sig Al, fik et motto, som han siden har levet efter:

Et hus vil ikke kunne betale et bageri, men et bageri vil med tiden kunne betale et hus, belærte han de to sønner, der kom til i årene efter brylluppet.

Pengene var små, men Al og Hertha lagde vægt på ikke at skylde nogen noget.

Og det gjorde de heller ikke, da de endelig i 1959 kunne slå dørene op til Iversens Bakery i bydelen Blue Mountain.

45 år senere er bageriet stadig i familiens eje. I dag drives det af Al og Herthas yngste søn Chris.

Den første Cadillac

Als planer om at blive selvstændig bager gik i opfyldelse.

Hans amerikanske drøm gik i opfyldelse.

Den første Cadillac blev kørt ind i garagen på hans 50 års fødselsdag i 1980, og selv om både han og Hertha nu er pensionerede, holder der stadig tre biler under rødbøgen foran huset.

Hans, hendes og deres.

Der mangler ikke noget. Fynboen er blevet amerikaner, men det har ikke altid været lige let at forklare hjemme på Fyn.

En gang, da han besøgte sin søster på Fyn, sagde hun kort før hans afrejse:

- Nå, nu er det snart tid at tage derover igen.

- Nej, det er ikke tid at tage derover. Det er tid at tage hjem!, svarede han.

For Al er det at tage til Danmark ligesom at tage på ferie. Man kan tage minder med tilbage, men når dagene er ved at være gået, glæder man sig mest til at komme hjem.

Hverken Al eller Hertha kunne forestille sig at flytte til Tyskland eller Danmark for at nyde alderdommen. Al mener ligefrem, det er den værste fejltagelse, man kan gøre, fordi man har sværere ved at omstille sig, når man bliver gammel.

Han har set det flere gange. Landsmænd, der har boet i USA i flere år uden at kunne falde til ro.

Det er de danskere, der bliver ved med at fortælle sig selv, at det var forkert af dem at udvandre. At de skulle være blevet hjemme i Danmark. Mennesker, der bliver ved med at rejse frem og tilbage.

- Men hvordan skal man kunne føle sig hjemme et nyt sted, når man ikke kan slippe det gamle? Slipper man det ikke, gør man livet hårdt for sig selv, siger Al.

Giver traditioner videre

Selv har han aldrig været i tvivl om, hvor hans hjerte ligger. I huset i Oak Lawn, Chicago.

Her har han hjemme.

- Jeg lever mit liv i USA, og alt, hvad jeg gør, gør jeg i USA, men man glemmer aldrig sine rødder. Og de betyder mere med tiden. Måske fordi vi havde for travlt med at arbejde og være gode amerikanere, da vi var unge. Det var måske også derfor, at vi aldrig fik lært vores børn at tale dansk eller tysk, siger han.

For ham og Hertha er det derfor blevet vigtigt at minde deres børn og børnebørn om, hvor anerne kommer fra.

Derfor prøver de at holde dansk-tyske traditioner ved lige.

Familien har altid gået i en lutheransk kirke og holdt til i danske foreninger, og når det er jul, fejrer de i modsætning til amerikanerne juleaften den 24. Næste dag holder de så julefrokost med alt, der hører til. Al kender alle butikker i Chicago, hvor han kan købe danske specialiteter, og dem, han ikke kan købe, laver han selv. Det er leverpostejen og frikadellerne.

Efterhånden er mikset af traditioner blevet omfattende. Den ene svigerdatter er østrigsk, mens den anden er russisk-ortodoks, og begge tager naturligvis nyt med ind i familien.

Kulturmøderne er foregået gnidningsløst, og det glæder Al sig over.

- Det kan sagtens være et problem i nogle familier, når unge fra forskellige kulturelle miljøer forelsker sig i hinanden og skal finde ud af, hvilken kirke, de vil høre til, siger han.

Lykke - og lidt held

Om sønnernes familier bliver ved med at dyrke det danske, er Al Iversen ikke sikker på.

Det må blive deres valg.

I dag har han selv mere travlt end nogensinde med at pleje sine interesser. Som 60 procent af amerikanerne beskæftiger han sig med frivilligt, socialt arbejde - og det meste er dansk relateret. Blandt andet på plejehjemmet for ældre danskere, The Danish Home, i Chicago, hvor han er bestyrelsesformand.

Platterne på væggene er købt på Immigrantmuseet i Elkhorn, Iowa, "for så tjener de også en skilling på det", som han siger. Han er i øvrigt også medlem af museets bestyrelse.

Dertil kommer arrangementer i ægteparrets lokale kirke eller de sociale foreninger Danish Sisterhood og Danish Brotherhood eller Rebild National Park Society.

Det frivillige arbejde er en naturlig afløser for et langt, aktivt erhvervsliv, hvor han blandt andet et år var præsident for det samlede amerikanske bagerlag - et hverv, der sendte ham og Hertha på adskillige rejser ud i verden.

Men selv om Als lykke kan tilskrives hårdt arbejde, betragter han sig ikke som en ener.

Rettere som heldig.

Og heldet har et tysk navn. Det hedder Hertha.

Ingen fortrydelser

Al og Hertha har netop fejret deres 50-års bryllupsdag, men egentlig føler han, de har været gift tre gange så længe.

De har arbejdet sammen i 50 år, leget sammen i 50 år og sovet sammen i 50 år.

- At have fundet den rigtige er halvdelen af kampen, når man skal bosætte sig et fremmed sted, siger Al, der i modsætning til Hertha aldrig har lidt af hjemve.

- Ikke en eneste gang har jeg fortrudt, at jeg rejste herover. Jeg elsker Danmark, jeg elsker Europa, jeg elsker mit gamle land, men det er her i Chicago, i USA, jeg lever mit liv, siger han.

Det var et valg, han gjorde.

Ganske enkelt.

Et held.

En 12'er i tips.

Hertha kommer i tanke om et besøg hos Als forældre i Bred, hvor livet kunne have taget en anden drejning. Als far spurgte, om sønnen ikke ville komme hjem og overtage gården.

- Men da Al så spurgte mig, om jeg ville være hans landmandskone, svarede jeg nej, husker Hertha.

- Ja, det var godt. Jeg ville jo heller ikke være landmand. Det var netop derfor, jeg rejste væk i første omgang, siger Al.