En begavet drønnert


En begavet drønnert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SKARPTHJØRNE: Engang var han landets yngste professor, han skabte samfundsvidenskaben påSyddansk Universitet, søsatte TV 2 og stod fadder til journalistuddannelsen i Odense. Nu fylder han 60 år og går fra det, der blev hans hjertebarn
En mand, der kan lige så meget, som han vil, og som ved ikke lidt om meget, men meget om det meste: Økonomi, litteratur, musik, medievirksomhed og ikke mindst teologi, for slet ikke at tale om politik eller velfærdsstatens udvikling.

Nævn selv emnet, og han vil være på hjemmebane og med lynets hast fremsætte en eftertænksom analyse selvbevidst som få.

Snurretop

Han er et levemenneske, en glad snurretop med hang til latter og smil, men har også skrevet et digert værk med titlen "Aspekter af den økonomiske problematik i en centraldirigeret økonomi".

Men sådan er han, Jørn Henrik Petersen, vendelboen, der efter svære kulturchok nu er blevet inkarneret fynbo, og som nu er tilbage på posten som Stiftstidendes bestyrelsesformand, efter at TV 2 "stjal" ham tilbage i 80'erne.

En hurtigløber, der alle dage har haft fart på.

Landets yngste professor som blot 29-årig. Guldmedalje fra universitetet samme år. Dr.phil. som 42-årig. Hertil en stribe af bestyrelsesposter i både dit og dat.

Søsætter af det samfundsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet, grundlægger af journalistuddannelsen samme sted og fadder til TV 2 på Kvægtorvet.

Kvik i replikken

På én gang sprælsk og eftertænksom, mere end kvik i replikken, humoristisk, selvironisk.

Skælmsk er det rigtige ord.

En mand, der ikke gør tilværelsen sværere, end den er, og som derfor har en let gang på jorden, fordi han ikke bekymrer sig unødigt.

Sådan lyder det forenklede signalement af en mand, der næsten i enhver henseende er second to none, og som på det nærmeste som en anden Piet Hein har vandret i kosmos, men som alligevel har begge sine ben solidt forankret på jorden. Som missen på vejen helt sin egen.

Spradebasse

Nu fylder denne spradebasse, der i et af sine mange overstadige øjeblikke har kaldt sig selv for "en drønnert", så 60 år på torsdag og siger samtidig farvel til posten som leder af universitetets journalistuddannelse.

Hvad han så vil lave fortaber sig lidt i en tåge, men foreløbig er der fire bøger, der skal gøres færdige, et gæsteprofessorat iJapan, en fordybelse i det klassiske græske sprog for at kunne læse yndlingsværkerne "Odysseen", Illiaden" og sidst, men ikke mindst, Biblen på det originale sprog.

For megen kirke

Ikke mindst det sidste er vigtigt for Jørn Henrik Petersen. Selv om han som yngre kappede forbindelsen til folkekirken, fordi han måske havde fået "for megen kirke" i sin opvækst, er det for ham blevet en dårlig søndag, hvis han ikke når sin kirkegang.

Det hele begyndte, da hans søn Anders skulle konfirmeres og blev så optaget af det kirkelige, at han inviterede sin far med.

Lutter 13-taller

Sønnen er siden blevet præst, efter med lutter 13-taller at have taget en af de største teologiske eksaminer nogen sinde ved et dansk universitet. Og da det regnede på sønnen, dryppede det på faderen, og således går det til, at han har revurderet sit forhold til kristendommen, og da byens domprovst, Chr. Dichmeiss, flyttede fra Thomas Kingos Kirke til domkirken, løste han sognebånd her og sidder i dag i menighedsrådet som en hjemmevant kirkegænger.

Dronningen og Paven

Og sådan er der så meget med denne Petersen, der selvbevidst har været i audiens hos både Dronningen i København og Paven i Rom, og som holder af fodbold og weisbier for slet ikke at tale om den uundværlige pibe, han ikke kan lade ligge. Til gengæld kan han ikke fordrage hverken frimærker eller golf.

Han er, som han ser ud, en landsknægt med doktorring og skarpe meninger - ofte provokerende til det ulidelige.

Men tag ikke fejl.Der er bund i hans pointer og bid i sarkasmen. Men samtidig er han et hjertensgodt menneske, hvem intellektet og den dybe indsigt aldrig er steget til hovedet.

Sådan fortæller i hvert fald folk, der kender ham godt, og som i hverdagen er tæt på ham.

Til Odense

Egentlig er han vendelbo af fødsel, født i Nørresundby med en far, der uden akademisk uddannelse formåede at gøre sig gældende som både socialdirektør og socialdemokratisk byrådsmedlem.

