Kravet om en tungere lønningspose lyder ikke kun fra de danske kvinder. Over hele Skandinavien har omsorgsmedarbejdere blæst til løn- og kvindekamp. Men i realiteten handler det om, hvordan velfærdsstaterne skal indrettes, vurderer professor.
Bannere og syngende strejkende, der deler pamfletter ud, er ikke kun et dansk fænomen for tiden. De hjemlige sygeplejersker er ikke de eneste, der i øjeblikket griber til strejkevåbenet og svinger fanerne. Tværtimod har der bredt sig en nordisk strejkebølge. Den begyndte i Finland sidste år, hvor sygeplejerskerne indsendte et kollektivt opsigelsesvarsel for 12.000 ansatte og opnåede lønstigninger på op til 28 procent over fire år.

Den slags inspirerer, og i Sverige hængte sygeplejerskerne kitlerne på bøjle i slutningen af april, da de ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne om lønnen. Først i onsdags efter mere end fem ugers strejke lykkedes det at nå frem til en aftale.

Nu er det så blevet nordmændenes tur til at vågne til et konfliktramt sundhedsvæsen og børnepasning. Her kan de strejkende oven i købet læne sig op ad resultaterne fra den norske ligelønskommission, der er kommet ud med et forslag om, at staten skal bevilge tre milliarder kroner ekstra til et lønløft til kvindefagene i det offentlige.

Mere i løn - og ikke mindst ligeløn, lyder parolen fra sygeplejen og andre kvindefag i hele Skandinavien, der er trætte af, at mændene i det private tjener mere end de kvinder i det offentlige, der hjælper med at bringe børn til verden, passer dem og holde syge, gamle og døende i hånden. Alt det arbejde, som vi ikke mere selv skal gøre, fordi velfærdsstaten har flyttet opgaverne væk fra privaten og ud i det offentlige, skal aflønnes ordentligt og ikke trækkes med en gammel arv fa dengang, det var kvindearbejde, lyder det fra alle hjørner af det nordligste Europa.

- Manglende ligeløn er et stort problem, som arbejdsgivere og politikere i de tre lande nu må tage alvorligt. Sygeplejerskerne har fået nok af, at deres uddannelse og kompetence ikke værdsættes på linje med sammenlignelige mandsdominerede grupper, sagde forbundsleder Lisbeth Normann fra det norske sygeplejerforbund, da strejken i Norge var en realitet.

At sygeplejerskernes organisationer har skelet til, hvad kollegerne i nabolandene laver, er der ikke tvivl om. Så sent som i foråret mødtes de nordiske sygeplejeorganisationer til konference i København, hvor netop ligeløn var et af temaerne.

- Sygeplejerskernes lønefterslæb er så massivt, at hvis ikke der bliver rettet op på det nu, så står vi ikke bare med et nationalt, men med et nordisk problem af historiske dimensioner. Alle steder har man igennem alt for lang tid presset de her kvindefag for meget, og alle vores nabolande melder om akutte rekrutteringsproblemer og et massivt lønefterslæb i forhold til andre faggrupper med samme uddannelseslængde. Det er nu, der skal rettes op på det, sagde næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen i den forbindelse til fagbladet Sygeplejersken.

Kontrol frem for kald

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet handler konflikten dog ikke kun om ligeløn. Det er blot et af aspekterne, lyder hans vurdering.

Det er det da heller ikke tilfældigt, at der netop nu går en strejkebølge gennem de skandinaviske lande - ikke blot blandt sygeplejerskerne, men også pædagogerne, sosu-assistenter og andre grupper. For udviklingen har på mange måder været ens i landene.

På de private arbejdsmarkeder er det gået rigtig godt, og det har betydet gode lønstigninger. Samtidig har der været mangel på arbejdskraft, og det har alt sammen været med til at fyre op under fornemmelsen af, at det er urimeligt, at der ikke skulle være mere i posen til de offentligt ansatte.

