Redningsmandskab kom på svær opgave, da de skulle finde fire fædre, der var på tur med otte børn til den idylliske Æbelø nordøst for Bogense
For præcis en uge siden var Simon Nielsen fra København så småt ved at komme sig oven på en lang dag - og nat - i det nordfynske.

Sammen med sine to børn, snart tre-årige Villads Nielsen og fire-årige Arthur Nielsen, mødtes han lørdag den 7. juni om morgenen ved Lindøgaard Naturcampingplads med tre kammerater fra folkeskoletiden i Hadsten. Kammeraterne havde også hver to børn med - alle i alderen tre til syv år. Planen var at have en hyggelig dag på Æbelø, som man kan vade til gennem vandet fra Lindøhoved nær Bogense.

Men den hyggelige dag udviklede sig til en alt andet end rar aften og nat. Gruppen for nemlig vild i vandet på vej tilbage fra øen.

Vi har talt med en af fædrene, Simon Nielsen, og ladet ham rekonstruere turen, som han husker den - time for time:

09.00: Bilerne triller ind på Lindø- gaard Naturcampingplads. Det er længe siden, Simon Nielsen sidst har været på tur med sine gamle skolekammerater Kenneth fra Vemmelev, Bo fra Rønde og Bjarke fra Sabro. De har alle fået børn, så det har været svært at finde et hul i kalenderen.

Nu skal det være, og for første gang er der børn med. De fire kammerater har længe diskuteret, hvor den første tur med børn skulle gå hen. En kanotur på Gudenåen blev forkastet. Det er for farligt med så små børn i kano.

I stedet er valget faldet på Æbelø. Fra nordspidsen af Fyn kan man vade gennem vandet over til øen. Det vil børnene elske.

10.00: De 12 turister skal sove på campingpladsen en enkelt nat. Telte slås op og tre gummibåde pustes op. Dem kan børnene sidde i, hvis de bliver trætte på den omkring halvanden kilometer vadevej til Æbelø.

Samtidig skal der heller ikke mangle noget på turen. Med sig har de blandt andet fiskegrej og fire hele kyllinger, der skal steges over det medbragte grillstativ.

11.00:

Endelig er alle klar til den store Robinson Crusoe-oplevelse, som de har glædet sig til. Samme idé har andre fået.

12.00:

De fleste, der vader over til Æbelø, går lige over Æbelø Holm. Det kan de fire fædre med børn ikke, fordi de har gummibåde og stor oppakning med. I stedet går de langs holmen. Alle hygger sig. Der er masser af tid.

13.00:

Trætheden begynder så småt at melde sig. De mange sten på det lave vand gør, at gruppen trækker længere ud fra land. Nogle steder er vandet dybt, og det er hårdt at vade i vandet med en gummibåd med børn på slæb.

På Æbelø Holm møder gruppen nogle lystfiskere i en jolle. Simon Nielsen spørger - halvt i sjov, halvt i alvor - om fiskerne fungerer som Æbelø Taxiservice. Tanken om af få spændt de tre gummibåde efter jollen leger i baghovedet.

Fiskerne afslår, men råder gruppen til at gå langs den anden side af Æbelø Holm, når de skal hjem. Den vej vil være langt hurtigere.

14.00:

Gruppen når målet. Gummibådene hives i land, og frokosten indtages.

Mens børnene leger i strandkanten, taler fædrene om, at det allerede er temmelig sent, og programmet er tæt pakket. Der skal laves bål og steges hele kyllinger. De ved, at den slags madlavning tager tid, og de finder derfor frem til en bålplads.

15.00:

Mens to af fædrene begynder at lave en lejr sammen med tre børn, går resten op og leger i skoven. Fædrene bilder børnene ind, at der er vilde dyr i skoven, og jagten på dem går ind. Børnene sluger historierne råt.

16.00:

Alle går tilbage til den lejr, der nu er stablet på benene. Bjarke tænder bål, og resten sejler i gummibådene hen til Æbeløs gamle havn.

Her finder de en mørk hule, som helt sikkert gemmer spændende skatte. Børnene er helt oppe at køre, imens de voksne nyder den eventyrlige stemning. Vejret er fantastisk, og udsigten er som på Bahamas.

17.00:

"Skattejægerne" sejler tilbage til lejren og hopper i badetøjet. Det er varmt, og det føles skønt at blive kølet af.

Men Bjarke har ikke styr på kyllingerne. De er på det nærmeste blevet kremeret over ilden, så Bo må gå op og hjælpe til ved bålet.

18.00:

Simon Nielsen går op for at hjælpe til. Han koger ris og bager kartofler, mens Bo tager børnene med ned til stranden for at fiske efter krabber. Fangsten er god. 10 krabber går på krogene.

19.00:

Et par andre grupper kommer ind til bålpladsen for at spise. De to hold turister hygger sig sammen omkring bålet. Det er en lun aften.

20.00:

Nogle af børnene får lidt varmere tøj på. Simon Nielsen er den eneste, der har fået overtøj med til sine børn, for det har jo været en varm dag. De fleste - også fædrene - har blot T-shirts og shorts med. Det går op for dem, at det er ved at blive sent, og man begynder at tænke på at tage af sted.

21.00:

Alle begynder at rydde op. Det tager sin tid, for med otte børn og store oppakninger er mange ting blevet spredt rundt omkring. Ingen er dog bekymrede, for de regner ikke med, at det vil tage så lang tid at gå tilbage til Lindøhoved, som det tog at komme ud på øen.

22.00:

Trods optimismen kan fædrene godt se, at de skal til at skynde sig. De bliver enige om at binde de tre både sammen, og så skiftes de til at trække bådene ude i vandet, mens resten går inde på stranden. De går stærkt.

De fire kammerater regner med, at børnene bare vil falde i søvn i bådene. Men de vil ikke sove. Det er for spændende at være udenfor, når det begynder at blive mørkt.

23.00:

Trætheden begynder alligevel at melde sig hos børnene. Simon Nielsens sønner kommer op at toppes i båden, og alt er pludselig meget uretfærdigt. Tårerne flyder.

Flokken når til sydspidsen af Æbelø Holm og vader videre. De følger imidlertid ikke ruten, der er afmærket med pæle i vandet. I stedet går de mod højre, som lystfiskerne tidligere på dagen har rådet dem til.

Ude i vandet kan de pludselig skimte en ø - Dræet - som de ikke kender. For første gang kommer det til en diskussion mellem de gamle venner.

Kenneth vil ind imellem holmen og den "ukendte" ø. Bo og Simon Nielsen vil højre om øen. Alle er enige om, at Lindøhoved må ligge lige bag øen. Kenneth er meget insisterende, men de to andre får deres vilje. Børnene holder for første gang på turen mund i samlet flok. De kan godt høre, at fædrene er dybt uenige.

00.00:

Det begynder at gå op for Simon Nielsen, at Kenneth muligvis har ret, for øens vestside vil tilsyneladende ingen ende få.

Gruppen bliver enige om at bære gummibådene over Dræet. Alle børnene græder, for de vil ikke ud af bådene. Bedre bliver det ikke, da de skal gå gennem marehalm og sten, mens en enorm flok myg har fået smag for børnenes blod.

Børnenes gråd kombineret med visheden om, at de absolut ikke ved, hvor de er, får panikken til at brede sig blandt fædrene. Bo er gået i forvejen med de tre mindste børn, og Kenneth og Simon Nielsen bliver enige om at lade den ene båd blive tilbage på Dræet med de ting, som de ikke skal bruge. Billedet af, hvad der vil ske, hvis de ikke finder tilbage, begynder at tegne sig på nethinden. Det ville ikke være et problem, hvis børnene ikke var med. Men det er de.

