BIOGRAFI: De vestlige mediers billede af Saddam Hussein er kun den halve sandhed
- Jeg er Iraks præsident, Saddam Hussein, sagde han, da han blev stillet for en dommer for 14 dage siden og bar således ved til den almene opfattelse af ham som en gal mand uden kontakt til virkeligheden.

Han virkede kampberedt, parat til at slås for sit liv og værk i en fremtoning, der lå milevidt fra fornedrelsen og ydmygelsen, da han blev hevet op af jordhulen for et halvt år siden.

Dengang lignede han en usling, en kriminel, der var gået i fælden, som vidste at regnskabets time var inde, og at det havde blodrøde tal på bundlinjen.

Og sådan er han altid blevet fremstillet i Vesten af vestlige medier. Som indbegrebet af det onde. Han var den rige, brutale enehersker, der behandlede sit folk forfærdeligt og torturerede sine modstandere, hvis han var i godt humør. Havde han det dårligere, myrdede han dem.

- Han er blevet et ikon på ondskaben, og et ikon der står som en modsætning til det gode i Vesten. Og som sådan kan han bruges til at hive op af hatten en gang imellem for "at vise én der ligner Hitler", siger lektor, ph.d. Helle Lykke Nielsen fra Institut for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Saddam Hussein har altid fascineret hende, men det stereotype billede, vestlige medier fremstiller ham i, er for simpelt.

- Det er et utroligt unuanceret billede. For nok er han ond og grusom, men han er også en hel masse andet, siger Helle Lykke Nielsen.

Til september udgiver hun den første danske biografi om Iraks hersker gennem de seneste 24 år, en biografi, der tegner et billede af en mand, som er meget mere end den onde, enerådende, brutale hersker.

- Hvis han kun havde været ond og enerådende, så havde han næppe kunnet sidde på magten så længe. Onde mennesker bliver også væltet af tronen, siger hun.

Og hvad der er nok så vigtigt: Hvis man vil forstå, hvad der er foregået og foregår i Irak i dag, så er man nødt til at have et mere nuanceret billede af manden.

Han kendte hulen

Saddam Hussein er ingenlunde et ubeskrevet blad. Der findes flere biografier på markedet, og som det sig hør og bør for en "stor leder", så har han skrevet selvbiografier.

De fremstår dog alle som kronologiske fremstillinger af begivenhedsforløb, som nok er spændende, men som ikke er med til at skabe overblik over, hvad årsagen er til, at han har siddet så længe på magten.

- Jeg forsøger at få styr på de faktorer, der kan forklare hans liv, siger Helle Lykke Nielsen, som slutter sin biografi dér, hvor Saddam hives op af hullet.

- Uanset hvorfra og med hvilken baggrund, man kaster blikket på scenen, så vil man synes, det er ydmygende.

- Men jeg havde en ekstra dimension at se netop denne hændelse ud fra, fordi jeg kender hans baggrund.

- Jeg har læst de selvbiografier, han har skrevet - på arabisk - , hvori han meget interessant skildrer, hvordan han var med i et kupforsøg mod en irakisk hersker. Han bliver såret af en kugle i låret, får den hevet ud sådan på western-manér, flygter dagen efter til fods til Syrien. Flugten er beskrevet meget detaljeret og beskriver bl.a., hvordan han gemmer sig i skyttegravshuller, for at systemets mænd ikke skulle finde ham.

Helt og modstandsmand

- Dengang lykkedes det for ham. Han var indbegrebet af helten og modstandsmanden, der ville noget andet.

- Det var også folkets helt, der har kæmpet for at vælte det onde styre i midten af 60'erne, det var også ham, amerikanerne trak op af hullet i 2003. Og det er et billede, som de fleste ikke har.

- Men det var tydeligt i min bevidsthed, ikke mindst fordi, han i perioden fra styret faldt, til han blev taget, har udsendt breve og bånd, hvor han refererer til den tid, hvor han kæmpede mod systemet. Han ville genoplive myten om sig selv som modstandsmand.

- Det var den rolle, han så sig selv i. Nu var det bare amerikanerne og imperialisterne, han kæmpede imod. Og den myte var levende, da han blev trukket op af hullet, siger Helle Lykke, som ikke tror Saddam på noget tidspunkt har været folkehelt, bortset fra i hans egen indbildning.

- Saddam ser sig selv som Iraks redningsmand. Han har skabt landet, holdt det sammen, er nationalhelt på lige fod med andre store historiske personer, han har gjort mange gode ting. Og stammetankegangen, at folk må rette ind, ellers vanker der - også med Saddams pegefinger på aftrækkeren - ser han slet ikke som noget problem, men som et naturligt vilkår. Han gør det i en god sags tjeneste.

- Saddam tror på, han har ret. Det skal man gøre, hvis man skal nå så langt, som han er. Det er ubetvivleligt for ham. Det gør ham dog ikke til folkehelt.

Hvis han nogen sinde har været det, var det i 1979, hvor han kom til magten.

