Bente Dalsbæk havde aldrig drømt om at skulle miste sit job på grund af en mand, men hun havde heller aldrig drømt om at forelske sig i en muslim. Mød Naser Khaders kone, der har accepteret sin rolle
Der er noget umiddelbart over kvinden, der står og tjekker makeuppen i spejlet på toilettet, mens hun over mobilen giver en besked til dem derhjemme. Køn og rank er hun, og med et fast blik, som knibes sammen, når hun smiler.

Hun er sådan en, der får hvad hun vil have. En vinder. Men en vinder, der er stor nok til straks at erkende, at hun har tabt. Sit hjerte.

- Indimellem må man se sig slået af kærligheden, konstaterer den 40-årige jurist, der engang var ansat som taleskriver for formanden for Folketinget.

- Det var ikke Nasers muslimske baggrund, der skræmte mig mest i starten. Det var, at han var politiker. Det havde jeg svært ved at tage, griner hun og kniber øjnene let sammen.

Men faldt det gjorde hun altså. For to store brune øjne.

Ikke lige hendes type

Hun rødmer let på halsen, da hun fortæller historien.

Det var på Kulturnatten i København i efteråret 2003, at forholdet mellem den blonde københavner og den syriskfødte radikale politiker udviklede sig.

Og med Naser Khader fulgte en stor muslimsk familie. Naser Khader har fire søskende, men ikke mindst en mor, som går med tørklæde og taler dårligt dansk, selv om hun i lidt over 30 år har boet i Danmark.

Ikke lige den type bekendte, Bente Dalsbæk havde haft flest af i sin omgangskreds.

- Jeg havde ingen venner i det segment, havde aldrig datet nogen danskere med anden etnisk baggrund og vidste ikke, om jeg skulle trykke min svigermor i hånden, da jeg mødte hende, siger Bente Dalsbæk, som kun nåede at være kærester med Naser i få uger, inden han insisterede på, at hun skulle møde hans mor.

Der blev kindkysset til farvel. Siden er det gået slag i slag.

Allerede året efter blev den lille familie med to sammenbragte børn fra tidligere forhold, nemlig Bentes søn Tobias, der nu er syv år, og Nasers datter Sophia, der er seks og et halvt år, beriget med fællesbarnet Hannibal.

Knap fire år har Bente Dalsbæk kendt Naser Khader, men i den tid er hun konstant løbet ind i voldsomme forandringer.

Muhammed-krisen i efteråret 2005 betød, at familien kom under politibeskyttelse, hvilket den formentlig bliver ved med at være længe endnu. Og midt i det hele blev Bente Dalsbæk fyret fra sit job. Det skete under hendes barselsorlov med Hannibal og skyldtes forholdet til Naser Khader.

- Naser er min skæbne, men han er også mit eget valg, og jeg nægter at se alt det, der følger med valget af ham, som en omkostning, siger hun.

Bente Dalsbæk tager tingene, som de kommer, siger hun.

- Jeg ser sådan på det, at hvis intet var hændt, havde jeg heller ikke haft mulighed for at prøve noget andet. Nu fik jeg chancen for at spørge mig selv, hvad jeg så ville.

Svaret lå i ordene. Men i stedet for at skrive politiske taler for andre har hun nu skrevet en bog for sig selv. "Med underkop" handler om forholdet til hendes muslimske svigermor.

Mere taktisk klog

I Bente Dalsbæks historie er der ingen ofre. Ingen, som noget går ud over, eller som det er synd for.

- I en familie som vores, hvor der er to religioner inden for dørene, er vi nødt til at respektere den andens tro. Ingen af os praktiserer religion derhjemme, men det er klart, at vi begge indgår kompromisser for at kunne leve sammen, siger hun.

Kompromisser kan være juleaften uden flæskesteg, men det er også at enes om, hvorvidt parrets fælles søn skal omskæres eller ej.

Et emne, som fra slet ikke at have optaget Bente Dalsbæk, endte med at blive helt fundamentalt vigtigt for hende.

- Jeg tror, det er godt, at jeg først har mødt den muslimske kultur, efter at jeg er blevet moden og har fundet ro i mig selv. Efter at jeg havde fået mit første barn. Jeg var ikke en usikker førstegangs-mor, da jeg fik Hannibal, snarere taktisk klog, siger hun, der lod Naser Khader komme frem til sin egen konklusion om sønnens omskæring, inden hun præsenterede ham for sin klare holdning.

Det viste sig, at de var enige.

- Jeg ville ikke være med til det. Simpelthen. Jeg mener ikke, man kan påføre sine børn den slags - altså, jeg mener, det er nemmere at tage den (forhuden, red.) af senere end at skulle sy den på igen, ikke? Det var et ultimatum fra min side, som jeg ville gå langt for. Til forholdets endeligt om nødvendigt, siger Bente Dalsbæk pludselig alvorlig.

Hun tilføjer, at det aldrig kom på tale.

- Jeg havde en vis forventning om hvilken mand, jeg havde valgt, og hvad han stod for. Det holdt stik.