Bo flipper helt ud over, at de har ladet båden blive tilbage. Han råber:

- Vi er jo faret vild!

Alle børn holder straks op med at græde. De er bange, og Bos udbrud falder ikke i god jord hos Kenneth og Simon Nielsen. Pludselig bliver der råbt højt. Magtesløsheden har fået magten. Alle går dog ud i vandet, og de når til en af de pæle, der markerer ruten ind til land. Men i stedet for at følge pælene går gruppen mod Ejlinge. Her kan de nemlig skimte et hus, og de regner med, at det er gården ved campingpladsen. Panikken har fået taget over fornuften. Turen over er lang, og da de kommer tættere på, går det op for dem, at det ikke er campingpladsen. De aner ikke, hvor de er.

01.00:

De vader igen gennem noget vand, og pludselig er der land på begge sider. De vender om og går den anden vej. Ingen af dem har telefonnummeret til ejeren af campingpladsen. Kenneth ringer til sin kæreste, der finder nummeret. Planen er at få ejeren af campingpladsen til at tænde lys, så de kan se, hvilken retning de skal gå. Ejeren tager ikke telefonen. I stedet ringer de efter mange overvejelser til politiet for at få dem til at ringe til ejeren. Det er bestemt ikke vennernes mest stolte øjeblik. Politiet kan heller ikke få fat i ham. I stedet sender politiet en patrulje ud for at lyse.

Bo mener, at de skal gå tilbage forbi den snævre passage, hvor der var land på begge sider. Pludselig kan de se Æbelø helt klart - uden småøer foran. Kenneth og Bo vil gå videre. Bjarke og Simon Nielsen kan ikke mere. De hundefryser og begynder at lave bål, men de to andre går videre. Pludselig ringer Falck. De har sat en båd i vandet, og skipperen har en god idé om, hvor gruppen befinder sig. Båden vil være fremme om 10 minutter. Kenneth og Bo kommer tilbage.

02.00-03.00:

Redningsmandskabet har det svært. Redningsbåden strander, og en anden kommer til. Gruppen kan se beredskabet køre rundt i biler, men kan ikke få dem guidet i den rigtige retning. Fædre og børn pakker sig ind i håndklæder omkring bålet. Den varme dag er blevet til en omkring 10 grader kold nat. Simon Nielsen får anbragt sine to drenge oven på sig, så de kan varme hinanden. De er hele tiden i telefonisk kontakt med politi og Falck, men de 10 minutter bliver til timer.

04.00:

Først ved 4.30-tiden finder redningsmandskabet frem til turisterne.

Da de endelig når frem, kommer de fra alle sider. Lyden af en walkie-talkie er det første, som Simon Nielsen hører. Ude fra vandet kommer lyden af en motorbåd. En læge tager temperaturen på børnene. Kropstemperaturen på et af børnene er nede på 35,8 grader. Alle bliver pakket ind i specielle tæpper, der holder på varmen, og lettelsen breder sig.

05.00:

Alle bliver fragtet i biler til Falck-stationen i Bogense, hvor de får noget varmt at drikke. Børnene får igen taget temperaturen. Alt er o.k. Mens Bo prøver at finde ud af, hvilken rute de er gået, sidder Simon Nielsen bare helt stille. Det er det eneste, han har lyst til. Fædrene skal oplyse om børnenes navne og cpr-numre. Ingen af dem kan huske et eneste nummer. Fødselsdagene - jo, måske. De sidste fire cifre - helt sikkert ikke.

Simon Nielsen ringer til sin kæreste. Børnene får dog lov til at tale med hende, inden Simon Nielsen fortæller, hvad der er sket.

06.00:

I taxi bliver hele flokken kørt tilbage til campingpladsen. Lille Arthur Nielsen griner nærmest hysterisk, da han ser sin sovepose.
  • Fyens Stiftstidende