På det tidspunkt var der ved at komme gang i oliepengene, og han kunne som den venlige mand begynde at bygge flere skoler, hospitaler og motorveje, og han kunne give de fattige fjernsyn.

- Da har han nogle år, frem til krigen mod Iran begynder at gøre ondt økonomisk, hvor mange synes han er en stor mand, der har gjort det godt. Han fik jo også Unescos Undervisningspris for at have fjernet en stor del af analfabetismen i landet. At han fjernede den ved tvang og fængselsstraf til analfabeter, der ikke gik i skolen, glemte man at fortælle.

- Og ser man på indkomstfordelingen, så blev den ikke bedre. De fattige fik det ikke bedre, der blev ved at være et stort gab mellem rige og fattige, men på overfladen så det sådan ud. Så en grad af positiv stemning har der været blandt befolkningen.

Han skabte stabilitet

Hvad der måske var endnu vigtigere for hans grad af popularitet i befolkningen, var hans evne til at skabe stabilitet.

Tiden fra Baath-partiet kom til magten i 1968 og til Saddam tog den i 1979 var præget af et voldsomt ustabilt politisk system og mange kupforsøg, hvoraf flere lykkedes. Det betød økonomisk usikkerhed i befolkningen.

I det klima var det svært at udvikle noget som helst. Men det kunne Saddam, og han sad altså i 24 år.

- Det er noget af en af en præstation. Man kan så kritisere de midler, han har taget i anvendelse, men han etablerede en stabilitet så folk nogenlunde vidste, hvad de havde at rette sig efter. Samtidig behøvede de ikke være bange for, at landet blev splittet i flere dele, siger Helle Lykke Nielsen.

Irakisk nationalisme

Men stabilitet og sikkerhed var ikke det eneste, Saddam tilførte nationen.

Et af hans store projekter var at skabe en form for irakisk nationalisme, og det lykkedes faktisk for ham at skabe forståelse blandt irakerne af, at de først er irakere, dernæst sunnier, kurder, shiitter osv.

- Det gør det i mine øjne ret usandsynligt, at landet skulle blive delt i flere, selv da hans styre faldt, siger hun.

Baathpartiet - et gode

Baathpartiet har en del af æren for det. Det parti, som man skulle være medlem af for at have en chance i samfundet, og i Vesten altid udstillet som en frygtelig partistruktur,

- Det er langt hen ad vejen rigtigt. Partiet var en struktur, der undertrykte dem, der ikke var med.

- Men omvendt kan man provokatorisk sige, at Baathpartiet faktisk modsvarer vestlige arbejderbevægelser, Socialdemokratier om du vil . Partiet forsøgte at lave socialdemokraternes velfærdsstat. "Er du medlem her, så har du nogle fordele. Lettere ved at få job, lettere ved at komme ind på de rigtige skoler, generelt at få fordele.".

- Det betød, at irakere som var født uden jord eller penge, som ikke var rige landejere eller rige købmandsfamilier, og som derfor ikke havde en kanal for social mobilitet, de fik pludselig en kanal til at gøre deres liv bedre. Både til at få børnene i skole og til jobs uanset hvor i strukturen de befandt sig.

Socialdemokratiet gav jo også os mulighed for social mobilitet, som ikke havde været muligt, hvis Danmark havde været et totalt landejersamfund, siger Helle Lykke.

En massebevægelse

Saddam Hussein overtog et parti, som var relativt lille, måske med 100.000 medlemmer. Han gjorde det til en massebevægelse med over otte million medlemmer. Hvert medlems familie nød godt af fordelene, så i virkeligheden taler vi om et langt større antal.

Og i begyndelsen er undertrykkelsen af ikke-medlemmer ikke noget fremtrædende træk. Slet ikke.

- Baathpartiet er et velfærdsprojekt, men naturligvis også et forsøg fra Saddams side på at skabe sig den magtbase, han ikke havde da han kom til magten.

Han er en lille, fattig faderløs dreng, født i det fattigste område oppe nordpå. Han formår at få en uddannelse, med morbroderens hjælp, og kommer ad tilfældighedens vej ind i det lille Baath-parti.

Han kæmper sig vej op gennem magtstrukturerne, men har ingen base. Den sætter han alt ind på at skabe. Han har brug for nogle, han kan regne med som sine støtter. For han har ingenting, da han overtager magten.

- Man glemmer tit den dimension, når man taler om Baathpartiet. Undertrykkende, javel, men det har altså haft en anden funktion. Nemlig som en bevægelse, der skaber en middelklasse og laver jordreformer, der svækker jordbesiddernes magt.

- Derefter bruger han apparatet til at sikre sin egen magt. Magtens inderste kerne er dog stadig nogle nøglehushold fra klanen og familien. Hans onkel Kemiske Ali f.eks.

Hvad ville Saddam

Men hvad ville Saddam egentlig? Har han siden sin indlemmelse i Baathpartiet bevidst styret efter diktatortitlen, eller spilledes den ham ubevidst i hænde?