Da han for siden 34 år som 26-årig kom til Odense for at begynde som amanuensis på det daværende Odense Universitet, var han ved at vende om igen.

Som ny i byen kunne han nemlig ikke finde de tre barakker, der dengang gjorde det ud for byens ny læreanstalt, landets tredje universitet. Og hans første møde med etatsrådenes by efterlod ham i den grad med et indtryk af et hul i jorden, at det nærmest virkede som et kulturchok.

Men Petersen, der blev en discipel af daværende professor Tage Kaarsted, bed tænderne sammen og blev. Tre år senere var han professor i socialvidenskab, og han tog byen til sig og den ham.

Ny kvinde

Siden er det så gået slag i slag. Jørn Henrik Petersen opbyggede det samfundsvidenskabelige fakultet og mødte en ung kvinde, som siden skulle blive en af de kommende årtiers betydende politiske skikkelser.

Hun hed Ritt Bjerregaard og var sammen med sin mand, historikeren Søren Mørch, kommet til byen nogenlunde samtidig. Hun havde brug for "en støttepædagog", der samfundsvidenskabeligt kunne give hende de indspark, der skulle til for at give karrieren en opadgående skrue.

Det blev Bjerregaards held. Og det blev Petersens.

Hun høstede godt af hans viden og analytiske begavelse, han af hendes forbindelser opad i det politiske parnas.

Ikke at han var hendes spindoctor, for det ord var endnu ikke opfundet, men i hvert fald var samarbejdet til gensidig glæde, og når man i de år kunne beskæftige sig med et begreb som "Ritts taler" som tema i medierne, skyldes det måske navnlig Jørn Henrik Petersen.

Efterspurgt herre

Siden begyndte de første af de siden så mange forskellige og betydende poster i bestyrelser og kommissioner med deres krav om videnskabelig udredning at melde sig, og pludselig var "drønnerten" en efterspurgt herre.

I 1980 kom han første gang ind i bestyrelsen for Stiftstidendes bladhus for blot fire år senere at blive formand.

Det var han så frem til 1986, da det nystartede TV 2 kom og "tyvstjal" ham som den formand, der sammen med den administrerende direktør Jørgen Schleimann skulle søsætte landets nye kommercielle tv-station og samtidig bryde Danmarks Radios monopol med domicil på Kvægtorvet.

Det var en, som han selv har kaldt det, "voldsom arbejdsbelastende opgave", men da han sluttede af efter otte år, kunne han efterlade en tv-station, som var folks foretrukne, med seertal over det forventede og en økonomi, der strålede.

God læreplads

Men som han selv har forklaret det, havde han haft en god læreplads i formandsstolen på Stiftstidende.

Siden kom universitetets daværende rektor, Henrik Tvarnø, som nu er direktør for Folketinget, og bad ham barsle med en ny journalistuddannelse på universitetet.

Jørn Henrik Petersen troede, det skulle være en rask "lille flirt" med den medieverden, han altid har været så fascineret af, så han tog fat på at skræddersy en uddannelse, der gav de kommende generation af journalister mere faglig ballast, mere fundamental viden, og siden er der gået syv år.

Hormonal svingning

Og når han nu melder fra, er det, fordi han mener sig besat af en hormonal svingning, der gør, at han efter nogle år på samme sted må søge nye græsgange for at kunne forny sig med nye udfordringer.

Ind imellem har han været voldsomt optaget af spørgsmålene om velfærdssamfundets udvikling og af, hvad vi i grund har råd til i dette samfund.

Det er et emne, han mere end de fleste har talt og skrevet om i årevis, provokerende, sagligt, engageret.

Råbe op

Og meningen har ikke været at tage fejl af. Den har været at råbe beslutningstagerne op og måske selv sætte sig et fingeraftryk på udviklingen.

Han er nemlig, som det siges om ham, født med et gen, der gør, at han har lyst til på sin egen provokerende facon at røre op i samfundsgryden.

Og det gør han så med hele sin brede begavelse og fine karriere som baggrund. Men navnlig gør han det, fordi han ikke kan lade være.

Typisk

- Jeg har ikke nødvendigvis altid ret. Men næsten, har han sagt om sig selv.

Det er så typisk Jørn Henrik Petersen, som det overhovedet kan være.

Og sådan runder han nu endnu et skarpt hjørne.

Uden at det formentlig rager ham en fjer som andet end endnu en dag på vejen.

For sådan er han også: Et menneske der lever af lyst, og som ikke tager sorger på forskud.

En begavet drønnert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce