SPLITTELSE: Grænsen mellem nord og syd på Cypern er blevet åbnet. Men det er langt fra nok til at bringe et land sammen
Samtalen begynder ellers hyggeligt og frejdigt. Men pludselig snører taxachauffør Panicos venlige ansigt sig sammen til en mørk sky. Jeg har netop spurgt ham, om han har været oppe i det nordlige Cypern, efter at grænsen sidste år blev åbnet mellem græsk-cyprioterne i syd og tyrkisk-cyprioterne i nord. Det har han. To gange. Men nu vil han ikke derop igen, lyder det mellem de sammenpressede læber.

Panicos var 13 år gammel, da hans familie måtte flygte ned til det sydlige Cypern, fordi tyrkiske tropper nærmede sig deres lille landsby nær den østlige charmeplet, Farmagusta.

Siden den tyrkiske invasion i 1974 har Farmagusta, Panicos' landsby og halvdelen af middelhavsøen været på tyrkiske hænder, og grænsen mellem nord og syd hermetisk lukket. FN-tropper har lige siden sikret freden ved at oprette en neutral zone langs grænsen, som kaldes "den grønne linje". I næsten 30 år har det eneste bindeled mellem nord og syd været FN, ingen breve kunne krydse, og telefonkontakten har bestået af en enkelt FN-linje.

Derfor var det en historisk dag, da grænsen sidste år, den 24. april, blev åbnet som et led i de løbende fredsforhandlinger. Tusinder af mennesker stod i kø for at krydse grænsen og gense deres fødested. Deriblandt Panicos. Men da han nåede frem til landsbyen, var det ikke et glædens syn, der mødte ham. Familiens hus var ganske enkelt blevet jævnet med jorden, nabohusene var faldefærdige på grund af manglende vedligeholdelse, og overalt, hvor han vendte sig, lå der skidt og møg. Alligevel vendte han tilbage en ekstra gang. Denne gang sammen med sin søster.

Tilbage i 1974 havde familien haft travlt med at planlægge hendes bryllup, som skulle stå i august. Traditionen tro havde parret fået bygget et nyt hus og endda udstyret det med en swimmingpool, og nu stod det blot og ventede på, at det nygifte par skulle flytte ind. Men søsteren og hendes mand kom aldrig til at bo i huset, for to måneder inden brylluppet kom invasionen. Nu var hun taget med Panicos tilbage for at gense huset. I modsætning til familiens hus stod søsterens der endnu, velholdt og plejet. I dag overtaget af en mand, som til daglig bor i England og som bruger huset som feriehus. Manden var endda så venlig at lade søsteren se huset indvendigt. Det var så det. I dag forsværger Panicos, at han tager op nordpå igen.

- Hvorfor skulle jeg det? Der er jo ikke noget at komme efter, siger han og trækker opgivende på skuldrene, mens hans gamle vogn rasler ud ad motorvejen.

Gamle sår

Panicos' historie findes overalt på det sydlige Cypern - i forskellige variationer. Det er det, der gør fredsslutningen så svær. For hvordan kompenserer man for 30 års landflygtighed? Og hvordan tager man skridtet fra had og bitre minder til at slå pjalterne sammen i én nation?

Situationen bliver ikke gjort bedre af, at tyrkiske tilflyttere fra fastlandet er kommet til det nordlige Cypern i hobevis for at søge lykken, hovedsageligt fra den fattige anatolske højslette. Som for eksempel Mehmet. En ung tjener med et genert smil under det viltre sorte hår, som har slået sig ned i den idylliske lille havneby, Kyrenia, en halv time nord for hovedstaden Nicosia. Her knokler han dagen lang på en af de utallige cafeer langs den gamle havn, og en del af lønnen sender han hjem til sine fem søskende i Tyrkiet. Forældrene døde, mens børnene var små. Mehmet har aldrig været syd for den grønne linje. Det tør han ikke, fortæller han med alvorlige øjne, for han har hørt, at de tyrkiske tilflyttere bliver smidt i fængsel i det øjeblik, de forsøger at krydse grænsen.

