Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Krybdyr gjorde ham til en mand

Foto: Jørgen Hansen.

Krybdyr gjorde ham til en mand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klaus Dræby leder på 17. år Vissenbjerg Terrarium og står for attraktionens første udvidelse siden starten i 1973.

Der er ikke mere kaffe på kanden, og da vi træder ind på kontoret, skal han først rydde en stol for papirer, før vi kan komme til at sidde ned.

Tiden spildes ikke med den slags ligegyldigheder få meter fra de subtropiske stalde på Højfyn, hvor Terrariet i Vissenbjerg de seneste 36 år har præsenteret et hav af små kryb, padder og slanger for fynske børn.

Og så er det alligevel lige præcis detaljen, der er allermest vigtig for stedets leder, Klaus Dræby.

Som koordinator for European Endangered Species er det nemlig ham, som sidder med nøglen til videreførelsen af flere slags øgler i europæisk fangeskab, og da han fører stambøger over det afkom, der fødes, er det ham, som kan sikre, at urdyrenes gener bliver fornyet, selv om de lever i en indhegning i zoo.

- Da jeg var 14, fik en af mine kammerater et dyr derhjemme, og det ville jeg også have, men jeg måtte ikke for min mor. Så i stedet begyndte jeg at dyrke orkidéer. Jeg byggede nærmest et helt terrarium op, bare uden dyr. Først da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, fik jeg et dyr. En skildpadde.

- Det er ellers ikke lige det, man forbinder med en ung, fartglad 18-årig, er det?

- Neeej, men min interesse for krybdyr begyndte heller ikke med potensforlængere som øgler og slanger. Den startede med skildpadder. Men selvfølgelig var det da sejt at have anderledes dyr, og jeg har da også haft alt muligt åndssvagt. Jeg havde blandt andet en stor flyvende hund, der boede i min lejlighed ...

- Hvordan kunne den bo i lejligheden?

- Det kunne den jo heller ikke. Der var ikke plads nok, men det er åbenbart en proces, man skal igennem. Den hed forresten Batman.

- Når jeg ser tilbage, er det ikke en tid, jeg er lige stolt af. Men det er måske også det, jeg forsøger at lære fra mig i dag. Jeg har jo selv været det igennem og ved, hvad man laver, når man har sådan nogle dyr, og hvor forkert, noget af det i virkeligheden er. Jeg har ikke noget imod, at man har dyr hjemme, jeg synes bare, det skal foregå på en ordentlig måde. Og det, der godt kan ryste mig lidt, er, at siden dengang jeg gjorde mine erfaringer, er branchen ikke blevet særlig meget klogere. Der er stadig mange, som ikke holder dyr på den rigtige måde.

- Hvad er den rigtige måde?

- Den rigtige måde er at sætte sig ind i, hvordan man skal passe dyret, inden man anskaffer sig det. Det vil sige, man sætter sig ned og tænker igennem, hvad det er for et dyr, man vil have, hvor meget man har plads til, og hvor gammelt det kan blive og alt sådan noget. Så får man en god basis at starte på, men desværre er den mest al-mindelige måde, at man går ned til dyrehandleren og siger: "Nørj, den er flot, den er grøn, sådan en vil jeg have, den køber jeg!"

- Det er ikke ualmindeligt, at folk ringer med et par øgler, de gerne vil af med, og når jeg så spørger, hvilken slags øgler der er tale om, ved de det ikke. Og ved du hvad, så er det godt nok svært at passe dem rigtigt, ikke?

- Henter I mange af sådan nogle dyr rundt omkring?

- Nej, men vi bliver tilbudt mange. Typisk fordi dyret er blevet for stort, eller teenageren flytter hjemmefra.

- Hvad råder I så folk til?

- At få det aflivet. Både fordi vi ikke har andre steder at henvise folk til, og fordi det er det bedste for dyret frem for, at det kommer til at gå fra familie til familie.

- Hvad er det, du bliver fascineret af ved krybdyr?

