Niclas Nielsen fra Næsby var enebarn og møgforkælet, men et tyveri i sjette klasse blev starten på en tilværelse som hårdkogt kriminel. Hjælpen til at forlade det kriminelle liv er for ringe. Der er for meget skematænkning og for få krav. Det mener Niclas Nielsen, der, som tidligere kriminel, kender fængslerne indefra. Skrot de fine teorier og brug den sunde fornuft, lyder hans råd
Første gang var i sjette klasse. Det blev opdaget. En 10-krone fra klassens fælleskasse, som han stak i lommen for at kunne købe en sodavand til den sødeste pige i klassen. Hende ville han gerne imponere.

Nu mere end 20 år efter kan Niclas Nielsen se tilbage på et liv præget af et massivt stofmisbrug kombineret med et langt, kriminelt cv. Men for fem år siden fik han øjnene op for, at det ikke var sådan et liv, han ønskede at leve.

"Der skal snakkes motiv, håb, mål og ønsker for fremtiden."

Men hvorfor kom det så vidt, at den ellers søde og velopdragne dreng fra det pæne hjem i Næsby pludselig havde begået flere røverier, end han kan huske, og ofte sad med nålen i armen?

Og endnu vigtigere: Hvordan kom han ud af livet som misbruger og kriminel?

Kammerater havde han nok af, de fleste fra fodboldklubben Næsby IF, hvor han tilbragte meget af sin fritid. Niclas Nielsen søgte og fik bekræftelse gennem de mange venskaber. I klubben blev man anerkendt som den, man var.

- Jeg er enebarn og var møgforkælet. Men i virkeligheden savnede jeg nærværende forældre, der tog mig alvorligt og fastsatte nogle grænser, siger han.

Hans mor ville gerne have, at han blev læge. Alt andet var ikke fint nok. Facaden var vigtig i det lille hjem, så naboen kunne se, at der var tjek på tingene.

- Jeg følte aldrig, at jeg blev accepteret, som den jeg var. Jeg skulle hele tiden opføre mig anderledes for at passe ind i en bestemt verden, som mine forældre havde opstillet for sig selv.

Munden står ikke stille på ham mange sekunder af gangen, for han har et budskab, som han gerne vil forklare.

Det smilende ansigt og de gestikulerende arme i den pæne striksweater gør det svært at forestille sig, at Niclas Nielsen har en fortid som hårdkogt kriminel stofmisbruger. Men ruller han ærmerne på blusen bare et par centimeter op, blottes nogle enorme tatoveringer, som altid vil minde ham om, at en stor del af hans liv har været alt andet end pænt.

At han har tilbragt i alt fem år i 19 fængsler og arresthuse. At han i 14 af sine foreløbig 35 år har været på stoffer.

Da Niclas Nielsen blev teenager og begyndte at hænge ud med vennerne om aftenen, skulle han aldrig være hjemme på et bestemt tidspunkt. Måske en drømmesituation for mange unge, men i dag er Niclas ked af, at forældrene heller ikke satte grænser dér.

- Noget af det værste, man kan gøre som forældre, er ikke at sætte klare grænser op. Grænser viser kærlighed. At der er nogen, der bekymrer sig om én.

Fodboldvennerne blev langsomt skiftet ud med knallertvenner, og der gik ikke lang tid, før der kom hash på bordet. Det stigende forbrug finansierede han ved at stjæle fra tankstationer eller ved indbrud i villaer. Hashen blev suppleret med amfetamin, og den blev ret hurtigt skiftet ud med heroin og kokain.

Og så skulle der laves rigtig mange penge. På et tidspunkt arvede Niclas en lille sum penge, og for dem købte han et parti hash. Stoffet blev en handelsvare, der gav ham penge til eget misbrug.

Men det var ikke nok, og hverdagen blev fyldt med røverier, indbrud og tyverier. Han har været helt derude, hvor han lavede et røveri for 600 kroner. Ren overlevelse husker han.

Til sidst begik han også røverier uden maske, for så kunne han blive taget og få lidt ro på igen.

- Mens jeg var i det, længtes jeg tit efter at komme ind og sidde, for dér var ro, regelmæssighed og grænser. Jeg var i en periode hjemløs, og fængslet gav mig det, jeg ellers ikke fik: En seng, naboer, mad, en betjent, der trods sit utaknemmelige job, åbnede min dør hver morgen og sagde "godmorgen Niclas, skal du have et eller to stykker brød?"

- Også i dag kan jeg ind imellem savne livet bag tremmer. Derinde stresser man ikke rundt, som man gør ude i det virkelige liv. Det lyder absurd, men man skal ikke glemme, at der trods alt er en dagligdag bag de faste gardiner, en dagligdag vi som samfund kunne bruge konstruktivt, men som desværre er præget af "dem og os"- tankegangen.

Penge til øl og et koben

Alligevel har Niclas Nielsen ikke meget ros tilovers for den måde, kriminelle behandles på i de danske fængsler. Der er ingen hjælp at få, hvis man vil ændre på sit liv. Stod det til ham, skulle resocialiseringen begynde straks. Ikke, som han selv har oplevet, 14 dage før man bliver løsladt. Og samtalen, et par uger før friheden ventede, gik oftest kun ud på det praktiske i forbindelse med løsladelsen: Hvor skal du bo, hvilken sagsbehandler skal du tilknyttes?