- Han var ikke drevet af politiske visioner overhovedet, siger Helle Lykke. Han skulle finde sig en plads i tilværelsen, tjene penge, og han er vokset op i de meget, fattige og rå stammesamfund ude på landet, hvor fysisk magt gælder, hvis man skal klare sig.

Der er mange beretninger om, hvordan han var marginaliseret som barn, han blev tævet, og moderen giftede sig efter faderens forsvinden igen med én, som tæver ham.

Ude i landområderne er det den fysiske vold, der betyder noget. Statens forlængede arm i form af politi og retsvæsen har ikke meget at skulle have sagt. Derude gælder klan- og stammelove og skydevåben, hvis det er nødvendigt.

Det er hans baggrund, da han kommer til byen. Her stifter han bekendtskab med en moderne bykultur og et parti, som egentlig ikke har andet program end at stå sammen.

At han skulle være et moderne menneske, der har lavet velfærdssamfund og partistrukturer er således kun et tyndt lag fernis. Hans måde at reagere på afslører, at han er formet af det rå stammesamfund.

En gal mand

Men en gal mand - det var og er han ikke. Han er ved sine fulde fem, og lever ikke i en opdigtet verden.

Den amerikanske besættelsen er indbegrebet af, hvad han har kæmpet imod, siden han kom til magten.

- I hans øjne er besættelsen dybt forfærdelig og urimelig. Han er udgået af folket, han er præsident, og ingen skal tage Irak, bare fordi de vil have olie.

Eller med andre ord: han har svært ved at se sin egen ondskab.

- Jeg ved ikke, hvordan han ser på sine ugerninger. Men jeg kunne godt forestille mig, at når han siger, at gasningerne af kurdere er noget han har læst om, så tænker han sådan.

- Det er ikke sikkert, han vidste det, for han udnævnte en statholder, Kemiske Ali, men det fritager naturligvis ikke Saddam for ansvar. Han har været med på det. Ingen tvivl om det, siger Helle Lykke.

Psykopatiske træk

Disse Saddams fortrængninger af egen rolle og fornægtelse af virkeligheden har fået kommentatorer til at betegne ham som psykopat. Det har Helle Lykke Nielsen det svært med.

- Det er let at kalde ham Hitler og andre dæmoniserende ting. Jeg mener ikke, han har noget til fælles med Hitler. Andre siger, han ligner Stalin. Det kan man bedre forstå.

- Så er der nogen, der siger han er psykopat. Og ser man på de kliniske definitioner, kan man fristes til at sige ja. Jeg siger: det er en mulighed.

Men Helle Lykke tegner i bogen ingen psykologisk profil af Saddam.

- I stedet prøver jeg at forklare hvilke faktorer, der påvirker hans måde at agere på. For at vise, at den langt hen ad vejen er rationel. Han har grunde til at gøre, som han gør, der er en indre logik.

- Hans overordnede mål var at skabe en irakisk nationalstat. Derfor har han fra starten af sin præsidentperiode - lidt efter lidt - kupsikret sit styre, og det er hele kernen i forståelsen af ham.

- Det gøres ikke fra den ene dag til den anden, men skridt efter skridt får han dominans over hæren, efterretningsvæsenet og partiet, så han kan styre det. Og han kupsikrer altså så stærkt, at han kan blive siddende i 24 år. Han kan ikke væltes.

- Så selv i 90'erne, hvor han er tvunget i knæ af sanktionerne og dermed manglende indtægter, bevarer han magten.

Fredsforskerne ved ikke

Derfor forarger det hende, at fredsforskere siger, at der var mange andre måder at vælte Saddam på.

- Det er så billigt, så billigt. De kender ikke historien, ved ikke hvor mange kupforsøg, der rent faktisk har været mod Saddam, som alle er slået ned, fordi hans styre var så effektivt. Det er gratis og så provokerende, når fredsforskere siger, at den krig var så og så forfærdelig. Det var den, bestemt, men det kunne ikke "sagtens" være gjort på en anden måde. Saddam har siddet i 24 år, fordi han havde organiseret magten og frygten, så han ikke kunne røres. Frygten i befolkningen var en del af kupsikringen.

Så Saddam agerer yderst rationel. Han er ekstremt magtfikseret og parat til at bruge alle midler. Det gør han med stort held og ondskab.

- Men han er også far, en kærlig mand til sine tre koner og elsker. Og én af hans elskerinder beskriver ham endog som en stor romantiker, siger Helle Lykke Nielsen.

Og historisk betydning, det får han.

- Meget vil afhænge af, hvordan besættelsen fortsætter og freden etableres. Udbryder der borgerkrig, så bliver ønsket om en stærk mand udtalt. Og så kan Saddam skifte betydning fra den onde, der behandlede folket brutalt, til en mand, man gerne ser vende tilbage, siger Helle Lykke og slår fast:

- Hvis det skal give mening, at Saddam kunne sidde på magten i 24 år, så har han været meget andet og mere end en ond satan.

Helle Lykke Nielsens bog "Saddam - fyrsten fra Tikrit" udkommer på Aschehougs forlag i september 2004
  • fyens.dk