- Det er de helt specielle ting, krybdyr og padder kan. Vi har små frøer, der er så giftige, at de kan slå 10 voksne mennesker ihjel. Vi har frøer, som udruger deres unger nede i maven, og nogle, som lægger æg i deres egen ryg og går rundt med dem, til de klækker ud af ryggen på deres mor som små frøer. Vi har masser af fantastiske historier om, hvordan de her dyr udvikler sig til at blive noget helt specielt, og det synes jeg er fascinerende. Og så synes jeg faktisk, at mange af dem er smukke.

- Hvilke?

- Slanger med graciøse farver for eksempel. Og nu, når vi tager det nye anlæg i brug, får vi heldigvis snart nogle varaner i en rigtig størrelse. De er oppe i halvanden meter, og de er robuste. De får god plads.

- Men der er også det der med krybdyr, at de står helt stille meget af tiden, ikk’?

- Jo, nogle gange. Det kommer an på, hvilket dyr det er. Nogle gange sidder de og venter på deres bytte uden at opsøge det. Andre gange karter de rundt.

- Hvad vil du lære os om krybdyr?

- Først og fremmest vil jeg lære folk, at krybdyr ikke er ulækre, men spændende. Jeg har tit og ofte børnehaver på besøg med voksne, der siger: "Prøv lige at se den der, den er ulækker, eller dén der - den er klam!" Og så lærer man altså børn, at dyrene er ulækre, men det er de jo ikke, de er nyttedyr, der har deres plads i fødekæden. Vores gæster må gerne blive tiltrukket af gyset, hvis bare de går hjem med en information i lommen om, at de dyr, de har set, egentlig ikke var så slemme. Så har de jo fået noget ud af at komme her. Og det vil jeg specielt gerne lære børnene.

- Hvorfor det?

- Fordi det er dem, der er fremtiden. I virkeligheden bryder jeg mig ikke så meget om dyr i fangeskab, for jeg vil helst have dem i naturen. Men med det mediebillede, der er i dag, er det ufattelig vigtigt, at børn opdager, at dyr er noget levende, noget rigtigt og noget ægte. Og ikke bare noget, som en eller anden idiot af en australier ligger på ryggen af inde i fjernsynet.

- Har du det dårligt over at holde dyr i bur?

- Nej, for langt de fleste dyr, som vi har, er født i fangenskab. Og jeg betragter dem som ambassadører for dyrene i naturen.

- Hvad kan I, som tv ikke kan?

- Børnene kan være aktive her, og vi forsøger at lave flere interaktive aktiviteter. Dét, at man kan få lov at røre ved levende dyr, er vigtigt. Du ved, det er diskussionen om, hvorvidt mælken kommer fra koen eller fra supermarkedet. Men vi kan ikke lave klappebassiner med krybdyr i, for de bider altså ...

- Bliver du aldrig træt af dyr?

- Jo! Eller nej, jeg bliver aldrig træt af dem, men jeg har nogle gange brug for at lave noget andet. For eksempel har jeg ikke rigtigt nogle dyr derhjemme ... altså andet end dyr, der nærmest passer sig selv. Jeg har et par katte, der render rundt, men det skal der jo være, når man bor på en gammel gård.

- Ja, o.k., men har du ikke andre dyr?

- Nej, og hvis jeg skal slappe af ... jo, jeg har da for resten nogle sumpskildpadder, men de passer stort set sig selv i et bassin i haven ... så hvis jeg skal slappe af, laver jeg noget andet. Så går jeg ud i mit værksted og roder ved min motorcykel.

- Hvad er prisen for at gøre sin hobby til sit arbejde?

- At det kommer til at gå ud over privatlivet, og det er også sket for mig. Terrariet kan godt være en hård nyser. Økonomien har det ikke altid så godt. Hvis det er en dårlig sommer, og der ikke kommer nogen gæster, så er det svært at vide, hvad man har at gøre med ...

- Påvirker det så dit humør?

- Ja, det gør det, men jeg er blevet bedre til at passe på mig selv.

- Hvad mener du?

- Jeg tager fri, når jeg har behov for at tage fri, men med mit job er det ind imellem svært at undgå at tale arbejde, når man har fri, og det har jeg heller ikke noget imod.

- Har prisen været for høj?

- Sådan er det, når man svømmer i oprørt hav, så bliver man nogle gange skyllet ned under vandet. Og så risikerer man at ramme bunden, og der har jeg også været. Nogle gange har der været skidedybt. Det har kostet et par forhold, senest et ægteskab.