- Det svarer til, at hvis bilen gik i stykker, satte man den i garagen i tre måneder for så at regne med, at den var køreklar, når man tog den frem igen. Det holder ikke, der skal kigges grundigt på den, og det skal man også gøre med de indsatte. Der skal snakkes motiv, håb, mål og ønsker for fremtiden. Så længe vi ikke gør det, vil samme mand lave samme handling igen og igen. Statistikken taler sit tydelige sprog.

320 kroner får man som indsat i løsladelsespenge, når man forlader fængslet. Et beløb Niclas har modtaget en del gange.

- Jeg plejer at sige, at det er penge til en kasse øl og et nyt koben.

Vendepunktet for Niclas Nielsen kom, da han mødte nogle af sine egne, der var kommet ud på den anden side. Via projektet "Kris Danmark" lærte han at begå sig i den normale verden igen. Hos Kris Danmark blev der ikke lagt fingre imellem, og det var det, han havde brug for.

- De sagde ligeud: "Niclas, dit liv er sgu en vittighed". Og først dér begyndte jeg at holde op med at lyve for mig selv. I mit hoved var det alle andres skyld, at jeg ikke kunne finde ud af det. I virkeligheden var det min egen hjerne, der blokerede for mine drømme. Det har sagsbehandlerne måske også sagt til mig, men de har brugt så fine ord, at jeg ikke har forstået det.

Kig på den kriminelle

Kris Danmark arbejder med aktiviteter og uddannelse for at få kriminelle og stofmisbrugers øjne op for de muligheder, de har. Kris står for "Kriminelles Revanche I Samfundet".

- Tidligere har jeg siddet over for socialrådgivere, der bare kiggede i deres skemaer for at sørge for, at de blev krydset rigtig af. Jeg vidste, at hvis jeg bare sagde ja og nej på de rigtige tidspunkter, så fik jeg mine penge og kunne fortsætte mit liv.

Niclas Nielsen kan kun ryste på hovedet af folk med holdningen "I kan da bare holde op", hvad enten det drejer sig om at kvitte kriminalitet eller stofmisbrug.

- Det er hårdt at skulle leve et almindeligt liv, når man har været i det kriminelle miljø. Der er en masse frygt, for man skal forlade det eneste liv, man kender. Det svarer til, at man forlanger, at folk, der bliver kastet ind i junglen, skal kunne forsætte deres normale liv.

Niclas synes, at noget af det vigtigste, de kriminelle skal lære, er, at der er et fællesskab, som vi alle er en del af. Det er ikke "dem imod os". Vi har en fælles sparegris, som det er dumt at stjæle fra.

Vejen til et liv uden kriminalitet og stoffer er, ifølge Niclas Nielsen, at tilbyde hjælpen lokalt - dér hvor den kriminelle har sin hverdag. Og så skal man tilknytte kontaktpersoner, der har erfaring med livet på den anden side af loven.

- Væk med fine teorier og spørgeskemaer og tag i stedet og kig på den person, der sidder over for dig. En almindelig sagsbehandler er ikke altid den rette til at tale med en hårdkogt kriminel. De er ofte konfliktsky og bliver måske bange, hvis den kriminelle råber højt. Men det gør han, fordi han er frustreret over sit liv. Ansæt i stedet én, der har overskud til de mennesker, og spar den tid, der går med at krydse af på et papir.

Det handler om at opbygge selvværd. Og der kan et lokalt værested vigtigt. Det duer ifølge Niclas Nielsen ikke, at der kun er ét misbrugscenter på Fyn.

- Der skal være et misbrugscenter og et værested i hver kommune. Her skal være nogle aktiviteter. Det skal bare være noget simpelt som for eksempel at male en bænk. Klarer man det, får man det bedre og har overskud til at gøre mere. I de store misbrugscentre er der ofte ikke tid til brugeren og til at være fleksibel.

Han mener ikke, at det nytter at sende folk på afvænning, hvis man ikke fjerner det, der generer i den mentale rygsæk.

- Der mangler en helhedstankegang. I dag bliver der ikke snakket på tværs. Det hele er blevet for stort og uoverskueligt.

- Så siger folk, at der ikke er penge til alle de specialister. Men det er ikke specialister, der er brug for, det er sund fornuft og kærlighed. Så man føler, at der er nogen, der tænker på én og stiller krav.

Vil hjælpe andre

Niclas Nielsen mener, at man allerede i børnehaven kan spotte de børn, der har risiko for at havne i problemer. Som far til en dreng på fire år er han selv meget bevidst om, hvordan han opfører sig. Ikke noget med at bande eller at tale negativt om eksempelvis samfundet.

- I stedet forsøger jeg at give ham masser af nærvær, siger han.

Niclas vil også gerne hjælpe dem, der er havnet i det liv, han selv har kæmpet sig ud af. Han har derfor kontaktet Kerteminde Kommune, som han nu hører under og har holdt foredrag for sundhedsudvalget. Derudover er han ved at gøre sin uddannelse som afhængigsrådgiver færdig.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Svage kriminelle hurtigt tilbage bag tremmer