Men det handler også om identitet og i sidste ende kampen om, hvordan velfærdsstaten skal se ud og styres. Og her har alle de skandinaviske lande udviklet sig på samme måde.

- Vi har haft en parallel udvikling af forvaltningspolitikken i Skandinavien og for den sags skyld i hele Europa, hvor det såkaldte new public management har fået en fremtrædende rolle med økonomisering, effektivisering, skemaer og målinger med metoder hentet fra det private erhvervsliv. Det er kommet til at handle mere om kontrol end om at have et kald, og det har ramt de her faggrupper på deres identitet, fordi de føler, at de ikke kan få lov til at udfolde deres evner, vilje og kunnen. Ønsket om anerkendelse er så bare blevet kanaliseret ud i krav om lønstigninger, siger han og peger på, at man også andre steder i Europa ser for eksempel skolelærere, der strejker, fordi de er utilfredse med den måde, deres arbejde har ændret sig.

Og en væsentlig del af identiteten går også ud på, at de ansatte arbejder for os allesammen.

- Det er jo ikke opsynsmanden i den lokale svømmehal og parkbetjenten, der strejker. Det er dem, der arbejder i velfærdssamfundets hængselsfunktioner. De vil gerne anerkendes for, at de er der for at betjene almenvellet. En sygeplejerske kunne måske sagtens tjene 10.000 mere om måneden ved at arbejde på et privathospital, ikke mindst nu, hvor der kommer en ordentlig pukkel af udskudte behandlinger. Men det er ikke det, de vil.

Derfor mener Henning Jørgensen heller ikke, at problemerne vil være løst, selv om sygeplejerskerne får deres lønkrav igennem og får politikerne med på en ligelønskommission.

I de kommende 10 år vil vi stadig se en kamp, uanset hvor meget der kommer i lønningsposen.

- Det handler på længere sigt også om en kamp om velfærdsstaten med hensyn til, hvordan den skal indrettes og styres. Om 10 år er jeg sikker på, at vi griner af, at vi accepterede new public management som rammen om den offentlige sektor, siger han.

Spørgsmålet er, hvad der på længere sigt vil ske, hvis lønstigningerne kommer igennem. Meningsmålinger har vist, at der er en ret stor opbakning til de strejkende og deres krav. En stor del af dem, der bakker op om dem i forskellige undersøgelser, erklærer endda, at de er parate til at betale mere i skat for at finansiere lønstigningerne.

Selektivt blinde politikere

Da strejkerne blandt sygeplejersker og FOA's medlemmer brød ud, fik DR for eksempel lavet en undersøgelse, der viste, at 47 procent støtter strejken, mens blot 25 procent er imod. Andre 25 procent er hverken for eller imod strejken. Blandt dem, der støttede strejken, var 70 procent villige til at sende mere tilbage til de offentlige kasser i form af skatter. Og de resultater står ifølge Henning Jørgensen ikke alene.

- Vi har lavet flere undersøgelser, som viser, at der er en meget stor tilslutning til krav om ligeløn, og til at den offentlig sektor skal kunne rekruttere i fremtiden. Men politikerne er selektivt blinde. De vil ikke tro på, at der er opbakning til en velfungerende offentlig sektor, siger Henning Jørgensen.

Andre er dog mere forbeholdne over for tanken om at finansiere lønløftet med skattestigninger og lysten til at gøre det. Det gælder blandt andet den borgerlige tænketank CEPOS. Her foretog man i efteråret 2007 en meningsmåling, hvor man spurgte til de samme ting, som i DR's undersøgelse. Og ifølge en kommentar, som CEPOS' forskningschef Gert Laier skrev i sidste måned, var andelen, der var villige til at betale, hvad lønkravet kostede, faktisk faldet fra efteråret og frem til nu.

- Det kan hænge sammen med, at gruppen, der selv vil vinde ved en sådan lønstigning, nu er mindre, fordi det kun er en mindre gruppe af offentlige ansatte, der står til at vinde ved strejken, mens andre offentlige ansatte - og privatansatte - står til at tabe, konkluderede han.
  • fyens.dk