Almindelig høflighed

Bente Dalsbæk mødte ingen nydanskere i løbet af sin opvækst. Dem var der ingen af i miljøet i Nyboder i København, hvor hun boede i sine første år. Et sted, hvor dørene var ulåst døgnet rundt, og alle mødrene var hjemmegående.

Siden flyttede hun og familien ind i nybyggeri i Albertslund. Hun læste jura på Københavns Universitet, inden hendes karriere tog fart først hos DSB og Trafikministeriet og siden på Christiansborg, hvor hun begyndte midt i 1990'erne.

Alt sammen langt væk fra den grønthandel med videoudlejning, som Naser Khaders forældre drev sammen indtil faderens død i 1998.

Da Bente Dalsbæk mødte sin svigermor, havde hun erstattet faderen som den samlende person i familien.

- Heldigvis gjorde Naser det, der fremmer samtalen mest, den første gang min svigermor og jeg mødte hinanden. Han gik. Så stod vi to alene tilbage og måtte tale sammen, siger Bente Dalsbæk, der sammenligner forholdet til sin syriske svigermor Sada med de forhold, hun har haft til tidligere danske svigermødre.

- I begyndelsen er man vel almindeligt høflig i alle familier, uanset om man er muslim eller fra Stenløse, og så taler man mere og mere sammen, efterhånden som man lærer hinanden at kende. Det handler nok om at finde noget at være fælles om med sin svigermor - og om at vælge sine kampe. Jeg behøver ikke at få min vilje hver gang, siger hun.

- Min svigermor ved, at jeg er stædig, og jeg ved, hun er stædig, og så har vi vores humor tilfælles, siger Bente Dalsbæk, der i starten havde svært ved at vænne sig til sin svigermors overtro og de mange uanmeldte familiebesøg.

Det første accepterer hun nu som et eksotisk mellemøstligt islæt, og det andet vil hun under ingen omstændigheder undvære.

Ikke fra Adam og Eva

Fordelen ved muslimske familier er, at man hurtigere kommer til at lære hinanden at kende, fordi man er mere sammen, mener Bente Dalsbæk.

- Det er slet ikke så forpligtende, som når vi ellers får besøg af vores venner og skal stå klar med tre retter mad og et vældigt overskud. Man tager hinanden, som man er, og det letter samtalen at ses ofte, for så behøver vi ikke begynde ved Adam og Eva hver eneste gang vi ses i familien, siger hun.

Under Muhammed-krisen, hvor familiens sikkerhed blev et varmt emne, måtte Bente Dalsbæk love sin svigermor at ringe hver eneste dag. Naser Khaders mor var bekymret over beskyldningerne mod hendes søn og over familiens almene ve og vel.

Sådan har det næsten været lige siden. Sker det, at Bente Dalsbæk ikke ringer, brokker svigermoren sig højlydt over hende.

Og med rette, mener svigerdatteren.

- Jeg synes, det er okay, at man forventer at høre fra sine børn og blive budt inden for hos dem, når man nu har sørget for, at de alle fem har fået en uddannelse. Jeg synes, det er i orden, at min svigermor ikke vil acceptere bortforklaringer om, at vi har travlt og mangler overskud til at se nogen. Jeg synes, at den form for nærhed er mere rigtig end i andre familier, hvor man har mere travlt med at lægge afstand til hinanden end til at mødes, siger hun.

To nødvendige regler

Svigermorens stolthed og fremtoning kan Bente Dalsbæk godt misunde.

- Som da min bog om vores forhold lige var udkommet, og hun var med i Forum til bogmesse. Jeg skulle signere bøger, og så var der nogle, der opdagede, at hun var med. De bad om hendes autograf, men havde ikke læst bogen og vidste derfor ikke, at Sada er analfabet. Men det tog hun helt cool. Hun skrev bare en krusedulle hen over papiret og sagde uden tøven: "Det er mit navn på arabisk".

Bente Dalsbæk beundrer også sin svigermor for at turde gå sine egne veje. For at være rejst til en fremtid og et land, hun ikke kendte.

- Efter år uden tørklæde tog hun det på, da hendes mand døde. Som en gestus fra en sørgende enke. Men da Naser kom i Folketinget kort efter, tog hun det af og gik til frisøren for at få sat sit hår. Det blev veninderne ovre i klubben meget fortørnede over, og de skældte hende ud. Men svigermor sagde bare: "Hvis det var jeres søn, havde I smidt bukserne", griner Bente Dalsbæk.

Mange emner er de uenige om i familien. Omskæring og tørklæde er nogle af dem. Så kan bølgerne gå højt om spisebordet.

Under sådanne omstændigheder har Bente Dalsbæk to regler, nemlig "både og" og "enten eller".

- Det handler om at kende sine grænser for, hvornår man skal give køb på sine holdninger og hvornår man skal stå fast, siger hun.

Og så kræver det respekt. Både i familien og i samfundet.

- Jeg ser det som en pligt at fortælle folk, at mødet mellem forskellige kulturer kan lade sig gøre. At der er grund til at være optimister, selv om det modsatte billede fylder meget i medierne, siger hun.

- Vi er beviset. Det er integration med hjertet.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Svigermor og Hannibal