- Er det værd at bruge så meget tid på sit arbejde?

- Det kan man jo overveje, men da jeg opdagede, hvordan det stod til, var det for sent. Da var løbet kørt, og det er hårdt. Man har nok prioriteret forkert i forhold til, hvad man burde. Har været dårlig til at melde fra. Nu har jeg en kæreste i Mexico, og jeg laver ikke samme fejl igen. Men det passer mig fint, at det er sådan lige nu. Så kan jeg få lov at rende rundt hjemme på gården og være "underlige Klaus".

- Er du det? Er du underlig, Klaus?

- Ha ha, ja, det er jeg nok. Men på den fede måde, hvis man kan sige det sådan, for jeg er meget mig selv. Jeg er aldrig røget ind i det der traditionelle familiemønster med far, mor og børn. Jeg er stadig gadedrengen Klaus - og på den måde er jeg nok lidt anderledes end de fleste andre almindelige mennesker på 48 år. Jeg trives i mit eget selskab, og jeg ser mig selv som lidt anderledes, og det har jeg det fint med.

- Det der med børn har aldrig været mig, men jeg har en nevø, som jeg elsker over alt på jorden, og som jeg forkæler og alt dét der. Jeg har en aftale med forældrene om, at ind imellem forvandler jeg mig til Onkel Ziggi, og så lærer jeg børnene bandeord. Hvert år skriver jeg deres nye bandeord ned i Ziggis lille sorte bandebog, og hvis de kan et nyt bandeord, får de en ekstra julegave.

- Hvorfor er det fascinerende at lære børn bandeord?

- Jeg ved det ikke ... Det startede nok med, at jeg syntes, mine niecer var lidt for pæne. Så opfandt jeg Onkel Ziggi. Uden at jeg skal gøre mig til nogen form for pædagog, så mener jeg, at det handler om at lære børn, hvornår de må bruge bandeord - for lære dem skal de under alle omstændigheder nok - og hvornår de ikke må. Og hvornår de må slås, og hvornår de ikke må.

- Hvorfor er det vigtigt?

- Arh ... Jeg synes bare ikke, de der unger skal blive så pæne, så de ikke må noget, og så de ikke kommer ud og oplever verden og oplever livet.

- Der er en tendens til i dag, at man beskytter børnene for meget. Det handler om at lære de her unger at kende forskel på dit og mit, og rigtigt og forkert.

- Hvad for et slags barn var du selv?

- Ha ha!!

- Jeg mener, kunne du selv de der frække bandeord, da du var på din nevøs alder?

- Nej, og nu du siger det, er det måske i virkeligheden derfor, det er så vigtigt for mig, at mine nevøer og niecer er lidt fremme i skoene. Jeg var nemlig et genert barn. Jeg var den lille sky, generte knægt, der altid blev drillet i skolen. Det var jeg faktisk ...

- Selvfølgelig havde jeg venner, men jeg følte mig lidt som outsideren. Det begyndte at vende, da jeg var 20 år. Jeg blev ret sent moden. Jeg plejer at sige, at jeg tog ud som dreng og vendte hjem som mand, da jeg som 26-årig tog alene på en seks uger lang rejse. Dengang var det temmelig ualmindeligt, og det gav mig hår på brystet.

- Hvor fik du idéen til rejsen fra?

- Fra dyreverdenen. I foreningerne var der nogle rejseforedrag, og dem lod jeg mig inspirere af. Mit mål var at se en komodovaran på Komodo-øerne. Dengang i 1987 kom der ingen mennesker dér, kun 1600 om året, og da jeg kom hjem igen, var jeg blevet stærkere. Jeg er hverken blevet rig eller noget, men jeg synes, jeg har et spændende liv. Og så har jeg lært at sige tingene, som de er.
Fakta
-  Nogle gange har der været skidedybt. Det har kostet et par forhold, senest et ægteskab.
Fakta
- Vi har masser af fantastiske historier om, hvordan de her dyr udvikler sig til at blive noget helt specielt, og det synes jeg er fascinerende. Og så synes jeg faktisk, at mange af dem er smukke.

Krybdyr gjorde ham til en mand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.