Mens de fleste græsk-cyprioter sagtens kan leve i fordragelighed med de tyrkiske cyprioter, ser de ganske anderledes på de tyrkiske tilflyttere. De bliver betragtet som en del af invasionshæren fra 1974, besættere, som uretmæssigt har installeret sig i flygtede grækeres boliger. Derfor er det et ufravigeligt krav fra græsk-cyprioterne, at de tyrkiske tilflyttere skal forlade landet, hvis øen skal kunne genforenes.

Rene mursten

Mehmets bange anelser bliver bekræftet af Colin Speedie, en australsk politimand, som i 1999 tilbragte et halvt år som FN-soldat i det delte land, hvor han bragte medicin fra syd til syge i det embargo-ramte nord.

- Græsk-cyprioterne har for vane at smide tilflytterne i fængsel i en uges tid, hvis de forsøger at krydse, derefter bliver de sendt tilbage over grænsen, fortæller han.

Colin Speedie er kommet tilbage til Cypern for at tilbringe et par uger i den ferielejlighed, han har købt i Kyrenia. Det er "clean tiles", forsikrer han mig om. De rene mursten betyder, at han har købt lejligheden af en tyrkisk-cyprioter og ikke af en tyrkisk tilflytter. Det betyder godt nok, at prisen var højere, men til gengæld undgår han både etiske og juridiske kvababbelser, hvis der en dag dukker en græsk-cypriot op og forlanger sin bolig tilbage. Den situation vil unægtelig opstå den dag, genforeningen kommer. Og modsat det signal, de sendte i folkeafstemningen for to måneder siden, er de fleste græsk-cyprioter overbeviste om, at genforeningen kommer en dag.

De vil nemlig gerne, det skal bare være en ordentlig aftale, som sikrer den rette kompensation, lyder det gang på gang.

Når man krydser grænsen mellem nord og syd i den delte hovedstad, Nicosia, virker genforening dog stadig som et fjernt projekt. Langs den græske side af FN-zonen hænger utallige bannere med påskrifter som: Send Tyrkiet hjem, stop den tyrkiske umenneskelighed. Og muren med falmede billeder af savnede grækere fra invasionen står stadig lige urokkeligt. Hundrede meter længere fremme står tilknappede tyrkiske soldater og stempler indgangstilladelser. Det kræver pas at komme igennem til det land, som kun Tyrkiet anerkender. Over deres hoved hænger et kæmpe banner med beskeden: Turkish Republic of Cyprus FOREVER!

Paskontrollen forhindrer mange græsk-cyprioter i at krydse grænsen, de nægter ganske enkelt at skulle vise pas for at færdes i deres eget land. Til gengæld krydser hundrede af tyrkisk-cyprioter hver dag grænsen til fods for at komme på arbejde i syd - uden at vise pas. Det er typisk håndværkere, som kan fås til en billigere pris i nord. Hver morgen bliver de hentet, og hver eftermiddag bliver de kørt tilbage i store firhjulstrækkere og sat af ved grænsen, hvor de spadserer hjem i hobevis iført ens arbejdstøj og ens vandflasker i hånden. Håndværkerne er tegn på den første gryende udveksling af varer og penge mellem nord og syd. Noget som ellers har været strengt forbudt. En butikskæde har ikke måtte have filialer både i nord og syd. Derfor har Burger King oprettet butikker i den tyrkiske del under navnet Burger Palace, så de ikke kunne forbindes med kæden i syd. Men maden, inventaret og sågar logoet på servietterne har bevaret det oprindelige navn. Af samme årsag er den verdensomspændende pizzakæde Pizza Hut blevet til Pizza Hat i nord.

Selv om grænsen nu har været åbnet et år, og det er blevet hverdag for mange at færdes mellem de to verdener, er det stadig umuligt at ringe fra den ene del til den anden. Det er et rammende bevis for den mentale skyttegrav. Man kan ringe til det fjerneste Mongoliet eller Hviderusland fra det nordlige Nicosia, men forsøger man at ringe til et nummer hundrede meter nede af gaden i det sydlige Nicosia, får man en melding om, at nummeret ikke eksisterer.

Det vidner om det massive gravearbejde, som stadig påventer cyprioterne, før skyttegraven er fyldt op og de barske minder og sår er begravet som fortid i en samlet nation.
  • fyens.dk